Lad landbrugsstøtten belønne det landbrug, vi ønsker
DEBAT: Vi er ti grønne organisationer, der har udviklet et konkret forslag til, hvordan EU's landbrugsstøtte kan indrettes efter 2027. Forslaget er enkelt: Beløn resultater frem for størrelsen på arealet.
Af Michael Kjerkegaard, forperson for Økologisk Landsforening
Når EU's skatteydere betaler landbrugsstøtte, bør det være for at fremme mere af det, vi ønsker, og mindre af det, vi ikke ønsker. Jeg tror, vi er rigtig mange, der ønsker et landbrug, hvor det kan betale sig at passe bedre på vores drikkevand, skabe mere natur, reducere kvælstofudledningen, give dyrene bedre forhold og dyrke jorden uden syntetiske sprøjtemidler.
Det er ikke en utopi. Det er ganske enkelt et politisk valg.
I dag gives en stor del af EU's landbrugsstøtte som en forholdsvis passiv støtte baseret på areal. Jo flere hektar, desto større støtte. Det betyder i praksis, at milliarder af skattekroner fordeles uden nødvendigvis at belønne de landmænd, der gør den største indsats for klima, miljø, natur og dyrevelfærd. Det giver ikke længere mening.
Ti organisationer står sammen
Vi står midt i en grøn omstilling af landbruget. Vi skal beskytte vores drikkevand. Vi skal have mere biodiversitet. Vi skal nedbringe udledningen af kvælstof. Vi skal forbedre dyrevelfærden. Og vi skal have et landbrug, der producerer mere af den mad, vi selv skal spise – ikke mindst økologisk mad.
Derfor er vi ti grønne organisationer, der har udviklet et konkret forslag til, hvordan EU's landbrugsstøtte kan indrettes efter 2027. Forslaget er enkelt: Beløn resultater.
Et klimaregnskab kan vise, hvad der leveres på klimaområdet. Et kvælstofregnskab kan dokumentere indsatsen for vandmiljøet. Et naturindeks kan måle, om der bliver skabt mere plads til natur og biodiversitet. Og et dyrevelfærdsindeks kan synliggøre, hvilke landbrug der går forrest på dyrevelfærd. Jo større indsats og jo bedre resultater, desto større støtte.
På den måde kan landbrugsstøtten blive en motor for omstillingen i stedet for en bremse. Det vil også kunne mærkes hos forbrugerne. Hvis vi bruger milliarder af kroner på at understøtte den grønne omstilling, bør det naturligvis også bidrage til at gøre de bæredygtige fødevarer til det attraktive valg i supermarkedet.
Forbrugerne skal naturligvis ikke betale ekstra for de fødevarer , der leverer bedst til samfundet. Det skal snarere være lige omvendt.
Brug pengene klogere
Det handler ikke om at tage noget fra landbruget. Det handler om at bruge pengene klogere. Det er samtidig den retning, regeringen selv har peget på.
I regeringsgrundlaget står der, at en mindre del af landbrugsstøtten skal anvendes som direkte hektarstøtte, mens en større del skal gå til blandt andet klima, miljø, natur, regenerativ produktion og økologisk produktion. Nu skal de flotte og visionære ord omsættes til handling. Danmark har en særlig mulighed for at vise vejen og inspirere resten af EU. I første omgang kan vi begynde herhjemme. Det kan vi allerede inden for de eksisterende EU-regler.
Skal der yderligere fart på udviklingen, skal Danmark samtidig styrke efterspørgslen på de fødevarer, der bidrager til klima-, miljø- og naturhensyn samt bedre dyrevelfærd. Det kan blandt andet ske ved at fjerne momsen på økologiske fødevarer, ved at omlægge alle offentlige køkkener og kantiner til mere økologi og ved at koble private kantiners skattefordele til nye grønne og bæredygtige krav.
Når vi både omlægger landbrugsstøtten og stimulerer efterspørgslen i en mere bæredygtig retning, skaber vi de bedste betingelser for at nå vores fælles mål. Samtidig sikrer vi, at den enkelte landmand trygt kan omstille sin bedrift i en grønnere retning uden at risikere, at omstillingen bliver et økonomisk problem