Annonce
Annonce
Under åbningstalen til Agromek 2024 talte landbrugs- og fødevareministeren til landbruget for første gang siden trepartsforhandlingerne faldt på plads. Foto: Uffe Bregendahl
Med treparten på plads spurgte vi ministeren om økologimålet, men blev ikke meget klogere
Ved åbningen af Nordeuropas største landbrugsmesse talte landbrugsminister Jacob Jensen til landbruget for første gang siden afslutningen på trepartsforhandlingerne. Med aftalen på plads spurgte økonu.dk ministeren, om tiden nu er inde til også at indfri regeringens økologimål.
Fødevareminister Jacob Jensen (V) var kun lige kravlet ned af en imponerende flot sortlakeret Deutz-Fahr Warrior-traktor, da Økonu.dk benyttede lejligheden til at stille ministeren det måske vigtigste spørgsmål for økologerne lige nu, efter at trepartaftalen er kommet i hus: Hvad bliver der egentlig af indsatsen for at fordoble økologien?
Ifølge regeringsgrundlaget skal økologien fordobles inden 2030 i forhold til 2019, hvilket rundt regnet betyder, at økologien i 2030 skal udgøre ca. 22 pct. af landbrugsarealet. I dag er det omkring 12 pct. Økologiens rolle blev gentaget i trepartsforhandlingerne, men regeringens tidligere fremlagte økologistrategi blev kritiseret af bl.a. Økologisk Landsforening for at være mangelfuld og uambitiøs.
10 pct af de landmænd, der bruger maskinellet her fra messen, og som er på besøg her i hallerne, er formentlig økologer. I har en målsætning om, at økologiandelen skal fordobles før 2030, og nu har I lige løst en kæmpestor opgave med trepartsforhandlingerne, er næste opgave så at få fordoblet økologien?
”Jeg ved ikke, om det er den næste opgave, men det er i hvert fald en af mange opgaver, ud over at vi nu også skal have implementeret trepartsaftalen, hvor der i øvrigt også ligger et spor for økologi. Vi er opmærksomme på, at der er ting, hvor økologerne i mindre udstrækning kan bruge nogle af virkemidlerne. Men her går vi til gengæld ind og støtter økonomisk og analyserer, hvad der skal til, for at økologien også kan udvikle sig, som vi politisk, som du siger, har et ret ambitiøst mål om. Det er ikke, fordi vi ikke skal nå målet, men det er et spørgsmål om, hvad er det for nogle virkemidler, der giver bedst mening? Og det er en af de opgaver, der selvfølgelig også skal løses i det kommende år,” forsikrede Jacob Jensen, mens han blev gelejdet mod en demonstration af en ny sigtemaskine til grisefoder på Vestjyllands Andels stand.
Ministeren, der er vokset op på en slægtsgård på Sjælland, som han i dag ejer og bortforpagter til sin bror, var på hjemmebane denne dag i Herning, hvor han fik en guidet rundtur på Nordeuropas største landbrugsmesse, Agromek. Messecenter Herning havde 14 fyldte messehaller og 556 udstillere fordelt over et enormt areal svarende til 10 ha.
Hvor høj en prioritet har det på en skala fra 1-10 at få økologien fordoblet inden 2030?
”Jamen, det har høj prioritet, fordi det jo er en del af det, vi både har skrevet i regeringsgrundlaget. Det er det, vi også har aftalt politisk i andre sammenhænge, så det skal vi selvfølgelig også levere på.”
Kommer der en strategi for det?
”Jamen vi har allerede en strategi i forhold for økologi, men vi har også, kan man sige, konkrete værktøjer i værktøjskassen, både på økonomi, men også noget af det, der skal analyseres. Som en del af treparten er der steder, hvor man kan sige, der er ting, økologerne ikke kan, men hvor vi kan gøre andre ting. Det skal vi selvfølgelig også hjælpe dem med,” sluttede ministeren.
Interviewet blev afsluttet brat, da Landbrug & Fødevarers formand, Søren Søndergaard, prikkede ministeren på skulderen og guidede ham videre ind til sigtemaskinen hos Vestjyllands Andel.
Forinden havde ministeren officielt åbnet landbrugsmessen og benyttede anledningen til at adressere resultaterne fra de nyligt overståede trepartsforhandlinger, som lod til at være faldet i god jord blandt dagens fremmødte landmænd.
"Det er måske heller ikke den store overraskelse, at jeg er rigtig glad for, og måske også en smule stolt over, at det lykkedes for regeringen for ikke mange dage siden,” sagde ministeren fra scenen i Messecentrets Hal H.
Blandt tilhørerne var også toppen af Landbrug & Fødevarer, der er medarrangør at Agromek.
”Igen vil jeg også gerne her benytte lejligheden til at kvittere for samarbejdet med parterne om den aftale, vi indgik inden sommerferien, og som jo stadigvæk står uantastet. Og ikke mindst samarbejdet med Landbrug & Fødevarer med dig Søren i spidsen,” sagde Jacob Jensen henvendt til Søren Søndergaard, der flankerede ministeren under hele besøget på messen i Herning.
På en to timers guidet rundtur blandt store traktorer, gyllespredere og meget andet nyt blev en tydeligt interesseret minister indført i de vigtigste og sidste nye tendenser. Han måtte bag førersædet i flere store traktorer, smage de nyeste mælkeprodukter og høre om dna-baserede avlsteknikker hos VikingGenetics.
Mens kortegen omkring ministeren gik den kilometerlange rute i hallerne, kom flere landmænd uopfordret forbi og gav hånd til Søren Søndergaard og roste ham for resultatet af trepartsforhandlingerne. Både ministeren og landbruget er øjensynligt tilfredse med, hvor aftalen landede.
Agromek har eksisteret i næsten 50 år, og mange ministre har som Jacob Jensen været fordi scenen foran de danske landmænd. Men for Jacob Jensen, var besøget i dag intet mindre end historisk.
”Tiderne skifter, og hvor dansk landbrug havde ét udtryk for 50 år siden og et helt andet i dag, så vil vores landbrug og Danmarkskortet se noget anderledes ud end forventet, når Agromek slår dørene op for dansk landbrug om lad os sige 50 år. Ikke at der går 50 år, inden det sker, men om 50 år har vi med trepartsaftalen lagt fundamentet for næste generation af danske landmænd, som endnu engang kan overtage et stærkt erhverv fra den forrige generation.”
Flere artikler fra samme sektion
Kun 20 pct. af områderne omkring drikkevandsboringer er sprøjtefrie
Miljø- og Ligestillingsministeriet varsler flere påbud om sprøjtestop til lodsejere, som endnu ikke har indgået en frivillig aftale med vandforsyningsselskaberne om at beskytte områder med drikkevandsboringer.
Ny EU-rapport konkluderer, at omlægning til økologi er en klimagevinst
Omlægningen til mere økologi kan reducere klimaaftrykket fra EU's landbrug med flere millioner ton CO2e hvert år, viser en beregning fra EU-Kommissionen.
Forskere vil undersøge mulig sammenhæng mellem pesticider og Alzheimers
Med mere end tre årtiers data fra 5.000 personer vil amerikanske forskere nu undersøge, om der er en sammenhæng mellem eksponeringen for bl.a. pesticider og udviklingen af demenssygdomme som Alzheimers.