Ny EU-aftale skal beskytte vandmiljøet mod PFAS og andre miljøfarlige stoffer
Det danske EU-formandskab har forhandlet en aftale på plads, der for første gang fastsætter en samlet grænseværdi for 25 PFAS-stoffer i vandmiljøet og tilføjer en række nye kemikalier til listen over miljøfarlige stoffer i søer, vandløb, havet og grundvandet.

Det danske EU-formandskab har i denne uge indgået en politisk aftale med Europa-Parlamentet om skærpede krav til beskyttelsen af søer, vandløb, havet og grundvand.
Aftalen betyder blandt andet, at der for første gang fastsættes en samlet grænseværdi for 25 forskellige PFAS-stoffer i vandmiljøet, og at en række nye kemikalier føjes til listen over miljøfarlige stoffer.
Ifølge miljøminister Magnus Heunicke (S) er aftalen et nødvendigt skridt for at vende den negative udvikling:
”Vandmiljøet i Danmark og EU er alt for mange steder i kritisk tilstand, og vi skal derfor gøre alt, hvad vi kan, for at beskytte vores søer, vandløb, havet og grundvand. Den her politiske aftale styrker beskyttelsen af hele EU’s vandmiljø med skærpede krav, som skal reducere mængden af de skadelige kemikalier i vores vand til gavn for kommende generationers sundhed,” siger han.
Nye stoffer på listen
Aftalen udvider listen over prioriterede stoffer, der fastsættes grænseværdier for. Det gælder bl.a. flere pesticider, lægemidler, bisphenoler og PFAS. Trifluoreddikesyre (TFA), som er et nedbrydningsprodukt bl.a. fra visse pesticider, bliver fremover en del af den samlede PFAS-grænse. Samtidig bliver bisphenol-A klassificeret som et farligt prioriteret stof, mens gamle, allerede forbudte stoffer som atrazin fjernes fra listen.
Derudover indføres en ny samlet grænse for udvalgte pesticider i fersk overfladevand på 0,2 µg/l. For flere andre stoffer skærpes grænseværdierne.
Fremadrettet skal medlemslandene levere kemiske data for grund- og overfladevand hvert andet år, og biologiske data hvert tredje år. Hvert sjette år skal der laves en samlet tilstandsvurdering for overfladevand og grundvand.
Der etableres også et udviklingsprojekt for effektbaseret overvågning, som i første omgang skal måle cocktaileffekter af østrogenlignende stoffer.
Aftalen åbner samtidig for to undtagelser fra reglen om, at vandmiljøet ikke må forringes – blandt andet hvis forurenet vand eller sediment flyttes, uden at det samlet set øger belastningen.
De nye krav skal være opfyldt ved udgangen af den kommende vandplanperiode 2028-2033. For nye stoffer gælder fristen frem til 2039, men der er mulighed for udsættelse på op til seks år, hvis særlige betingelser er opfyldt.