Annonce

Annonce

Citrusfrugter ligger i halm i en kasse

Chlorpyrifos bruges især på konventionelle citrusfrugter. Nu bliver det forbudt at benytte i EU-landbrug. Foto: Colourbox

EU forbyder to farlige sprøjtemidler

Trods et nyt EU-forbud kan forbrugerne stadig købe konventionelle varer med de bandlyste pesticider.

EU har vedtaget et forbud mod to udbredte insektgifte, der er mistænkt for at påføre neurologiske skader på børn og bl.a. sænke IQ'en og medføre adfærdsvanskeligheder i skolealderen.

Sprøjtemidlerne chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl, der bruges i visse konventionelle produktioner, er i forvejen ikke godkendt til brug i Danmark og seks andre EU-lande, og nu bliver forbuddet indført i resten af EU gældende fra 1. februar 2020. 

I august konkluderede EU's fødevaresikkerhedsorgan, Efsa, at eksponering for midlerne er særligt bekymrende, når det handler om børns sundhed. I en rapport skrev Efsa, at der er såvel mulige genotoksiske effekter som neurologiske påvirkninger i forbindelse med børns udvikling.

Forbuddet betyder imidlertid ikke, at konventionelt frugt og grønt sprøjtet med de to gifte, forsvinder fra hylderne i alle danske og andre europæiske supermarkeder. Det er nemlig fortsat muligt at importere fødevarer fra lande uden for EU, hvor midlerne stadig er tilladt - eksempelvis i USA og Australien.

Derfor vil bl.a. Danmark arbejde videre for at få et bredere EU-forbud, der forbyder import af fødevarer med rester af de to insektgifte. Det forventes at komme til afstemning i løbet af 1. kvartal 2020.

"Vi er ikke i mål endnu. Vi arbejder videre for at få et EU-forbud mod indhold i fødevarer, så vi sikrer den bedste beskyttelse af forbrugerne. Indtil EU-forbuddet er implementeret, vil Fødevarestyrelsen i forbindelse med kontrol fjerne partier af frugt og grønt, der udgør en risiko, så vi sikrer beskyttelsen af de danske forbrugere," siger fødevareminister Mogens Jensen (S) i en pressemeddelelse.

Chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl bruges primært på citrusfrugter og er derfor udbredte særligt i Sydeuropa og andre sydligt liggende regioner.

I sidste uge meldte både Salling Group og Coop ud, at de vil fjerne konventionelle bananer fra deres sortiment, da deres leverandører ikke kunne garantere, at bananerne var fri for de pågældende pesticider. Reaktionen kom, efter at Efsa fremsatte sin advarsel i august.

I den forbindelse udtalte professor i miljømedicing ved SDU Philippe Grandjean til dr.dk:

"Det er uønsket, at gravide og børn bliver udsat for et stof som det her, for det er formentlig så giftigt, at det slet ikke kan lade sig gøre at indtage uden at gøre skade."

Hans kollega Helle Raun Andersen, lektor i miljømedicin på SDU, har også for nyligt advaret mod midlet. 

"Chlorpyrifos er ikke et behageligt stof, og jeg synes bestemt, at det skal ud af vores fødevarer. Der er ingen tvivl om, at det kan skade hjernens udvikling i fostertilstanden," sagde hun til okologisk.nu i sidste uge.

En dansk undersøgelse fra 2016 fandt mindst én rest af organofosfater, en biomarkør for bl.a. chlorpyrifos, i urinen hos 9 ud af 10 undersøgte børn og deres mødre.

Flere artikler fra samme sektion

Det er næsten lige blevet reddet, men nu er Det Økologiske Spisemærke igen i farezonen

Spisemærket, der angiver et køkkens andel af økologi, blev sidste år reddet på målstregen. Socialdemokratiet sagde, at det var vigtigt for partiet. Alligevel er mærket nu igen i fare for at forsvinde, da regeringen ikke har prioriteret at finde midler til det.

Skolemad er på finansloven

Danmark følger nu i sporet på en række andre lande og vil afprøve en ordning med offentligt finansieret skolemad. Det er dog ikke alle folkeskoleelever, der i første omgang bliver en del af forsøget.

22-11-2024 4 minutter Kostvaner,   Uddannelse,   Politik

EU er tæt på at udskyde lov, der skal forhindre skovrydning

EU's varslede anti-skovrydningslov skal træde i kraft inden nytår, men nu vil et flertal have udskudt loven, og Ministerrådet bakker op. Desuden vil et flertal ændre det oprindelige lovforslag, men modstandere frygter, at det vil skabe et smuthul.

21-11-2024 4 minutter EU,   Bæredygtighed