Annonce
Annonce
Økologisk Landsforening skal bl.a. finde en ny formand på sin generalforsamling d. 4. marts. Arkivfoto: Jakob Brandt
Her er kandidaterne til bestyrelsen i Økologisk Landsforening
Det er en blanding af siddende bestyrelsesmedlemmer og nye udefra, der er i feltet, når den kommende bestyrelse i Økologisk Landsforening skal vælges. Fire har meldt sig som formandskandidat. Listen opdateres løbende, i takt med at flere kandidater melder sig.
Opdateret d. 03/03 med Michael Svane som kandidat
Der er lagt op til kampvalg, når Økologisk Landsforening afholder sin generalforsamling fredag den 4. marts på Jørgensens Hotel i Horsens. Ikke nok med at der skal vælges nye bestyrelsesmedlemmer; formand Per Kølster har efter ni år på posten valgt at trække sig, og derfor skal der også vælges en ny formand.
Kandidaterne er blevet bedt om at redegøre for, hvordan de kan bidrage til foreningens arbejde med den grønne omstilling og målsætningen om 30 pct. økologi i 2030, samt for deres kompetencer inden for bl.a. kommunikation, økonomi og rekruttering.
Få overblikket over kandidaterne, heriblandt de fire formandskandidater, herunder.
Formandskandidater
Uffe Bie, pensioneret landmand og fhv. formand i Økologisektionen (L&F) - ny kandidat
Jeg har været aktiv landmand i knap 30 år - de 23 som økolog. 20 års organisationsarbejde som formand for lokale udvalg og med i lokal-/regional- og landsudvalg og ledelse af store rådgivninger som LMO, nuværende Velas.
Generalforsamling 2022
Syv bestyrelsesmedlemmer er på valg:
Maj Gerster Toppenberg*
Birte Brorson*
Tenna Lund Hedeager*
Mads Helms
Birgit Bak*
Erik Vithner
Per Kølster (udtræder før tid)
*ønsker genvalg
Nye kandidater:
Uffe Bie
Torsten Wetche
Louise Køster
Peter Wissing
Mette Winther Nielsen
Fire formandskandidater:
Uffe Bie
Laust Stenger
Torsten Wetche
Louise Køster
Udvikling af økologi siden år 2000 i L&F-regi, heraf seks år som formand og i L&F’s bestyrelse samt et hav af øko relaterede bestyrelser. Økologi blev en megatrend, som opstod, fordi bønder ønskede en anden udvikling. Klimaet som emne er uundgåeligt pga. udviklingen, og en afledt effekt heraf er debatten med nye kostråd med mere grønt på tallerknen og mindre, men bedre kød. Alt dette omfavner økologien.
FØL-fonden har jeg været en del af i mange år og påvirket økoudviklingen via projekter; lige fra små græsrodsprojekter for landmanden til nu store kostændrende projekter drevet af regeringen og store interesseorganisationer. Sammenhængen og udviklingen af økologi kan vi skabe i ØL. Medlemsgrupperne spænder vidt, og der er behov for at snakke mere på tværs, således at udviklingen hænger sammen helt fra forbruger, virksomheder/køkkener og landmand.
Medlemspleje skal være i fokus for den kommende organisering - en bestyrelse, som ikke har medlemmernes opbakning er ilde stedt, vigtigheden af at få orienteret og forklaret medlemmerne både oplæg og konsekvens af beslutninger er helt afgørende for succes. Jeg forestiller mig regionale netværk på tværs af landmænd og f.eks. studenterorganisationer for at øge interessen for medlemskab.
Torsten Wetche, mælkeproducent og næstformand for Thise - ny kandidat
Jeg hedder Torsten Wetche, er 52 år, og har arbejdet med økologi siden studietiden som agronom. Jeg har været bestyrelsesmedlem i LØJ i et år og siddet i mælkeudvalget gennem flere år. De seneste 14 år i Thises bestyrelse, heraf de seneste seks år som næstformand. Jeg driver et landbrug med seks ansatte, hvor en alsidig produktion med selvforsyning og naturbevarelse er det primære formål.
Fra agronomstudiet har jeg erfaring med den teoretiske tilgang til faglige emner på dansk og engelsk. Her blev interessen for økologi også vakt gennem diverse fag i miljø og økologi samt et halvt års studier ved Nottingham University.
Mit praktiske landmandsliv har jeg haft siden fødslen på gården, arbejde i min ungdom, ansat som landbrugsmedhjælper i England og dernæst ca. 25 år som selvstændig mælkeproducent og planteavler. Her er arbejdsomhed og økonomisk forståelse en nødvendighed.
