Annonce

Annonce

Køer danser ved Økodag på Vestervang

Køernes glæde over at komme på græs til Økodag er ikke til at tage fejl, og den er kun med til at styrke fødevareminister Rasmus Prehns ambition om at øge det økologiske areal i Danmark. Foto: Søren Gammelmark

Minister hentede inspiration ved Køernes Forårsfest

Økodag er med til at sætte spor i dagsordenen forud for de kommende landbrugsforhandlinger.

Da fødevareminister Rasmus Prehn i forbindelse med Økodag søndag besøgte en Thise-leverandør mellem Viborg og Randers, blev der sat nye vinkler på den socialdemokratiske politikers holdninger til landbruget.

"Noget af det, jeg tager med fra det her besøg, er, at når man dyrker landbrug på den her måde, så får man en skarpere kvalitet, som formentlig ligger i den spidse ende af de gode produkter, og hvis vi skruer ned for noget af det andet, kan det være, at vi både kan passe bedre på vores klima, men også på vores miljø og biodiversitet," sagde Rasmus Prehn efter ved selvsyn at have konstateret, hvor glade de økologiske køer er for at betræde forårets første græs.

Det er klart, at begejstringen og veneration for at have glade dyr, ordentlig dyrevelfærd og stolte landmænd, der gør deres bedste, kun bliver stimuleret og styrket under et besøg som det her, og det skal afspejle sig i vores kommende landbrugsudspil.

— Rasmus Prehn, fødevareminister (S)

"Som jeg forstår det, er en af pointerne, at det øger biodiversiteten, når køerne afgræsser markerne. Hvis ikke de gør det, er der dyr, som forsvinder fra vores natur," sagde han efter en rundvisning på det jyske landbrug, hvor Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, og Poul Pedersen, direktør for Thise Mejeri, bistod værtsparret Kirsten Kærgaard og Steen Hareskov med at forklare ministeren, hvordan kvægbruget efter deres vurdering både bidrager til øget biodiversitet og et bedre klima.

"Det er klart, at begejstringen og veneration for at have glade dyr, ordentlig dyrevelfærd og stolte landmænd, der gør deres bedste, kun bliver stimuleret og styrket under et besøg som det her, og det skal afspejle sig i vores kommende landbrugsudspil," sagde Ramus Prehn efterfølgende til Økologisk Nu.

Han tiltrådte som minister for fødevarer, landbrug og fiskeri i november 2020, efter at daværende minister Mogens Jensen (S) udtrådte af regeringen efter kritik af håndteringen af Covid-19 i danske minkfarme. 

Siden har han prioriteret at besøge en stribe danske fødevareproducenter for at genopbygge tilliden til ministeriet, men besøgene klæder ham samtidig bedre på til at udstikke kursen for en mere bæredygtig fødevareproduktion.

Økologien gør os rigere

"Der er ingen tvivl om, at økologi er en vigtig brik i den grønne omstilling af landbruget. Det er regeringens ambition at fordoble det økologiske areal, den økologiske eksport og danskernes forbrug af de Ø-mærkede varer," sagde han og sendte i den forbindelse en appel til forbrugerne og markedskræfterne:

"Ved at gå endnu mere efter kvalitet og dyrevelfærd kan forbrugerne jo også være med til at bidrage til den grønne omstilling."

Og ifølge ministeren er der gode argumenter for at rykke på den grønne agenda.

"Når vi dyrker økologisk, er det bedre for kvaliteten, og jeg tror også, at vi på længere sigt bliver rigere af at sælge økologiske varer. Det er samtidig bedre for biodiversitet, det er bedre for miljø og så har det også en klimagevinst, så det er den vej vi skal gå," fastslog han.

Rasmus Prehn mener ikke, at det i første omgang er nødvendigt at begrænse den animalske produktion i Danmark for at nedbringe landbrugets klimabelastning, da der er mange andre knapper at skrue på
Rasmus Prehn mener ikke, at det i første omgang er nødvendigt at begrænse den animalske produktion i Danmark for at nedbringe landbrugets klimabelastning, da der er mange andre knapper at skrue på

I forhold til mange klimaeksperters råd om at skære ned på Danmarks animalske produktion er han ikke overbevist om, at det nødvendigvis er den rigtige vej at gå her og nu, da det efter hans vurdering risikerer at flytte og forstørre CO2-udledningen.

Rasmus Prehn har for nyligt givet udtryk for, at han derfor er klar til at frede husdyrene 'i denne omgang' og fokusere på andre klimatiltag.

"Der er rigtigt mange knapper at skrue på. Vi har klimabelastende lavbundsjorder, der er stort potentiale i nye teknologier og vi står overfor et eventyr inden for den plantebaserede kost. Alt det skal vi se på i de kommende forhandlinger," sagde ministeren.

