Det er klimaskadeligt at oversvømme lavbundsområder med ferskvand

En del af Danmarks klimaindsats er at tage 100.000 ha lavbundsjord ud af drift inden 2030 og omdanne det til vådområder. Det kan imidlertid vise sig at skade klimaet mere, end det vil gavne, hvis arealerne bliver vådlagt med ferskvand og ikke saltvand, advarer biologer fra SDU.

"Vi kan risikere, at nye vådområder slipper flere drivhusgasser ud, end de sparer os for," siger professor i økologi Erik Kristensen fra Syddansk Universitet i en pressemeddelelse fra universitetet.

Han har med sine kolleger fra Biologisk Institut i en årrække fulgt oversvømmelsen af det store landområde på Nordfyn, Gyldensteen Strand.

I 2014 blev områdets dyrkede lavbundsjorder oversvømmet som led i en naturgenopretning udført af Aage V. Jensen Naturfond. Fonden finansierede samtidig en række forskningsprojekter, som skal undersøge, hvad der sker, når tidligere landbrugsjord omdannes til vådområder.

Storskalaforsøg på Nordfyn

Gyldensteen er i dag oversvømmet i to portioner; en del blev efter fjernelse af diger oversvømmet med havvand, og en anden del - Engsø - blev oversvømmet med ferskvand. Det er målinger af de to forskellige vådområders udslip af drivhusgasser, der nu får forskerne til at fraråde etablering af lavvandede ferskvandssøer, da klimaregnskabet er langt bedre for saltvandsområdet.

"Vi kan se, at når der er stående ferskvand i et vådområde – om der så står bare 10 cm vand – så foregår der en kraftig metan-frigivelse. Det samme sker slet ikke i et område, der er oversvømmet med saltvand," siger Erik Kristensen.

Årsagen skal findes i det iltfrie mudder under det salte og det ferske vand, hvor forskellige bakterier er på spil. Metan-producerende bakterier trives i det ferske vand, men hæmmes i det salte vand. Deres aktivitet er også stor, når jorden kun er fugtig, men her vil atmosfærens ilt hjælpe iltkrævende bakterier, så de kan spise metanen nær overfladen, og derfor slipper der kun små mængder metan ud fra fugtige jorder.

Således bør en eventuel oversvømmelse med ferskvand foregå, så der ikke opstår en åben vandflade, men at området blot fremstår som en fugtig eng. Så vil ilten fra atmosfæren nemlig trænge ned i den fugtige overflade og hjælpe bakterierne med at spise al den metan, som siver op fra de dybere iltfrie lag.

Det er viden, der kan hjælpe lovgivere og myndigheder til i fremtiden at tage de bedst mulige og smarteste beslutninger, når landbrugsjord udtages til vådområder.

"Vi har kørt dette storskalaforsøg i en årrække nu, og det har vist sig, at der slipper store mængder metan ud til atmosfæren, når man oversvømmer med ferskvand og laver lavvandede søer. Derfor siger vi, at hvis man vil omdanne de lavbundede jorde nær kysterne til vådområder, så gør det med saltvand, hvis det er muligt," siger Erik Kristensen.

Studiet, som også biologerne Susan Guldberg Petersen og Cintia Quintana fra Biologisk Institut/SDU Climate Cluster har bidraget til, er publiceret i tidsskriftet Estuaries and Coasts.

De understreger, at deres beregninger bygger på målingerne fra Gyldensteens ferskvandsområde Engsø på 144 ha med en middeldybde på en meter, og at forudsætningen for regnestykket er, at andre steder i landet opfører sig nogenlunde ligesom Engsøen. Deres målinger viser, at Engsø hvert år udleder 303 ton metan, svarende til 8.400 ton CO₂-ækvivalenter.

"Nogle områder vil udlede mindre metan. Andre vil udlede mere, men i det store og hele mener vi, at vi kan ekstrapolere," siger Erik Kristensen.

Svarer til 750.000 køer

Beregningerne viser, at 100.000 ha udlagt som ferske vådområder med fritstående vand vil frigive metan svarende til knap seks mio. ton CO₂-ækvivalenter om året. En udledning, der er langt højere end den besparelse, der er, i at området ikke længere dyrkes. Dyrkningen udleder ca. tre mio. ton CO₂-ækvivalenter, hvilket betyder, at der netto bliver udledt tre mio. tons CO₂æ mere, hvis et lavbundsområde bliver taget ud af drift og vådlagt med ferskvand. Det svarer til ca. 750.000 køers udledning om året.

"Når vi er på felttur til Engsøen og vader gennem vandet, kan vi se, hvordan der dannes bobler, hvor vi går. Det er metan, der frigives fra mudderet, hvor vi træder," forklarer Erik Kristensen.

Ifølge ham skal disse metan-bobler tages med, når man måler på ferske vådområders metan-udslip:

"Hvis man kun måler på udsivningen, får man nogle meget lavere tal. Men boblerne skal med for at få et retvisende billede. Jeg mener, at den viden, vi har opnået ved Gyldensteen, skal med i fremtidige vandmiljøplaner, så vi kan designe nye vådområder på en intelligent måde. Ellers er der risiko for, at vi laver vådområder, der ikke er klimavenlige."