Økologisk isproducent åbner akademi for unge på kanten af samfundet
Hver femte medarbejder hos Hansens Is skal i fremtiden komme fra kanten af arbejdsmarkedet.

Hansens Is vil ikke kun være kendt for at producere økologisk is af høj kvalitet. Den sjællandske isfabrik vil også være kendt for en stærk social profil. Det mål er skærpet, siden Den Sociale Kapitalfond Invest i marts trådte ind i ejerkredsen bag Danmarks største økologiske ismejeri.
Det fremgår af en artikel i Finans.
Initiativet skal tilbyde deltagerne en fast rolle i produktionen i tre måneder, kombineret med mentorforløb, CV-workshops og personlig sparring.
Ifølge kommunikationsdirektør Anders Eibye Hansen, der er fjerde generation i familievirksomheden, handler akademiet både om socialt ansvar og om at tænke langsigtet.
”Dygtig arbejdskraft er noget, man skal værne om og beskytte. Det kan sagtens være, at vi, når projektet har kørt i nogle år, finder ud af, at det er det mest geniale, vi nogensinde har gjort,” siger han til Finans.
Han peger på, at mangel på arbejdskraft er en reel udfordring, og at projektet kan vise sig at blive en værdifuld investering i fremtidens medarbejdere, som kan blive en permanent del af virksomhedens struktur.
To bundlinjer skal fremtidssikre Hansens
Den Sociale Kapitalfond har købt 60 pct. af virksomheden i Invest II-fonden og har længe haft et godt blik til den danske isproducent:
“Vi er gået helhjertet ind i det her partnerskab, fordi vi ser et stort potentiale i Hansens – i folkene bag, i historien og i produkterne. Hansens har altid taget ansvar og skal nu vokse på to bundlinjer – både den finansielle og den sociale – og der er et enormt godt match med vores erfaringer og kompetencer,” sagde ledende partner Lars Jannick Johansen, adm. direktør og stifter af Den Sociale Kapitalfond.