Som økologer ser vi selv både problemer og løsninger længe før andre

Efter et mærkeligt år og en ualmindelig mørk december, hvor både mennesker, dyr og afgrøder var krøbet i skjul, er der udsigt til forandringer i mere end én forstand. Vi har tegnet et billede af en vision for fremtidens landbrug, hvor vi vil udbygge vores rolle i den grønne bølge.

Det skabte utryghed blandt husdyrproducenterne, da Økologisk Landsforening indledte sit samarbejde om den vegetariske udvikling.

Nu taler alle og enhver om det i landbruget blot få måneder efter.

Det giver uro, når vi kaster os ind i kampen for at indbygge omkostningerne i produktionen velvidende, at vi om kort tid bliver vidner til, at regeringen skal finde svar på en 70 pct. reduktion af klimabelastningen også i landbruget.

Det er forståeligt at uro og utryghed er forandringens tro væbnere. Straks står de der bevæbnede til tænderne, når udviklingen trækker i en retning, som er uventet. Men helt uventet er det jo egentlig ikke for os økologer. Vi har i mere end en generation arbejdet for den forandring for bæredygtighed, som verden nu skriger på.

Den nuværende klimaminister, Dan Jørgensen (S), sagde for nylig i et interview i Magasinet Økologisk: »Når man påpeger problemer over for økologerne, er de altid klar på at løse dem.«

Han har helt ret. Vi ser selv både problemer og løsninger længe før andre. Det er derfor, vi er økologer. Økologisk Landsforening har en historie, hvor vi som de gæve gallere har trodset parnasset, fundet vores økologiske trylledrik frem og på magisk vis skabt en ny mulighed for vores landbrug og mad. Og nu, hvor parnasset vil have drikken og magien, står vi bi.

Vi kaster os ind i arbejdet for den bredde, hvor alle er en del af et samlet hele. Hvor vi med vores fire medlemsgrupper af bønder, kogekoner og mænd, businessfolk og hver af os som borgere tør lægge arm med hinandens interesser og trods indbyggede modsætninger finder det fælles snit, som skaber forandring og får den til at lykkes.

Det er den transformation, vi arbejder med. At tage vores kultur til næste niveau og ikke beskytte økologien som en ædel niche, hvor andre er forment adgang. Alle må være med til at arbejde for vores mål for, at 30 pct. af landbrugsarealet er økologisk i 2030. Men vi er stålsatte, i forhold til at det ikke er endestationen. For på kloden, som vi forvalter i det store fællesskab, er det Moder Jords rammer, der skal styre.

Vi stiller os særdeles kritiske over for fiflerier med det levendes arvemasse og med fremstillingen af mad, som skabes med naturfremmede metoder i kældre, skabe og laboratorier. Det er jordens frugtbarhed, der sammen med planterne og deres fotosyntese fortsat er vejen frem, selvom alverdens videnskab og kapital forsøger at overbevise os om noget andet.

Det er ikke bare et skråplan, det er ikke bare en blindgyde . Det er en ubegribelig fejltagelse, der kun forlænger det moderne fødevaresystems indbyggede problemer. Det er ikke formålet at begrunde dette nærmere, men derimod at fremhæve, at det er tilladt at tro på en sag. Tro på at af jord er vi kommet, og til jord skal vi blive. Og selvom det er et religiøst udsagn, så er det lige så meget en sandhed om livet i bredeste forstand.

Nok giver millioner af vindmøller et alternativ til fossilerne og håb om en bedre fremtid. Men så længe der ikke stilles spørgsmål til selve forbruget, så er vi lige vidt.

Vi som økologer gør noget godt. Ikke bare for os selv, men for verden – den skøre størrelse.

Vi gør noget, mennesker kan forstå, selvom det er kompliceret. Livet er kompliceret. Men de fleste kan mærke det, når det for eksempel i al sin rigdom materialiserer sig på en skøn tallerken, eller når man nyder dyrene i vinterstalden eller lunter rundt i en mark med stilfærdigt gumlende dyr.

I det lys er livet i en petriskål et videnskabeligt postulat. Og lige så lidt som at livet viser sig i en såkaldt livscyklusanalyse. Den handler om tal. Der er ikke noget galt med at regne og regne den ud. Men livet kan så uendeligt meget mere. Det kan sanses og nydes. Det skal leves og bruges godt. Brug det til at skabe fælles fodslag om troen på livet. Det er det, vi har gang i.

Forandringen forudsætter vores fælles evne til at tro på projektet og smitte omverdenen med det gode.