Global opvarmning slår én person ihjel i minuttet - men under katastroferne spirer løsninger, som økologerne er en del af

Af: Kristoffer Balslev Willert, postdoc, SDU Climate Cluster

Brændende skove, oversvømmede gader, en planet på vej mod sammenbrud.

Over hele verden står mennesker dagligt over for katastrofer og fortvivlelse. Men som jeg og mine kollegaer har vist i vores forskningsprojekt Mobilizing Post-Anthropocentric Climate Action (PACA) ved Syddansk Universitet, findes mange af løsningerne allerede derude: Græsrodsbevægelser er nemlig allerede i gang med at skabe bæredygtige alternativer inden for alt lige fra jordbrug og energiproduktion til reparation og teknologi. Lad os begynde at give dem en større stemme.

Før vi ser nærmere på de her alternativer, vil jeg dog først skitsere, hvad de er et svar på: For det første må vi anerkende, at det store billede – på trods af politiske og teknologiske løfter – i relation til CO₂-udledninger, miljøforurening og tab af biodiversitet fortsat er uændret.

Ifølge den seneste rapport fra World Meteorological Organization var 2024 det varmeste år, siden man begyndte at føre optegnelser, ligesom hvert af de sidste 10 år har sat global temperaturrekord, og hvert af de sidste 8 år har sat varmerekord for verdenshavene.

Mens Donald Trump, Mette Frederiksen og Bill Gates på hver deres måde fremstår mere og mere ekstreme i deres klimaskepsis eller i hvert fald nedprioritering af klimaet, har 2025-udgaven af det videnskabelige tidsskrift Lancets ”Countdown on Health and Climate Change” påvist, at den globale opvarmning slår én person ihjel per minut. Den er måske værd lige at gentage: Hvert minut dør et menneske af klimaforandringer.

Derudover flygter 23,35 millioner mennesker i gennemsnit om året pga. klimaforandringer, især fra Asien, Afrika, Mellemøsten og Sydamerika. Samtidig fortsætter verdens rigeste mennesker, som Oxfam har vist i en ny rapport, med at udlede enorme mængder af CO₂: den rigeste 0,1 pct. udleder mere CO₂ på en dag end klodens fattigste 50 pct. gør på et år; hvis alle udledte som den her gruppe af mennesker, ville vores CO₂-budget for et år være opbrugt på tre uger.

Denne udvikling betyder også, at de aktivister og græsrødder, der arbejder for et bedre klima og miljø, ofte rammes af fortvivlelse og udbrændthed - bl.a. fordi de igen og igen mødes af politisk og kulturel modstand gennem lovgivning og medier. Faktisk ser vi, at behandlingen af klimaaktivister bliver tiltagende mere hårdhændet, som både den grønne tænketank NOAH og Berlingske har rapporteret om.

Derudover er det en udbredt opfattelse, at den bæredygtige levevis, som mange klimaaktivister taler frem, handler om tab og moralske forbud – færre ferier, ingen flyrejser, mindre forbrug og mindre sjov. På den måde kan det være svært at inspirere folk til at handle, når det opfattes som et liv i mangel og opofrelse.

Men fortvivlelse og manglende tilslutning er ikke hele historien. For under al støjen fra globale topmøder og virksomhedsløfter om grøn vækst er der i Danmark en anden form for aktivisme, der er ved at brede sig, men som sjældent omtales.

Fra neden – lokalt, i civilsamfundene, blandt ildsjælene, på gaderne, i markerne – eksperimenteres der med løsninger og håb. Græsrodsbevægelser skaber alternativer inden for forskellige sektorer og dele af samfundet.

De laver fællesskabsbaserede og regenerative eller økologiske jordbrugs- og madforeninger, energifællesskaber, grønne nabofællesskaber, naturbeskyttelse, reparationscafeer, bæredygtigt byggeri, solcelledrevne digitale infrastrukturer, delebilsordninger, madspildsindsamlinger, fælleshaver og meget andet.

De er organiseret frivilligt i foreninger og organisationer; i små kooperativer; i kampagnegrupper; i sociale bevægelser og netværk; i lokalsamfund og landsbyer – over hele landet.

Vi har skrevet en rapport om dem. Rapporten giver et indblik i, hvordan græsrødderne (blandt andre Økologisk Landsforening) forsøger at balancere bekymring og frustration med viljestyrke, mod og fantasi. Rapporten fortæller om, hvad grønne græsrodsorganisationer gør i praksis, hvad der driver dem, og hvordan vi som borgere, forbrugere, politikere – eller blot som mennesker i og med naturen – kan støtte og lære af deres arbejde.