Gennem årene som selvstændig landmand har jeg holdt mange foredrag for ungdomsuddannelser, NGO’er og politikere, hvor vi har diskuteret økologisk landbrug. Øko-studiegruppen fra landbohøjskolen mødes også stadig årligt, hvor vi diskuterer økologiens udvikling. Økologien skal udvikle sig i en bæredygtig retning på mange parametre, samtidig med at man skal kunne leve af det som landmand. Som selvstændig og som medlem af Thises bestyrelse lærer man vigtigheden af en helhedsforståelse, hvor økonomi og idealisme skal kunne sameksistere med ærlighed som vigtigste forudsætning.
Louise Køster, indehaver af og direktør i Rabarbergaarden - ny kandidat
Over 11 år har jeg udviklet Rabarbergaarden fra konventionelt brug til en økologisk virksomhed med jordbrug, dyr, restaurant, butik og skolehaver, 26 hektarer og i alt 30 medarbejdere. Som 1. generation landbruger har netværk været essentielt. I otte år stod jeg som formand for Gribskov Spisekammer, i spidsen for at skabe et attraktivt produktionsmiljø for eksisterende og nye producenter. Indsatsen har mundet ud i kommunale og regionale fyrtårnsprojekter til gavn for producenter og forbrugere. Det kræver politisk bevidsthed, viden om finansieringsmuligheder og evnen til at kommunikere budskabet.
Mit hjerte banker for foreningsarbejde. En god forening kan skabe unikke fællesskaber og forandringer. Som bestyrelsesmedlem i skolehaveforeningen Haver til Maver arbejder jeg for, at alle børn og unge kan få jord under neglene, klimadannelse og fødevarekendskab. Forandringsskabelse er nøglen i min plads i Madtanken, en tænketank under Madkulturen. På tværs af værdikæden finder jordbrugere, detail, kokke og kommunikatører sammen bud på løsninger på bedre mad til alle. At være med her giver mulighed for en stemme, der når ud til forbrugerne og ind til politikerne på Borgen. Klima, generationsskifte og faldende afregningspriser er tidens store udfordringer.
Vi skal som forening være markante, sætte nye krav til os selv og økologien og insistere på at være en del af løsningen. Jeg håber at få muligheden for, sammen med jer medlemmer, ledelse og bestyrelse at lede foreningen ind i en ny og spændende tid.
Laust Stenger, mælkeproducent og bestyrelsesmedlem i ØL
Jeg hedder Laust Stenger, er 42 år, gift og har tre børn. Øst for Ribe bor og arbejder jeg på en gård med 330 malkekøer, som leverer mælk til Naturmælk, samt 450 ha.
I Økologisk Landsforening (ØL) kan vi tage de politiske diskussioner ud fra økologiens principper. Det er vores ansvar, at de økologiske tanker fremmes. Det skal og kan vi være stolte af. Vi skal være med til at udvikle og forbedre økologien.
Jeg er daglig leder på gården og beskæftiger mig med at få de daglige rutiner og opgaver løst sammen med medarbejderne. For mig har det altid været vigtigt, at alle høres og inddrages, og som leder at finde ud af om man skal gå forrest, ved siden af eller lidt væk. Det er mit ønske at kunne skabe engagement, interesse og ansvarsfølelse, sammen med den øvrige ledelse i ØL. ØL er baseret på medlemmerne, og vi kan altid være flere, unge som gamle. Særligt at gøre ØL interessant for unge mennesker er vigtigt. I ØL er det udvalgene, der har fingrene i jorden, i virksomheden, i gryden og i køledisken - altså ved de, hvad der er godt, og hvor problemerne er. Den viden skal bruges som grundlag for mange beslutninger i bestyrelsen.
Jeg har erfaring fra tidligere bestyrelsesarbejde i Naturmælk og ØL, for nuværende er jeg kasserer i børnenes friskole og har været menigt medlem i ØL det seneste år. Jeg ser frem til GF og håber, vi får truffet en god beslutning ang. den nye struktur. Jeg glæder mig til at tage udfordringen op, hvis jeg vælges til formand for ØL.
Kandidater til bestyrelsen
Michael Svane, landmand, Hesselbjerggaard - ny kandidat
Jeg er økologisk landmand. Driver Hesselbjerggaard i Lejre kommune, en gård på 37 ha. Jeg har tidligere været næstformand i Økologisektionen for Familielandbruget. Den organisation kunne godt have været en progressiv kraft i dansk landbrug. Økologisk Landsforening har et stort ansvar, som jeg godt vil være med til at løfte.
