Partnerskab og samarbejde er et vigtigt Verdensmål

Det er til at blive helt forpustet af. Økologien er så populær som aldrig før. Der er i den grad bud efter os. Rigtigt mange omkring os ønsker at samarbejde for at skabe nye veje og løsninger i en verden, der kalder på økologien som en del af og vejviser for en bæredygtig omstilling. 

Nok er selve markedet også lidt forpustet lige nu, med en udbudsside der er svær at synkronisere på trods af årtiers støt stigende salg. Men det, der kan være svært for den enkelte landmand, er en del af økologiens fremgang, og det skal ikke få os til at jage effektiviteten for at udkonkurrere hinanden. 

Vi skal arbejde med produktivitet, med bæredygtighed på alle parametre, med at udbrede økologien og med at fastholde økologien i rollen som landbrugets grønne spydspids. Vores udbytter i planteavlen skal blive bedre, ligesom vi skal finde veje til at skabe større naturindhold og klimavenlighed. Vi er ikke i mål. Og selvom vi aldrig kommer det, så presser udfordringerne sig mere og mere på, og der skal i den grad fortsat arbejdes for at skabe nye løsninger, hvor alle parametre konstant forbedres, uanset om vi snakker økonomisk, økologisk eller social bæredygtighed. 

Et solidt forspring

FN opregner i alt 17 såkaldte Verdensmål for bæredygtighed. Noget vi kommer til at høre mere og mere om, og med landbruget som en del af løsningen inden for de fleste mål. Økologien har siden sin barndom stræbt efter bæredygtigt i en samlet helhed. Vi har med andre ord et solidt forspring på noget, der ligner 40 år! 

Vi har haft et konkret fokus på, hvordan vi med lokale ressourcer kan skabe en tilstrækkelig og sund fødevareproduktion uafhængig af landbrugskemikalierne. Ikke bare her hos os selv, men også i verdensregi.

 Vi er nået langt med et marked, som er villig til at betale en merpris. Men kigger vi i krystalkuglen, er der grænser for, hvor mange der vil betale ekstra. Markedsøkonomiens grundlov betyder, at stillet over for prisen vil idealerne ikke slå til. Der er god grund til at tro, at udviklingen går i retning af, at der de kommende årtier vil ske en tilnærmelse mellem de økologiske og de konventionelle priser. Umiddelbart strider det mod den logik, at et økologisk produkt opfattes som mere værd. 

Skal prisforskellen forsvinde eller endda vendes om, skal vi kigge ind i en fremtid med nye landbrugsmetoder og med en ny opfattelse af, hvordan landmanden betales for at levere samfundsgoder og betaler for bivirkninger af produktionen. Ligesom varmeveksleren på grøn strøm får tilskud, mens oliefyret beskattes. 

Der skal tænkes nyt

Adfærden ændres for at tjene fællesskabet. Dette forudsætter en ændret opfattelse af landbrugets regulering, det der med et slidt ord hedder et paradigmeskifte. FNs Verdensmål er udtryk for sådan et skifte. Og et af midlerne er ifølge mål nummer 17 partnerskaber. Med partnerskaber skal der tænkes nyt, vi skal nedbryde siloer, og vi skal finde ressourcer dér, hvor vi har smidt væk både bogstaveligt og i overført forstand. Vi har ikke råd til andet. 

Med andre ord så står vi ved en skillevej, hvor vi som økologer ikke alene skal samle omverdenens opfordring til samarbejde op, vi skal i lige så høj grad åbne os og involvere mulige medspillere med den ene begrænsning, at samarbejde tager tid og skal prioriteres. Og vi er allerede godt i gang. 

To eksempler: Lige nu er vi tæt på at fremsætte et konkret forslag til at indfase recirkulering af restprodukter og udfase konventionel gødning sammen med L&F’s Økologisektion. Når dette lykkes, skyldes det samarbejde, og skal vi for alvor komme videre, skal landmændene til at samarbejde mere på tværs af produktionsgrene, og vi skal som organisationer intensivere samarbejdet med at få omverdenen til at forstå nødvendigheden i yderligere recirkulering. Og mon ikke vi får nemt ved at samarbejde om at få gjort nationalbankdirektørens udmelding om, at 1/3 af landbruget er en byrde til skamme? 

Vi vil forklare ham, hvor meget han tager fejl. Morgendagens økologer er for størsteparten stadig konventionelle landmænd, og vokser bedrifterne yderligere i volumen, besværliggør eller umuliggør det den ønskede omstilling! Derudover kunne jeg nævne utallige eksempler på samspil med traditionelle og nye venner samt gamle modstandere eller konkurrenter. Og der er jo ingen grund til at stå stejlt, når man selv står på et solidt fundament. 

Tårnhøj troværdighed

Vi har så uendeligt meget at have vores økologi i. Vi har en tårnhøj troværdighed, og vi har en ualmindelig stærk udviklingsdagsorden. Så trods sten i skoene og mere eller mindre relevante kritikere, så er det så meget mere befordrende at glæde sig over listen over samarbejdspartnere med fælles løsninger. Ligesom træerne ikke vokser ind i himlen, så gør økologien heller ikke. 

Menneskets fodaftryk er et nærmest ulideligt problem uden nogen definitiv løsning. Men hvor der er en vilje, er der en vej. Og det er den vej, vi bygger og færdes på i overvejende medvind. En vej der er en del af en demokratisk verden, hvor tilliden til og respekten for fællesskabet og dets mangfoldighed er forudsætningen for at skabe en økologisk fremtid, der fungerer. Derfor er Verdensmål # 17 om partnerskaber og samarbejde måske det vigtigste af dem alle.