Gennem interviews med 44 grønne græsrodsorganisationer fandt vi ud af, at selvom protest og kritik er vigtigt for deres arbejde, drejer det sig primært om at vise, at tingene kan gøres på en helt anden måde, og at den grønne omstilling, som de alle sammen arbejder for, ikke behøver at handle om tab. Tværtimod.

Som Landsforeningen Praktisk Økologi fortalte os, så er vi nødt til at udfordre forestillingen om, at den grønne omstilling er baseret på afsavn, for eksempel med hensyn til smagen og sundheden af vores mad:

”I debatten bliver det sat op til, at det er et afsavn, vi går ind i. Og det er jo slet ikke sådan, det er i virkeligheden. I virkeligheden er det jo et meget rigere liv, man får”.

Arternes Ambassadører, som igennem kunst og kreativitet forsøger at give en stemme til og udbrede kendskabet til forskellige vilde og lokale plante- og dyrearter, forklarer forsøget på at skabe nogle andre fortællinger om et bæredygtigt liv således:

”Den energi, vi er drevet af, handler meget om glæde, begejstring, kreativitet og fantasi. Det synes jeg er lidt en mangelvare indenfor naturaktivisme, som ofte er drevet af vrede og protest, skuffelse og bekymringer. Vi forestiller os hellere, hvad vi gerne så ske, så det er et lidt andet greb. Nogle har kaldt det for poetisk aktivisme.”

Igennem vores kortlægning af det grønne græsrodslandskab kan vi se, at den poetiske aktivisme er ved at vinde frem i Danmark. Fællesskaber begynder at tage sagen i egen hånd og skabe det, de gerne vil se ske. Som gruppen Grønne Nabofællesskaber siger:

”På samme måde som med andelsbevægelsen og andre bevægelser kan vi se, at når vi går sammen, så får vi en større stemme, sådan at der i endnu højere grad bliver lagt mærke til os ude i kommunerne, men også lige pludselig inde på Christiansborg”. 

Den spirende bevægelse omkring økosamfund er et andet godt eksempel på den her form for mobiliserende hverdagsaktivisme. Her lever mennesker i alle aldre og med forskellig baggrund sammen i fællesskab med et holistisk fokus på miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed, for eksempel gennem deleøkonomier, økologisk landbrug og mindre forbrug i det hele taget.

Som Landsforeningen for Økosamfund, der søger at forbinde og udvide danske økosamfund og deres værdier, fortalte os:

”Vi er nødt til at ændre vores forbrugsvaner. Men vi kan hjælpe hinanden i den proces”.

Det er vigtigt at skubbe de her alternativer frem i debatten. Det kan nemlig åbne for andre samtaler end dem, som ofte kan være fremmedgørende og uigennemskuelige, om det så er effektiviteten bag den ene eller anden regel eller tekniske løsning.

De grønne græsrødder er vigtige, fordi de kan inspirere, gøre den grønne omstilling nærværende og derigennem kan inddrage borgere og anerkende lokale interesser og værdier på måder, som topstyrede tiltag sjældent formår.

Som vores rapport peger på, kan de her tilgange være enormt vigtige for mennesker i vores del af verden, hvor virkningerne af klimaforandringerne stadig kan virke fjerne. Det kan også gøre, at omstillingen kan ses mindre som en byrde og i højere grad som en rigere og mere tilfredsstillende måde at leve på. Som Landsforeningen for Økosamfund udtrykker det:

”Det her er kun begyndelsen. Det er en del af den grønne omstilling, at det her bliver en levevis, som bliver mainstream på et tidspunkt”.

Men vejen er stadig lang. Energifællesskaber Danmark, som arbejder med at fremme lokale og demokratisk styrede energifællesskaber, fortæller, at op mod 90 pct. af de lokale initiativer til energifællesskaber aldrig bliver til noget, og at det altså kræver store mængder ”mod, vilje og fantasi i fællesskaber” at skabe alternativer.

De bevægelser, vi har undersøgt, har det til fælles, at de ikke hævder at have alle svarene. De eksperimenterer og skaber prototyper på mulige fremtider. Ved at inddrage lokalsamfundene direkte forvandler de abstrakte ideer til oplevelser, som mennesker faktisk kan forholde sig til – og i sidste ende løfter de aktivismen ud af fortvivlelsen og ind i hverdagens praksisser.

Det er vigtigt at bringe de her initiativer frem i den offentlige debat. Selvom vejen forude er lang, bør kortlægninger af reelle initiativer, som eksperimenterer med, hvordan verden på den anden side af den intense udnyttelse af jordens ressourcer mærkes, smager og ser ud, være en inspirationskilde for alle.