Minister åbner døren på klem for at redde spisemærket

Efter flere dages kritik fra adskillige brancheorganisationer siger fødevareminister Jacob Jensen nu, at han er ved at undersøge, om der kan findes en løsning, så Det Økologiske Spisemærke kan reddes.

04. december 2023
Læsetid: 2 minutter
Økologiske spisemærker står ved siden af hinanden
Fremtiden for Det Økologiske Spisemærke er uvis, efter at regeringen har fjernet bevillingen til det i finansloven, men siden har åbnet for at finde en måde at bevare det på. Foto: Henrik Hindby Koszyczarek

Fødevareminister Jacob Jensen (V) har noteret sig den heftige kritik, som en række organisationer fremsatte i sidste uge, efter det stod klart, at regeringen vil skrotte Det Økologiske Spisemærke.

Det fortæller han i et folketingssvar til Carl Valentin (SF).

"Det er min ambition at styrke økologien, og jeg har noteret mig de meldinger, der er kommet om Det Økologiske Spisemærke. Jeg vil gerne undersøge, om det kan lade sig gøre at finde en ordning for, hvordan mærket kan videreføres," siger ministeren.

I sidste uge kom kritikken ad to omgange; først mandag, da fem organisationer heriblandt Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarer, kritiserede, at der ikke blev afsat penge på finansloven til at videreføre spisemærket.

Senere på ugen kom var det så 13 organisationer, der både kritiserede regeringens nye økologistrategi for manglende initiativer og erklærede sig enige i, at det er en fejl at fjerne spisemærket.

Det koster ca. seks mio. kr. årligt at drive Det Økologiske Spisemærket, hvilket inkluderer både markedsføring af mærket, vedligeholdelse af hjemmesiden og kontrollen af spisestederne.