Greenpeace lancerer turistorganisation: ‘Kom og besøg Nordens Døde Hav’
Tourism Denmark er navnet på en ny turistorganisation, der fører kampagne i Danmark og i Europa for "Nordens Døde Hav". Bag initiativet står Greenpeace, der vil råbe EU op med budskabet om, at Danmark bryder EU’s lovkrav om at skabe et sundt vandmiljø.

“Velkommen til Danmark! Det perfekte ferieland, hvor frodig natur og industriel landbrugsproduktion går hånd i hånd i smuk harmoni”.
Sådan skriver Greenpeace i en omtale af miljøorganisationens nye "turistorganisation" Tourism Denmark. Det er en officielt udseende turistorganisation. Men i stedet for at reklamere for den lille havfrue, lokker organisationen turisterne til Danmark med reklamer om Nordens Døde Hav, autentiske gårdferier på svinebedrifter og camping i Danmarks unikke beskyttede natur, som bl.a. består af P-pladser, golfbaner og pløjemarker.
Kampagnen blev først lanceret under navnet ReVisitDenmark, men efter klager fra VisitDenmark, har kampagnen ændret navn. Derfor er kampagnens oprindelige logo og navn sløret på billederne af annoncerne, oplyser miljøorganisationen.
Have fyldt med mystisk brunt slam
Kampagnen er rullet ud på tværs af Europa med store reklamer i lande som Belgien, Polen og Sverige og vil fortsætte med at invitere turister til at opleve Danmarks naturkrise, oplyser Greenpeace, som med kampagnen ønsker at gøre EU-Kommissionen opmærksom på det, organisationen beskriver som "Danmarks lange række af miljøovertrædelser".
"Vi er begejstrede for at invitere turister til at opleve vidunderne i Danmarks landbrugslandskab – fra vores livløse have fyldt med mystisk brunt slam til vores omhyggeligt vedligeholdte parkeringspladser, som vi officielt regner som beskyttet natur," siger Christian Fromberg, kampagneleder for landbrug, skov og natur i Greenpeace Danmark.
Et opråb om hjælp
"For den modige lystfisker tilbyder vores Nordiske Døde Hav den ultimative fiskeudfordring – kun de dygtigste vil fange noget i disse vande," lyder budskabet fra kampagnen, som bruger satire til at fremhæve Danmarks mange brud på EU-regler.
Ifølge Greenpeace handler de bl.a. om manglende beskyttelse af vandmiljøet og naturen samt udfordringer med dyrevelfærden i dansk landbrug. Det gælder ikke mindst Danmarks gentagne lovbrud på Vandrammedirektivet, der kræver, at Danmark opnår en sund tilstand i vores vandmiljø, mener Greenpeace og henviser til en rapport som organisationen lavede i sommeren 2024.
“Det her er et opråb om hjælp. Det står klart, at vores nuværende regering ikke vil tage de nødvendige skridt for at få livet tilbage i vores have og beskytte vores natur, og det er et uacceptabelt svigt," siger Christian Fromberg og fortsætter:
"Med denne kampagne råber vi direkte EU-Kommissionen op om at håndhæve de regler, som Danmark systematisk overtræder. For virkeligheden er, at regeringen med åbne øjne ser til, mens Danmark bryder helt basale krav om naturbeskyttelse.”