Hesselbjerggaard har jeg drevet økologisk i 20 år. Vi producerer følgende;
Kødkvæg – Dexter – som afgræsser engene mod Svogerslev Sø.
Lammeproduktion – sammen med Svogerslev græsningslaug som jeg har været med til at starte
Industrikøkken hvor vi lejer ud til små fødevarevirksomheder, men også egne fødevarer til egne gæster
Frugt, æble og most produktion som sælges til lokale restauranter
Turist og bondegårdsferie
Gårdbutik – under opbygning.
Ideelanpart på gården til Nicholas og Jessie. For at sikre tilstrækkelig arbejdskraft, kapital og innovativ kraft på gården
Arbejder med etablering af naturcenter, drikkevands folkeaktier, Carbon binding og udvikling af skovlandbrug i nationalparken.
Gården har lejligheder, vi har en god økonomi, frihed og tid til at tænke nyt. Formand i Gevningehalvøens Udviklings Forum (GHUF). Har arbejdet som forsker, men har valgt at være landmand på fuld tid for fem år siden. Er ikke særlig optaget af repræsentantmodellen, og jeg synes også vor megen viden om økologiens udvikling forsvinder hos sultne forskere og konsulenter. Græsrodsforskning skal vi have mere af.
Peter Mejnertsen, landmand, ejer og direktør for Mejnerts Mølle
Jeg er 31 år og driver til dagligt familievirksomheden Mejnerts med min far og bror. Jeg er uddannet landmand og markedsføringsøkonom, har rejst meget og bl.a. været sammenlagt 1,5 år i Australien. Jeg elsker at leve på landet og bor selv på en gård sammen med min hustru Pernille og vores to børn.
Til dagligt har jeg ansvaret for produktionen i Mejnerts Mølle samt salg og markedsføring af alle vores slutprodukter. Hos Mejnerts er vi selv hele værdikæden. Vi har selv hænderne i alle processerne, lige fra kernen er lagt i jorden, til den bliver solgt som en pose mel og bagt til brød. Med egne erfaringer har jeg fået en god indsigt i, hvordan man arbejder i en ubrudt værdikæde og ikke mindst lært at tænke begge veje – lige fra jorden til slutproduktet og omvendt.
Jeg brænder for de gode danske råvarer og for at skabe merværdi i en fuldendt værdikæde. I dag er den store overordnede værdikæde ikke i harmoni. Vi har for stor distance mellem primærproducenten og slutbrugen, samtidig skaber det en skævvridning ift. videreudvikling og fremtidssikring af de gode danske råvarer, som skal komme fra den danske muld.
En fælles forståelse for en fuld værdikæde går begge veje. Hvis landmanden ikke har gode forhold til at producere økologiske kvalitetsråvarer, kan man ikke lave slutproduktet, og omvendt kan fremtidens landmand heller ikke forberede sig rigtigt uden indsigt i slutproduktet.
Jeg håber på, at jeg må få lov til at byde den nuværende og nye generation op til nye perspektiver og en ny form for maddannelse.
Peter Wissing, økonom og konsulent - ny kandidat
Jeg er 53 år, far til Sofie og økonom fra Aarhus. I 2010 blev mit økonomisyn og liv ændret voldsomt, da jeg tog opgaven at lede Merkurs afdeling i Aarhus. Jeg anede ikke noget om økologi, men i de følgende 10 år havde jeg fornøjelsen af at sikre økologien bedst mulige vilkår, med de forudsætninger jeg havde for det. Det har været en fest på mange måder, og økologien er en succes på mange måder. Men som rådgiver for foreningen og mange af vores andre flagskibe inden for økologien har det også været hårde år, hvor ildsjæle er brændt ud eller bare blevet ældre. Jeg har lyttet til og kommenteret strategier med ledelser og direktioner også i foreningen, og meningerne har der været mange af.
Hvorfor vil jeg så ind i bestyrelsen nu? Jeg er blevet meget optaget af økologien og den måde at tænke på som menneske i denne verden. Jeg ser i dag en forening, som har brug for ungdommen og en ny ÅND til fremtiden Mit bidrag vil derfor være at række ud til den verden, som omgiver os, og sikre en større anderkendelse for det arbejde, som er lavet igennem mange år. Mit bidrag vil også være at holde fokus på ånden i foreningen, som har haft det hårdt de seneste år. Mit bidrag vil være at få økonomisk balance tilbage i foreningen.