Det ligner en beroligende melding til mejerierne fra fødevareerhvervets egen minister.

"Jeg tror på, at Danmark er så dygtig til at lave animalsk produktion, uanset om vi taler økologisk eller konventionelt landbrug. Vi er blandt verdens absolut bedste, så klimamæssigt får du ikke noget bedre sted at producere end i Danmark," sagde Rasmus Prehn, som advarede mod at sætte den danske førerposition over styr.

Det er ingen løsning at skubbe aben videre

"Man skal huske på, at hvis vi skruer ned for den animalske produktion, så bliver den flyttet til andre lande, som typisk har færre regler, så det er muligt at udlede mere CO2. Det er dårligere for biodiversiteten, og det giver ringere dyrevelfærd," sagde ministeren, som samtidig advarer mod at flytte den animalske produktion til lande, hvor løn- og arbejdsvilkårene formentlig er ringere end herhjemme.

"På den måde skubber vi bare aben videre og gør den større," sagde fødevareministeren og fortsatte:

"Lad os nu holde fast i, at vi skal være verdensførende på at drive animalsk produktion på den mest klimavenlige, miljømæssige måde, som tager mest hensyn til biodiversitet og dyrevelfærd. Personligt og som borger tror jeg på, at der er noget rigtigt i det økologiske, og det er også derfor, at vi gerne vil have noget mere af den."

Per Kølster og Poul Pedersen fik god tid til at diskutere udfordringerne for det økologiske landbrug med Rasmus Prehn, som fra orangeriet på Ny Lundgård havde direkte udsigt til køerne, som kort forinden var kommet på græs
Per Kølster og Poul Pedersen fik god tid til at diskutere udfordringerne for det økologiske landbrug med Rasmus Prehn, som fra orangeriet på Ny Lundgård havde direkte udsigt til køerne, som kort forinden var kommet på græs

Men han minder om, at det ikke kun er op til politikerne at skubbe udviklingen i en grønnere retning, og han glæder sig over, at de fleste fødevareproducenter tænker i bæredygtige baner.

"Regeringen vil fordoble det økologiske areal. Vi er godt på vej. Men vi skal videre og have forbrugerne med. Derfor synes jeg også, at det er positivt, at EU Kommissionen – ligesom regeringen – tror på økologi som en del af en grøn omstilling af landbruget," sagde han med adresse til EU's ambitiøse Farm to Fork-strategi, som sigter mod 25 pct. økologisk landbrug i 2030.

Han mener ikke, at de danske ambitioner er for uambitiøse i forhold til EU.

Slut med zigzag-kurs

"Økologi kommer fortsat til at have regeringens fokus. Og der er netop sat flere økologipenge af til at fremme det plantebaserede, de nye kostråd i professionelle køkkener og videreudvikling af Det Økologiske Spisemærke. Og til sommer åbner ”Innovationscenter for Økologisk Landbrug”, så der er masser af initiativer på bordet," sagde ministeren.

Siden januar har han og regeringen været under pres for at præsentere sit længe ventede landbrugsudspil, som ifølge Rasmus Prehn skal være et opgør med de seneste års zigzag-kurs, som har gjort det vanskeligt for landbruget at arbejde ud fra en mere langsigtet strategi.

"Jeg håber, at vi kan lave noget, hvor store dele af Folketinget bliver enige om kursen for de næste 15-20 år," inden han satte kurs mod København og de kommende forhandlinger om en landbrugsaftale.

Flere artikler fra samme sektion

Det er næsten lige blevet reddet, men nu er Det Økologiske Spisemærke igen i farezonen

Spisemærket, der angiver et køkkens andel af økologi, blev sidste år reddet på målstregen. Socialdemokratiet sagde, at det var vigtigt for partiet. Alligevel er mærket nu igen i fare for at forsvinde, da regeringen ikke har prioriteret at finde midler til det.

Skolemad er på finansloven

Danmark følger nu i sporet på en række andre lande og vil afprøve en ordning med offentligt finansieret skolemad. Det er dog ikke alle folkeskoleelever, der i første omgang bliver en del af forsøget.

22-11-2024 4 minutter Kostvaner,   Uddannelse,   Politik

EU er tæt på at udskyde lov, der skal forhindre skovrydning

EU's varslede anti-skovrydningslov skal træde i kraft inden nytår, men nu vil et flertal have udskudt loven, og Ministerrådet bakker op. Desuden vil et flertal ændre det oprindelige lovforslag, men modstandere frygter, at det vil skabe et smuthul.

21-11-2024 4 minutter EU,   Bæredygtighed