Når man kapper rødderne, vælter træet

Af: Trine Sund Kammersgaard, økologisk svineproducent, Trynen i Jorden

Var det det?!

Lige som Økologisk Landsforening (ØL) så har jeg netop rundet de 40 år. Derfor kan jeg ikke bryste mig af at have været med fra begyndelsen, men jeg har stor respekt for de første økologiske pionerer, som turde stå op og slås for deres måde at drive landbrug på, og som skabte Økologisk Landsforening.

Jeg var køleskabsøkolog, før jeg blev landmand. For mig kommer økologien først, og da jeg blev landmand for små fem år siden, så var noget af det første jeg gjorde, at melde mig ind i ØL som landmandsmedlem. Og det var jeg stolt af, for på trods af en fortid som landbrugskonsulent faldt det mig ikke et øjeblik ind, at jeg skulle være medlem af Landbrug & Fødevarer.

For mig er ØL et fælles ståsted med plads til vilde ideer og store visioner, som hviler på et historisk grundlag af medlemsdemokrati, og hvor vi aldrig har været bange for at tage diskussionerne med hinanden ansigt til ansigt.

Beslutninger truffet uden om medlemmerne

Derfor er jeg oprigtigt bekymret over den udvikling, jeg har set eskalere i foreningen, i den tid jeg har været medlem, hvor større og større beslutninger er blevet truffet af et formandskab uden respekt for den demokratiske proces i en forening som vores. Først ved udskillelsen af ØRD, så den fysiske samflytning med Seges i Agro Food Park og nu sammenlægningen af de (stadig) to organisationers landbrugsafdelinger.

Det er KÆMPE store beslutninger, som er blevet truffet hen over hovedet på medlemmerne, og det er medlemmerne, som ER og skal være grundlaget for foreningen.

Hvis udskillelsen af ØRD, flytningen til Agro Food Park og nu Innovationscenter for Økologi virkelig var så gode ideer, hvorfor har de så tilsyneladende ikke kunnet tåle dagens lys og medlemmernes kritiske spørgsmål, før de blev besluttet og gennemført? Vi er og skal være en medlemsdrevet forening, som drives af og lytter til vores rødder i den økologiske muld.

Sælger ud af arvesølvet

Vores formand ynder at kalde foreningen en mellemstor dansk virksomhed, og i en virksomhed forventer man, at topledelsen træffer de afgørende beslutninger, hvorefter resten af organisationen orienteres og retter ind. Men sådan er det ikke at være i en demokratisk forening. Der træffes de store afgørende beslutninger af medlemsflertallet efter grundig debat, og først herefter er det den daglige ledelses ansvar at føre beslutningerne ud i virkeligheden.

Foreningen har en bestyrelse, og bestyrelsen har også en formand, som skal lede bestyrelsesmøderne. Men det er ikke formandens forening, og medlemmerne og i særdeleshed bestyrrelsesmedlemmer har ret til deres egne holdninger og ret til at blive hørt.

Det er min klare holdning, at formandskabet er godt igang med at sælge ud af arvesølvet. Ikke bare af foreningens landbrugsfaglige kompetencer, som er slemt nok i sig selv, men i hele vores demokratiske foreningsophav. Og sker det, er der desværre ikke længere nogen vej tilbage. Så kan titlen på filmen 'Den grimme Ølling', lige så godt omskrives til 'Økologisk Landsforening 40 år – HVIL I FRED'.