Økologi giver en sikker effekt, men det økonomiske system er blindt for det

Debatindlægget er oprindeligt bragt på finans.dk

Af Michael Kjerkegaard, forperson Økologisk Landsforening

Det var med særlig interesse, at jeg læste Tine Thygesens debatindlæg på finans.dk den 18. oktober om tilpasninger af de økonomiske modeller. Thygesen satte lys på noget, som jeg også har funderet over: At det økonomiske system kun kan se forretningspotentialer, men er blindt over for besparelser for samfundet.

Lad mig bruge økologi som eksempel.

Den 7. oktober offentliggjorde regeringen sin pyrolysestrategi og sit udspil til grøn forskning og innovation. Jeg må konstatere, at viljen til at investere i teknologifixes er enorm. Ser vi alene på pyrolyse, blev der i treparten i sommer aftalt at afsætte 10 mia. kr. til at betale for lagring af biokul for at skabe et forretningsgrundlag for udvikling af pyrolyseanlæg, som i øvrigt også modtager massiv støtte til etablering af anlæggene. Pyrolysestrategien nedjusterede den forventede effekt af pyrolyse fra to mio. ton CO₂e, som var skrevet ind i Landbrugsforliget til en reduktion på 300.000 ton i 2030.

Jeg kendte godt politikernes store kærlighed til nye teknologier og trepartens fokus på teknologitilskud, men 10 mia. kr. for en reduktion på 300.000 ton? Til sammenligning har investeringen i økologi på de sidste års finanslove typisk ligget omkring 50 mio. kr. om året, og ifølge politikernes egne beregninger i landbrugsaftalen vil målet om at fordoble det økologiske areal frem mod 2030 give en CO₂e-reduktion på 500.000 ton. Det er bare klimaeffekten. Økologi beskytter også drikkevandet og os selv mod pesticider, der er lavere kvælstoftab til vandmiljøet, mere biodiversitet på og omkring markerne og et langt lavere forbrug af antibiotika i staldene.

Hvorfor kun en fordobling?

Altså kan vi, ved at udbrede det økologiske areal endnu mere, reducere CO₂-udledningen yderligere og samtidig få mange andre nødvendige effekter med i købet. Så nu spørger jeg: Hvorfor skal det økologiske areal egentlig kun fordobles? Er det, fordi det økonomiske system ikke formår at sætte en pris på økologiens forståelse af naturen og de løsninger, der allerede ligger i økosystemet?

Ny teknologi indeholder i sig selv forretningspotentialer, hvor en økonomisk investering gearer sig selv gennem det marked, den bygger op. Økologiens potentiale målt på samfundsøkonomi er i højere grad store besparelser for samfundet, og i vores nuværende markedsøkonomiske modeller er besparelser ikke en lige så stærk valuta.

Det er måske den reelle barriere for omstilling af det samlede landbrug til økologi, og derfor økologi ikke prioriteres endnu højere i dansk politik og på skiftende regeringers finanslove.

Økologisk Landsforening har sammen med otte andre organisationer i rapporten 'Fra Foder til Føde II' vist, at et landbrug drevet økologisk, kan få Danmark i mål med et klimaneutralt landbrug. Samtidig kan vi frigøre 600.000 ha. til natur, skov og åbne græssede arealer og producere mad til lige så mange mennesker som i dag.

Omstilling af landbruget til økologi vil naturligt lede til nye madvaner, da det økologiske landbrug ikke kan rumme så stort et dyrehold, som der i dag er bygget op i det konventionelle landbrug. Det er madvaner, som myndighederne allerede står inde for og har til opgave at forsøge at få udbredt til befolkningen.

Store besparelser at hente

Der er store besparelser at hente på den fremtid. Københavns Universitet har opgjort, at det aktuelle overtræk på naturressourcerne koster Danmark 245 mia. kr. om året. Institut for Fødevareøkonomi og Ressourcer har i beregninger til Fødevarestyrelsen opgjort, at Danmark kan spare 20 mia. kr. om året, hvis alle i Danmark følger de officielle kostråd. Udbredelsen af antibiotikaresistens er endvidere forbundet med astronomiske udgifter for verdenssamfundet og unødvendige dødsfald.

Trods disse store beløb er der politisk langt større appetit på at investere store summer i udviklinger af teknologier, der skal kompensere for det klimaaftryk, der følger med det landbrugssystem, som tegnes af det konventionelle landbrug her i 2020’erne, end på at træffe beslutninger, der kan lede til en større omstilling af landbruget, med sikker effekt.

Appetitten på ny teknologi kan skyldes, at politikerne er bange for, befolkningen ikke bakker op om omstillingen, fordi den forudsætter nye vaner. Det kan også skyldes, politikerne er bange for, der ikke er et forretningspotentiale for de danske fødevareaktører i et omstillet system. Samfundsøkonomisk ligner det dog (uden at vi ni organisationer bag rapporten ”Fra Foder til Føde II” har regnet på det) en underskudsforretning, når man tager ovenstående omkostninger i betragtning.

En svag valuta over for private gode

Begge forhold er relevante og spiller uanset samfundsøkonomien helt sikkert en væsentlig rolle for, at politikerne foretrækker at føre det, jeg vil kalde en status quo politik. Men jeg har svært ved at gøre mig fri af den tanke, at det også i høj grad skyldes, at sparede udgifter på fælles samfundsgoder er en svag valuta overfor private goder, der kan blive en businesscase, der i sig selv genererer en økonomi.

Med det følger også, at der ikke er samme grundlag for at investere private midler i vidensopbygning, forståelse af økosystemernes dynamik, metodeudvikling og udbredelse, da det vil være vanskeligt at opbygge en forretningscase, der kommer den private investor til gavn.

Jeg tror, vi alle her i Vesten er godt tilfredse med at leve i en markedsbaseret økonomi. Men det forekommer mig, der er en indlejret fejl, som vi ikke må være blinde for, og som Folketinget må tage ansvar for at løse, hvis vi skal give vores planet videre i en tilstand til næste generation, hvor de har samme muligheder, som generationerne før dem.