I dag er jeg selvstændig rådgiver inden for bæredygtig økonomisk og organisatorisk ledelse. Jeg har erfaring med forenings- og virksomhedsledelse og er aktiv i bestyrelsesarbejde på forskellige planer. På min hjemmeside Wissing-Sustain.dk udfolder jeg, hvordan jeg ser verden, og hvilke fagområder jeg i særlig grad ønsker at arbejde med. Jeg har været aktiv med bæredygtighedsområdet på både politisk og kommunalt plan.
Mette Winther Nielsen, selvstændig erhvervs- og virksomhedsrådgiver, bestyrelsesformand for Bloddonorerne i Randers - ny kandidat
Jeg stiller op til bestyrelsen i Økologisk Landsforening, fordi jeg brænder for den økologiske dagsorden, kvalitet og udvikling.
Jeg kan være med til at sikre passion, samarbejde og fokus i bestyrelsesarbejdet med baggrund i ØL’s formål og videre rejse, og mine vigtigste kompetencer i den forbindelse vil være økonomi, strategi og forretningsudvikling.
Jeg har i +20 år tidligere arbejdet indenfor den finansielle sektor som rådgiver for +1.000 ejerledere, virksomheder, institutioner, projekter, start-ups mv, heraf en del år i Merkur Andelskasse.
Jeg vægter også min rolle som ambassadør højt, og jeg har et stort netværk indenfor mange forskellige brancher, f.eks. digital strategi og bæredygtig branding, som jeg gerne aktiverer til gavn for ØL og dens medlemmer - og i det omfang, det giver mening.
Birgit Bak, landmand, bestyrelsesmedlem i ØL
Siden december har jeg deltaget i bestyrelsesarbejdet i ØL, og jeg har virkelig lyst til at fortsætte i ”maskinrummet”. Jeg vil i tæt samarbejde med alle medlemsgrupper søge at udfolde økologien som vejen til det gode liv.
Som økolog i 25 år er integritet nøglen til diversitet i den økologiske udvikling. Vi skal have rum til at udvikle vores små og store landbrug, så vi får det allerbedste ud af dem. Mange af os tænker allerede regenerativt under en eller anden form, ligesom biodynamik, agroforestry og permakultur yder indflydelse på dagligdagen.
GMO har Fanden skabt - både de gamle og de nye CRISPR. Jeg har sat mig ind i teknikkerne og vil kæmpe for at holde dem ude af vores produkter på alle plan. Det er vigtigt, at vi som organisation kontinuerligt er med til at sikre udviklingen og kvaliteten af det økologiske regelsæt, og andre love, som kan påvirke os. Landbrugene samt de, som nyder vores produkter, er foreningens dna. Dejligt, at køkkenerne er aktive forbrugende medspillere. Nu skal vi øge fokus på de enkelte forbrugere. De skal involveres, så både primærproduktionen og virksomhedsmedlemmerne kan få vigtige input og ønsker. Ren mad er grundlag for sundhed, siger jeg som naturmediciner. Som bogholder erkender jeg, at vi ikke kommer uden om økonomi, men vi skal se begrænsninger som udfordringer, ikke stopklodser.
Organisatorisk er jeg formand for Dansk Heilpraktiker Forening. Jeg har siddet i statens genressourceudvalg og flere foreningers bestyrelser. Ses vi til GF?
Maj Toppenberg, divisionsdirektør i Kokkenes Køkken, bestyrelsesmedlem i ØL
Efter at jeg i to år har været medlem af Økologisk Landsforenings bestyrelse, er det min klare overbevisning, at jeg nu kan bidrage endnu mere til det komplekse og vigtige område, vi varetager.
Forretnings- og organisationsudvikling og den vigtige kamp for mere økologi og bæredygtighed på danskernes tallerkener – både i de private hjem, på arbejdspladsen og i restaurationsbranchen – er motoren for mit personlige og professionelle virke.
Jeg var med til at starte det økologiske mikrobryggeri, restaurant og bar Nørrebro Bryghus op og efterfølgende i 11 år med til at udvikle konceptet og organisationen. Ligesom jeg for sushi-restaurantkæden ’Letz Sushi’ var ansvarlig for at bygge en driftig organisation af to fusionerede virksomheder og tog de første engagerede spadestik her mht. til bæredygtighed og økologi. Siden har jeg brugt mine kompetencer i storkøkkenerne hos ’Cheval Blanc Kantiner’, hvor jeg i to år som driftsdirektør var ansvarlig for al forretningsudvikling og byggede en organisation op af gamle og nye medarbejdere – bl.a. med større effektivitet og medarbejderglæde til følge.
