Trepartsaftalen ligner en ommer

Af: Ole Kjærulff Davidsen, forperson, Frie Bønder, Levende Land

Der er en række positive ansatser i aftaledokumentet, men man kommer hverken helt eller halvt i mål. Aftalen bærer præg af, at de, som sagen angår mest, ikke er blevet spurgt. De indbudte parter har reelt delt i porten, og det eneste, de rigtig har kunnet blive enige om, er, at natur og landbrug i videst muligt omfang skal holdes adskilt.

Urørt skov og braklagte arealer på den ene side og industriskov, hårdere udnyttede marker og pressede dyr på den anden side er den vision, som parterne har kunnet enes om. Og begge dele skal realiseres ved en omfattende statsstøtte. Det er positivt, at man vil forbedre vandmiljøet, hvilket sandt at sige også var på tide, men klimaet er i løbet af forhandlingsforløbet trådt i baggrunden, i en grad så man må konkludere, at det planlagte både er for lidt og for sent.

Det allerværste er dog, at aftalen ser ud til at blive en katastrofe for de små landbrug og for de økologiske, regenerative og naturnære driftsformer, der er den eneste farbare vej frem for et landbrug, der vil spille en positiv rolle i forhold til natur og mennesker.

Baserer sig på teknologi

I stedet for en jordreform, der kunne sikre, at flere mennesker blev involveret i et diversificeret jordbrug baseret på biologiske processer, jonglerer aftalen med teknologiske fantasifostre som pyrolyse, der måske, måske ikke, kan blive virkelighed, men som med sikkerhed aldrig bliver rentabelt uden statstilskud.

Andre fremtidige såkaldte højteknologiske drømme såsom proteinfremstilling af græs og dyrkning af GMO-afgrøder, forstår man, ligger også lige om hjørnet, og er antageligt hovedmotivationen for Novo Nordisk, der har tilbudt at betale en betydelig del af gildet.

Fælles for pyrolyse og græsproteinfremstillingen er, at der er tale om en ud fra en samfundsbetragtning umådeligt dyr og unødvendig omvej: I stedet for at lagre kulstof ved at opbygge jordens indhold af humus og i stedet for at lade køer hente græsset på marken og på effektiv facon omsætte det til mælk, skal der absolut inddrages en industri, så værditilvæksten sker her og ikke hos landbrugerne.

Samfundet, økosystemerne og beboerne i landdistrikterne betaler omkostningerne for disse tvivlsomme forretningsplaner, som industriproducenterne er de eneste, der vinder noget ved, og dét kun i kraft af statsstøtte. Støtte burde man i stedet give de unge landmænd, der ønsker at drive jorden bæredygtigt, men som ikke kan finde finansiering til at komme i gang.

Anti-kobøvse-pulver

I hele det over 40 sider lange aftalepapir er der én vigtig aktør, der kun flygtigt omtales: Mennesket. Godt nok omtales der ganske kort et væsen, ”landmanden”, der nu skal til at være ”arealforvalter”, men hvad der nærmere skal forstås ved disse vage betegnelser, henstår i det uvisse. Arbejdspladser, der forsvinder fra landbrugene, skal erstattes af ”attraktive jobs”, som f eks. fremstilling af anti-kobøvse-pulver i den kemiske industri.

Aftaleparternes opfattelse af befolkningen i landdistrikterne skinner tillige igennem i sprogbrugen, når man taler om nødvendigheden af at ”opkvalificere” dem, der tvinges til at skifte arbejde. Det er desuden karakteristisk, at parterne bag aftalen er helt enige om, at det fortsat er dem, og kun dem, der skal bestemme, hvordan de lagte planer skal udmøntes. Dér mener Frie Bønder - Levende Land, at det er helt nødvendigt, at de titusinder af beboere og jordejere, der lever ”ude på landet”, for alvor inddrages i processen.

Den aftale, der i udgangspunktet kun skulle handle om drivhusgasser, endte med at blive kaldt den største reform siden landboreformerne. Den blev imidlertid vedtaget i et lukket rum mellem en yderst begrænset kreds af interessenter.

Landboreformerne blev vedtaget under enevælden, mens vi i dag efter sigende har demokrati. Det burde derfor ikke være for meget forlangt, at spørgsmål, der drejer sig om, hvem der i fremtiden skal eje den danske jord, og hvordan det danske landskab skal se ud, bliver afgjort efter åbne og grundige drøftelser i en bred offentlighed.

Regeringsledelsen kunne desuden lære af skatteministeren, der nu ser ud til endelig at få løst problemerne med implementering af ejendomsvurderingslovens bestemmelser om smålandbrug. Dette er nemlig sket, i kraft af at relevante aktører med viden om de faktiske forhold er blevet inddraget i det rådgivende arbejde. Frie Bønder - Levende land vil i nærmeste fremtid foretage en nærmere analyse af trepartsaftalens konsekvenser og fremsætte forslag til en alternativ og bedre løsning.