Nu kommer regningen for årtiers politisk ansvarsløshed

Debatindlægget er oprindeligt bragt på altinget.dk d. 11/11

Af: Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef, Økologisk Landsforening

Det er hidtil kommet det konventionelle landbrug til gode, at økologien udleder markant mindre kvælstof fra markerne. Årtiers politisk modvilje mod at anvise en bæredygtig vej for landbruget må ophøre, skriver Sybille Kyed.

Det er, som om lovgivere og erhverv i fællesskab har troet, vi kan gå på vandet. Det kunne være konklusionen, når man betragter landbrugsudviklingen ude fra. Der er desværre kun én her på jorden, der har kunnet gå på vandet, og selv det var måske bluff.

Der kan ikke herske tvivl om, at vi har udnyttet vores naturressourcer over evne. Data på klimaforandring, tab af biodiversitet og vandmiljø taler deres eget tydelige sprog.

Den første vandmiljøplan i Danmark kom i 1987, og i EU blev det første vandrammedirektiv vedtaget i år 2000. Det er mere end 20 år siden, og planen kom ikke på forkant, den var på bagkant.

Økologer er slemt frustrerede

Det samme må man sige, at landbrugserhvervet er, når vi trods 20 års forpligtelse til at sikre god økologisk tilstand i vandmiljøet, stadig står overfor at skulle nedbringe udledningen med 13.100 tons kvælstof. Et tal, der næppe vil være meget mindre trods de lovede genberegninger.

Økologerne må også belave sig på at skulle nedbringe udledningen, sådan er det. Vi står med en fælles udfordring. Men som økolog har man lov til at være slemt frustreret.

Økologi er netop formuleret for at anvise en alternativ udviklingsvej for landbruget. Det ligger helt tilbage i 1972, at nationale økologiorganisationer samlede sig i en international paraplyorganisation for sammen at forene kræfterne for at skabe et reelt bæredygtigt landbrug. Et behov, der var forstærket af den udvikling, der var sket i landbruget siden Anden Verdenskrig. Økologerne var bannerførere for at stoppe op og skabe en ny bæredygtig vej.

Uanset, at vi i økologien i dag fejrer den stigende politiske anerkendelse af økologi, og at EU-kommissionen nu har et mål om, at 25 procent af EU's landbrugsareal skal være økologisk inden 2030, så må man bare sige, at viljen til at lytte har været alt for lille, er kommet alt for sent, og at vi som samfund nu står med et endnu større problem i forhold til at sikre en bæredygtig anvendelse af klodens naturressourcer, end da økologerne forenede deres kræfter i 1972.

Det er langt sværere at vende et eksisterende landbrugssystem end at sende systemet den rigtige vej, inden det for alvor er støbt.

Økologi er en fordel for konventionelt landbrug

Der er et dokumenteret mindre kvælstoftab fra rodzonen under økologiske marker på 12-13 kilo kvælstof per hektar per år. Det er glædeligt, og det skal udnyttes. Men hvis effekten - som den gjorde, da VLAK-regeringen lavede en landbrugspakke - bliver anvendt til at øge de konventionelle landmænds adgang til gødning, så er det i den grad konkurrenceforvridende.

Det er konsekvensen, når man tager udgangspunkt i en baselineværdi. Så vil vækst i det økologiske areal uafvendeligt betyde, at der udvaskes mindre kvælstof, og så vil det konventionelle landbrug stå med en mindre opgave end ellers. I 2016 blev forventet vækst i det økologiske areal brugt som grundlag for at hæve N normerne. Normer som det økologiske landbrug aldrig er i nærheden af at nå.

Havde hele landbruget gået økologiens vej tilbage i 1970'erne, havde vi ikke stået med samme store problem med at sikre god økologisk tilstand i vandmiljøet. Det skete ikke. Politikerne tog ikke ansvar for at sikre, at alle samfundsomkostninger som eksempelvis påvirkning af vandmiljøet blev internaliseret i produktionen.

Derved har vi fremmet et landbrug finansieret med et gratis lån, uanset at der ikke er noget, der er gratis - heller ikke naturressourcer. Når landbruget i dag mødes med et krav om at nedbringe udvaskningen med 13.100 tons kvælstof, så er det, fordi regningen nu skal betales.

Aktivér markedskræfterne

Økologerne er kommet i klemme, da regningens størrelse er afgjort af historien. Det kan vi ikke ændre på, og økologerne kommer også til at bidrage.

Men denne gang er vi nødt til at sikre, at økologernes bidrag ikke bliver til en fordel for det konventionelle landbrug.

Fra Økologisk Landsforenings side ser vi en ny fremtidig regulering for os med afsæt i den såkaldte markmodel, som er omtalt i landbrugsaftalen. En regulering, som sammen med klimaregnskaber og dokumentation på bedriftens potentielle bidrag til marknatur rummer muligheden for det, vi i Økologisk Landsforening kalder "Pris på Bæredygtighed", hvor markedskræfterne aktiveres til at trække den grønne omstilling ved at sikre, at alt har en pris.