Siden 2018 har jeg som direktør stået i spidsen for kantinevirksomheden ’Kokkenes Køkken’ - en virksomhed i kraftig vækst, hvor vi fungerer som firstmover inden for bærende områder som neurogastronomi, økologi, lokale råvarer, bæredygtighed og uddannelse af klimabevidste kokke. Privat har økologi været et helt naturligt omdrejningspunkt i årevis: Jeg ’lever det, jeg prædiker’.
Birte Brorson, rådgiver i økologisk drift af professionelle køkkener, bestyrelsesmedlen i ØL
Jeg stiller op til bestyrelsen igen! Tak for jeres tillid til mit arbejde i hjertet af ØL i ti år indtil nu, med alle de efterspurgte bestyrelseskompetencer og erfaringer, der følger med.
Jeg går mest efter ”bedre økologi” og tilbyder engagement, viden, erfaringer, netværk og fortsat masser af frivillige timer til vores unikke forening - især hvor jeg kan bidrage som specialist i professionelle køkkener. Min mission er en stærk synergi mellem vores fire medlemsgrupper om sammen at udvikle økologiske fødevarer: Vi skal være primus motor for den plantebaserede tallerken med danske bælgfrugter, nye og spændende grøntsager, bær og frugter, duftende brød og vores fantastiske økologiske kød, måltidets luksus.
Jeg brænder også for at bygge på efterårets landsdækkende medlemsmøder som basis for de lokale, økologiske netværk, vi har ønsket i årevis. For ØL er ikke en virksomhed! Vi er en demokratisk medlemsstyret forening, der har brug for stærk og bred involvering fra jer – og især fra fremsynede unge med hang til plantemad, lokale salgskanaler og regenerative metoder. Så stem på mig, men stem ikke på de nye vedtægter. Som lille mindretal har jeg hele tiden talt for at bevare de eksisterende vedtægter. Prøv at læse dem med nye øjne! De kan snildt rumme den dybe økologiske samtale, tværfaglige vidensdeling og inddragelse af udvalgenes ekspertise, vi savner. Hold fast i det direkte demokrati, vælg ikke det repræsentative demokrati, hvor en snæver bestyrelse kan trumfe alle forslag.
Tenna Hedeager, selvstændig og bestyrelsesmedlem i ØL
De seneste to år som bestyrelsesmedlem og næstformand i Økologisk Landforening har givet mig stor indsigt i vores forening og bedre kendskab til vores medlemmer. Der er meget at gøre endnu – både i huset, politisk for økologien, men også i udviklingen af vores kontakt til medlemmer. Jeg ønsker mig en endnu mere nærværende forening, der kommunikerer i øjenhøjde med vores medlemmer og til potentielle medlemmer.
Jeg er selv født og opvokset på en økologisk og senere biodynamisk gård. Jeg har arbejdet seks år i den finansielle sektor med finansiel rådgivning og sideløbende læst en HD. 2 del, herunder fag i organisation og ledelse. Økologien vinder markedsandele år for år, men vi skal sikre kvaliteten – både af fødevarer, men også kvaliteten af at være økologisk landmand eller økologisk virksomhed.
Vores forening kan rumme mange flere personlige medlemmer, men konceptet og kommunikationen skal hele tiden nytænkes og tilpasses den verden, vi lever i.
Mine ambitioner for økologien er store, og jeg ønsker, at vi skal bruge de ressourcer, vi allerede har, men også turde anvende nye vinkler til at gøre opmærksomme på vores forening og alt det, vi udretter sammen i dag. Jeg håber, at du vil vise mig din tillid og give mig din stemme til bestyrelsen.
Flere artikler fra samme sektion
Merete Juhl stopper som direktør i Landbrug & Fødevarer, netop som den grønne trepart er faldet på plads
Landbrug & Fødevarer reorganiserer sin direktion, og formandskabet har i den forbindelse udpeget en ny adm. direktør. Det er uklart, om den afgående direktør selv har taget valget om at stoppe.
Økologisk Landsforening: Brugen af regenerativt landbrug som begreb kandiderer til greenwashing
DEBAT: Brugen af begrebet regenerativt jordbrug tenderer til greenwashing, når aktører bruger det i flæng med sprøjtegift. Syntetiske sprøjtegifte og kunstgødning er ikke forenelige med et regenerativt landbrug, der beskytter naturen, skriver forperson Michael Kjerkegaard.
Økologi giver en sikker effekt, men det økonomiske system er blindt for det
DEBAT: Jeg tror, vi alle her i Vesten er godt tilfredse med at leve i en markedsbaseret økonomi. Men det forekommer mig, der er en indlejret fejl, som vi ikke må være blinde for, og som Folketinget må tage ansvar for at løse.