Annonce
Annonce
Rundt om i Europa har landmænd protesteret mod både handelsaftaler, pesticidrestriktioner, lav betaling for deres varer og fjernelse af tilskud. Foto: Kakoula10/Wikimedia Commons
Danske landmænd er klar til at blokere vejene og protestere mod en CO2-afgift
Både Bæredygtigt Landbrug og Agerskovgruppen varsler protester, hvis de politiske beslutninger oven på Svarer-gruppens rapport om en CO2-afgift er utilfredsstillende.
Dele af landbruget herhjemme rasler nu med sablen og melder sig klar til at blokere vejene og protestere, som deres europæiske kolleger har gjort det de seneste uger.
Gnisten, der kan antænde det hele, er følgevirkningerne af Svarer-rapporten, der udkommer i næste uge og skal komme med et bud på en CO2-afgift i landbruget. Er politikernes efterfølgende beslutninger utilfredsstillende for landbruget, er de to landbrugsorganisationer Bæredygtigt Landbrug og Agerskovgruppen klar til at mobilisere deres medlemmer til at protestere i traktoren.
På et nyligt informationsmøde blandt Bæredygtigt Landbrugs medlemmer lød det fra bestyrelsen, at der ikke aktuelt er nogen grund til at protestere, men:
"Det afhænger af, hvad der kommer til at ske i den nærmeste fremtid," sagde formand Peter Kiær og henviste til Svarer-udvalgets rapport om en CO2-afgift, særligt hvilke politiske beslutninger den kan føre til i forbindelse med de grønne trepartsforhandlinger.
"Bæredygtigt Landbrug kommer aldrig nogensinde til at acceptere urimelige afgifter på biologiske processer," lød det fra formanden, som opfordrede landmændene til at tjekke dæktrykket på deres traktorer.
Bestyrelsen har da også diskuteret, hvad man skal gøre, hvornår man skal gøre det, og hvem man skal ramme, fortalte næstformand Niels Hauge Mikkelsen.
Peter Kiær opfordrede dog til, at man ikke som i udlandet læssede gylle af i gaderne og på vejene:
"Det er ikke den måde, vi kommer til at vinde indpas hos landets befolkning."
Afgift svarer til "etnisk udrensning"
Hvis der indføres en CO2-afgift i landbruget, skal den som minimum gælde i hele EU, lyder kravet fra Agerskovgruppen, som mener, at en afgift kun i Danmark svarer til "en overilet etnisk udrensning".
"Frustrationerne er kæmpestore, og vi ser med stor forståelse på, at vores landmandskolleger i de andre EU-lande i disse uger også demonstrerer for deres erhvervs overlevelse. Går det, som vi frygter, at danske politikere forestiller sig en ensidig og høj fast afgift på al CO2, der udledes fra fødevareproduktion i Danmark, rykker vi mod Christiansborg og blokerer hovedstaden med vores traktorer. Vi har været for flinke alt for længe," siger Jens Peter Aggesen, formand for Agerskovgruppen, ifølge Effektivt Landbrug.
Man skal dog ikke regne med at se økologer køre mod Christiansborg i samlet folk i deres traktorer – det er i hvert fald ikke noget, som Økologisk Landsforening vil opfordre sine medlemmer til.
”Det er besluttet, at vi arbejder for retvisende produktionsomkostninger og priser. Det er uomgængeligt for en markedsdrevet grøn omstilling. Det kan sagtens tænkes, at vi kommer til at kritisere en afgift højlydt, hvis den ikke skrues sammen på den rigtige måde og ikke fremmer en ægte bæredygtig udvikling, hvilket kræver man ser på helheden, plads til biodiversitet, dyrevelfærd, rent drikkevand og vandmiljø, men det gør vi ikke med traktordemonstrationer. Det vil vi gøre ved at komme så tæt på beslutningsprocesserne som muligt,” siger Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk hos Økologisk Landsforening.
Flere artikler fra samme sektion
Kun 20 pct. af områderne omkring drikkevandsboringer er sprøjtefrie
Miljø- og Ligestillingsministeriet varsler flere påbud om sprøjtestop til lodsejere, som endnu ikke har indgået en frivillig aftale med vandforsyningsselskaberne om at beskytte områder med drikkevandsboringer.
Med treparten på plads spurgte vi ministeren om økologimålet, men blev ikke meget klogere
Ved åbningen af Nordeuropas største landbrugsmesse talte landbrugsminister Jacob Jensen til landbruget for første gang siden afslutningen på trepartsforhandlingerne. Med aftalen på plads spurgte økonu.dk ministeren, om tiden nu er inde til også at indfri regeringens økologimål.
Ny EU-rapport konkluderer, at omlægning til økologi er en klimagevinst
Omlægningen til mere økologi kan reducere klimaaftrykket fra EU's landbrug med flere millioner ton CO2e hvert år, viser en beregning fra EU-Kommissionen.