Verdens fødevaresystem ejes af stadigt færre selskaber - det skader vores sundhed, vores samfund og kloden

Af: Liam Keenan, lektor i økonomisk geografi, University of Nottingham,
Dariusz Wojcik, professor i finansiel geografi, National University of Singapore
Timothy Monteath, lektor, University of Warwick

Indlægget er oprindeligt bragt på The Conversation, d. 17. juli

Verden over oplever flere end 800 millioner mennesker dagligt sult. Flere end to milliarder har begrænset adgang til mad. På trods af at det nuværende globale fødevaresystem producerer nok til at mætte hver person på planeten.

Denne ubalance kan delvist forklares ved virkningerne af naturkatastrofer, krig, skrøbelige forsyningskæder og økonomisk ulighed. Disse er alle betydelige faktorer, som fremhæver problemerne i et ægte globalt fødevaresystem, hvor chok hurtigt spreder sig fra et sted til et andet med til tider ødelæggende resultater.

Men de giver ikke hele billedet og kan ikke fuldt ud forklare stigningen i ultraforarbejdede fødevarer, de økonomiske vanskeligheder, som landmænd står overfor, eller hvorfor verden har undladt at tage fat på de skadelige miljøpåvirkninger fra fødevareproduktionen.

For at forstå disse tendenser må vi se på markedskoncentrationen, og hvordan et lille antal meget store virksomheder er kommet til at dominere produktionen og forsyningen af den mad, vi alle spiser.

Det globale fødevaresystem er blevet meget mere koncentreret de senere år, delvist gennem en stigning i fusioner og opkøb, hvor store firmaer opkøber rivaliserende virksomheder, indtil de fuldstændig dominerer nøgleområder.

Høje niveauer af markedskoncentration betyder mindre gennemsigtighed, svagere konkurrence og mere magt i hænderne på færre firmaer. Og vores forskning afslører, at der sker en stigning i antallet af fusioner og opkøb på alle stadier af det globale fødevaresystem – fra frø og gødning til maskineri og fremstilling.

Dette er alt sammen en del af, at fødevarer i stigende grad ses som en kilde ikke kun til menneskelig ernæring, men som en profitabel investering – eller det, der kaldes "finansialisering af fødevarer".

Og mens folk har købt og solgt mad i meget lang tid, er pengestærke aktører blevet en del af det globale system i de seneste årtier. Pensionsfonde, private equity og kapitalforvaltningsfirmaer har investeret tungt i sektoren.

Logikken er simpel. Alle har brug for mad, så sektoren lover sikre og potentielt lukrative afkast.

Men at mætte verden og samtidig tage sig af planeten koster penge, og desværre handler det udelukkende om bundlinjen for de store finansielle aktører. De sigter mod at maksimere afkast, give værdi til aktionærer og imødekomme markedernes forventninger.

Det gør fusioner og opkøb til en attraktiv forretningsmulighed. Hvorfor lave risikable, langsigtede investeringer i bæredygtige fødevareløsninger, når man kan opkøbe sin konkurrent, øge sin markedsandel og potentielt tjene en masse penge i processen? Ved at øge aktiekurserne og fjerne konkurrence er opkøb blevet brugt vidt og bredt gennem det globale fødevaresystem som en lettere måde at opnå yderligere vækst på.

Det har resulteret i mere koncentration og færre, mere magtfulde firmaer. En rapport afslørede, at kun fire firmaer kontrollerer 44 pct. af det globale marked for landbrugsmaskiner, to firmaer kontrollerer 40 pct. af det globale frømarked, og fire virksomheder kontrollerer 62 pct. af det globale marked for agrokemikalier. Denne tendens er også til stede i fødevaredetailhandlen, hvor fire firmaer – Tesco, Sainsbury’s, Asda og Morrisons – vurderes at kontrollere over 64 pct. af det britiske dagligvaremarked.

Sådan et niveau af koncentration og magt påvirker alle. Det betyder mindre forhandlingskraft for landmænd, som er tvunget til at forhandle med magtfulde konglomerater. Arbejdere i nøglepositioner i det globale fødevaresystem står over for pres på lønninger, rettigheder og arbejdsforhold. Lokale samfund mister selvbestemmelse over, hvordan deres jord dyrkes, og hvordan belønningerne fordeles.

Og de negative effekter er ikke begrænset til dem, der arbejder med fødevarer.

Færre firmaer og mindre gennemsigtighed kan føre til højere priser. Og forskning i Europa har vist, at steder med højere fødevaremarkedskoncentration, inklusive Storbritannien og Tyskland, sælger mere ultraforarbejdet mad.

Det globale fødevaresystem spiller også en stor rolle i klimaforandringer. For meget virksomhedsmagt begrænser samfundets muligheder for at tackle miljøproblemer og omstille sig mod en bæredygtig forsyning af sund mad til alle ved at producere mere mad selv.

Med så meget på spil burde en forbedret regulering helt sikkert være på menuen. Vores forskning afslørede, at størstedelen af fusioner og opkøb i fødevaresystemet finder sted mellem firmaer af samme nationalitet. Det kunne give regeringer muligheden for at forhindre yderligere markedskoncentration inden for deres grænser – og endda søge at fortynde den koncentration, der allerede findes.

Internationale aftaler er mere komplicerede og vil kræve en koordineret, international tilgang. Dog kan dette vise sig vanskeligt, da det første FN "fødevaresystemtopmøde" i 2021 forblev "strategisk tavst" om emnet.

Vi mener, at en reform af fødevaresystemet bør prioritere en ændret markedskoncentration. For at tackle klimaforandringerne, give retfærdige forhold for arbejdere og udrydde sult har vi brug for, at magten bliver mindre virksomhedsdomineret – til gavn for hele det globale samfund.