Annonce
Annonce
Britisk økologisektor frygter, at porten til EU's marked lukker i
Deadline nærmer sig for brexit. Den britiske økologisektor advarer nu om, at en manglende aftale kan betyde, at adgangen til EU's marked midlertidigt ryger, og al emballage skal udskiftes.

Den britiske økologisektor opfordrer politikerne til at prioritere at få indgået en ækvivalensaftale med EU, når Storbritannien træder ud af unionen. Sker det ikke, kan det ramme økologieksporten. Foto: Duncan C/flickr/CC-BY-NC-2.0
33 organisationer har nu underskrevet et brev til de britiske politikere, der er ansvarlige for at forhandle detaljerne om handelsaftalen for brexit på plads.
Organisationerne gruer for økologisektorens fremtid, hvis ikke handelsaftalen ligestiller den britiske økologi med EU's, så den fortsat har adgang til EU's marked. De opfordrer derfor forhandlerne om at få indgået en såkaldt ækvivalensaftale. Den betyder kort sagt, at to landes regler sidestilles, så varerne ikke skal certificeres to gange i forbindelse med eksport.
"Eksport er en vigtig del af den britiske økologiske forsyningskæde, og for fortsat at kunne eksportere økologiske produkter til EU, er det nødvendigt, at den britiske standard anses som ligeværdig med EU's. Uden en sådan ækvivalensaftale kan vi ikke sælge vores produkter som økologiske i Europa, og det vil medføre et overskud af produkter fanget i det britiske marked, hvilket vil have en negativ effekt på det økologiske marked," siger Andrew Burgess, formand for National Farmers' Unions Organic Forum, ifølge devonlive.com.
Deadline til nytår
Organisationerne advarer om, at det kan medføre et stort økonomisk tab og øget bureaukrati for store dele af den britiske økologisektor, hvis der ikke indgås en aftale.
Det vil nemlig betyde, at den britiske økologicertificering ikke automatisk lever op til EU's krav, så certificeringen derfor skal udstedes efter to regelsæt: det britiske og EU's. Det kan medføre, at EU's grønne økologilogo ikke længere må bruges på emballagen, som dermed skal udskiftes og ændres - en proces, der kan tage op til 18 mdr.
De britiske certificeringsordninger kan søge om at få status som EU-certificeret kontrollant, men ansøgningsprocessen kan først igangsættes, når Storbritannien er trådt ud af EU, og herefter vil der gå en rum tid, før en evt. godkendelse er på plads.
Det økologiske andelsmejeri Omsco har også underskrevet brevet. Adm. direktør Richard Hampton siger ifølge devonlive.com, at en ækvivalensaftale bør prioriteres af de britiske forhandlere:
"Adgang til det europæiske marked er afgørende, ikke kun pga. de vækstmuligheder der ligger i det, men også for at vi kan sprede vores marked og produkter, hvilket giver os større fleksibilitet og udbud til vores britiske kunder og forbrugere. Tabet af dette marked vil skade vores effektivitet, reducere fleksbiliteten og øge omkostningerne på et sårbart økonomisk tidspunkt."
Den britiske økologisektor er verdens niendestørste økologimarkedet med en omsætning på i 2019 på ca. 2,6 mia pund, og dens årlige eksport til EU er på ca. 750 mio. pund.
En aftale skal falde på plads senest ved midnat den 31. december 2020.
Flere artikler fra samme sektion
Økologien får et rygstød i ny politisk aftale
En ny, bred aftale vil give flere incitamenter til at omlægge til økologi. Bl.a. skal der være mulighed for økologistøtte på arealer med sprøjteforbud, hvilket ikke er tilfældet i dag.
Politikerne vil skærpe kontrollen med landbruget efter omfattende regelbrud for brugen af pesticider
Selvom der de seneste år er afsat flere midler til kontrollen med brugen af sprøjtemidler, så finder myndighederne fortsat overtrædelser i cirka 40 pct. af alle fysiske kontroller. Også sprøjtejournalerne viser omfattende regelbrud.
Endnu et godkendt pesticid viser sig at ende i grundvandet
Nye resultater viser, at ukrudtsmidlet propyzamid udvaskes til grundvandet i mængder over kravværdien. Miljøstyrelsen vil nu vurdere, om midlet skal forbydes eller brugen af det begrænses.