Annonce

Annonce

En traktor kører over marken med en sprøjte

Traktor sprøjte pesticider. Foto: Colourbox

Vi ser kun én vej frem: forbyd brugen af syntetiske sprøjtegifte på alle landbrugsjorde

DEBAT: Flaskevand kan blive vores virkelighed, hvis vi bare bliver ved med at fortynde os ud af problemet og ikke kommer sprøjtegiftene i vores drikkevand til livs, skriver Sybille Kyed, ØL.

Dette er et debatindlæg, der oprindeligt er bragt på altinget.dk d. 5. april.

Af: Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef, Økologisk Landsforening

78 procent af ikke-økologisk frugt dyrket i Danmark indeholder rester af sprøjtegift, og 25 procent af de danske ikke-økologiske grøntsager. Det fremgår af den årlige pesticidrapport fra Fødevarestyrelsen. Niveauet ligger under den tilladte grænseværdi – men skal de overhovedet være der? Det synes vi ikke i Økologisk Landsforening.

Danmarks Naturfredningsforening har gennemgået data fra GEUS for perioden 2016 til 2020 og finder, at der er fundet sprøjtegifte i drikkevandsboringer i 94 af landets 98 kommuner. I 72 kommuner var der drikkevandsboringer med mere sprøjtegift i vandet end tilladt. Der findes sprøjtegifte i mere end halvdelen af de aktive drikkevandsboringer, og ifølge beregninger fra Danmarks Naturfredningsforening var der en overskridelse af den tilladte grænseværdi i 12 procent af boringerne.

Det er høje tal, og det hører med til billedet, at der kun analyseres for en brøkdel af de sprøjtegifte med tilhørende nedbrydningsprodukter, der anvendes eller har været anvendt gennem tiderne. 

Baggrund

Debatindlægget er en del af et debattema på Altinget Miljø. Temaet omhandler de nye pesticidfund i drikkevandet ifm. Miljøministeriets seneste massescreening af grundvandet, hvis fulde resultat præsenteres i foråret.

Der er tale om tre rester fra sprøjtemidler i landbruget, som ikke har været tilladt i Danmark i over ti år – og to fund af stoffet LM6 er så høje, at de for små børn overstiger, hvad der er sundhedsmæssigt acceptabelt.

Derudover er der to stoffer, der er fundet i vores grundvand, som i øjeblikket er på manges læber – henholdsvis pesticidet glyphosat og flourstofferne PFAS.

Nutidens synder

Kommentaren til de alarmerende fund lyder gentagne gange, at "det er fortidens synder", med henvisning til, at fundene endnu i langt overvejende grad er knyttet til sprøjtegifte, der ikke længere er tilladt. Vi kan håbe, at det skyldes, at de sprøjtegifte, der er tilladt i dag, i langt mindre grad risikerer at finde vej ned til grundvandet.

Men vi ved det ikke. Godkendelseskravene er blevet strammet op, og vi er blevet klogere. Men ikke så kloge, at vi kan se 30 år ud i fremtiden. Og det er den forsinkelse, vi skal regne ind, når vi udtaler os om de sprøjtegifte, vi bruger i dag.

Økologisk Landsforening skal ikke gøre sig til dommer over, om den enkelte forbruger skal bekymre sig over fund af sprøjtegifte i grundvandet. Økologisk Landsforening mener slet ikke, at spørgsmålet skal stilles. Der er ingen grund til at spille hasard med grundvandet og dermed grundlaget for vores rene postevand gennem hanen.

Flaskevand er ikke et godt alternativ, og det er der, vi kan ende. I dag fortynder man sig ud af problemet, så man samlet set kommer under de tilladte grænseværdier. Men da der findes sprøjtegifte i 70 procent af det unge grundvand, så kan denne mulighed en dag høre op.

Det handler om mere end drikkevandet

Og så er der naturen og den frugtbare jord. Forekomsten af vilde planter og dyr er 30 procent højere på og i tilknytning til økologiske marker. Naturen bliver også påvirket af sprøjtegifte. Og måske også mikrolivet under jorden.

Jordens mikroliv lever en overset tilværelse, men er styrende for jordens evne til at stille næringsstoffer til rådighed for planterne og indlejre kulstof i jorden. Forhold, som hører med til at stoppe menneskehedens alt for store klimaaftryk.

Etablering af grundvandsparker er en uacceptabel resignation, da det ikke kun handler om beskyttelse af drikkevandet, men også om at beskytte os selv mod sprøjtegifte, tage vare på naturen og værne om den levende og frugtbare jord, som er grundlag for god og nærende mad til alle.

Og samtidig skal vi også tage vare på de vilde dyr. I et spansk studie er der fundet glyphosat i maven på op til 22 procent af de harer, der er skudt under jagt på arealer, der bliver behandlet med sprøjtegifte. I selvdøde harer blev glyphosat fundet i op til 45 procent af de fundne dyr.

Så i Økologisk Landsforening ser vi kun én vej frem – og det er at forbyde brugen af syntetiske sprøjtegifte på alle landbrugsjorde.

Flere artikler fra samme sektion

Det er en falsk udlægning at kalde trepartsaftalen for en omstilling af landbruget

DEBAT: Den vækst i det økologiske areal, som regeringen og parterne bag trepartsaftalen ønsker, er lig med omstilling til et landbrug, der samarbejder med naturen. Den omstilling kan vi ikke se i den grønne trepart, skriver Sybille Kyed.

22-11-2024 5 minutter Debat,   Politik

Merete Juhl stopper som direktør i Landbrug & Fødevarer, netop som den grønne trepart er faldet på plads

Landbrug & Fødevarer reorganiserer sin direktion, og formandskabet har i den forbindelse udpeget en ny adm. direktør. Det er uklart, om den afgående direktør selv har taget valget om at stoppe.

19-11-2024 3 minutter Politik

Økologisk Landsforening: Brugen af regenerativt landbrug som begreb kandiderer til greenwashing

DEBAT: Brugen af begrebet regenerativt jordbrug tenderer til greenwashing, når aktører bruger det i flæng med sprøjtegift. Syntetiske sprøjtegifte og kunstgødning er ikke forenelige med et regenerativt landbrug, der beskytter naturen, skriver forperson Michael Kjerkegaard.

12-11-2024 6 minutter Debat,   Regenerativt landbrug