Annonce
Annonce
Vi skal alle aktivere vores netværk og have mennesker med grønne visioner sluset ind i Økologisk Landsforening, som er det naturlige samlingssted for dem, der vil være med til at påvirke holdninger, politik og praktik til glæde for fremtidens generationer, skriver Michael Kjerkegaard. Foto: Uffe Bregendahl
Når det bliver forår i november
FORPERSONENS ORD: De nye salgstal fra 3. kvartal i 2024 viser, at salget af økologiske fødevarer er steget med 13,6 pct. i forhold til salget i samme periode 2023. Det må da siges at være forårsstemning i en efterårsmåned.
Sangen om sol og syrener
Våren i eksplosion
Alt hvad som lever og forener
Os i en egen komposition
Gi mig kun en sang
Så ingen vinter går
Uden at den minder os om
Hvor dejligt det var
Hvor dejlig du var
Sjovt nok er Vårvisen af Sebastian faktisk en efterårssang. Den skal minde os om, hvor dejligt det var i foråret og i sommer. Det skal vi tage med os gennem vinteren og minde os om, at sådan bliver det igen.
Måske har jeg det også sådan med økologien og vel også med Økologisk Landsforening. Mange kan stadig huske dagene, hvor nærmest alle økologer havde hænderne over hovedet i en sejrsrus over gode økonomiske tider, over stor fremgang og en generel stor opbakning til vores forening.
Disse tider kommer igen. Faktisk er det er lige forestående.
For nu tager det økologiske dagligvaresalg det længe ventede hop. De nye salgstal fra 3. kvartal i 2024 viser, at salget af økologiske fødevarer er steget med 13,6 pct. i forhold til salget i samme periode 2023. Det må da siges at være forårsstemning i en efterårsmåned.
Især med tanke på at de seneste par år har været pressede for økologien på grund af inflation og stigende leveomkostninger. Men med faldende renter, stigende forbrugertillid og det flotte ryk opad i salget er vi tættere ved vores mål om fordobling af økologien i 2030.
For at booste og fortsætte udviklingen må vi alle træde til, formidle og være de bedste ambassadører. I de professionelle køkkener, i virksomhederne, på marken og i butikkerne. Og vi skal blive ved med at tale om økologien som et redskab til at komme både nutidige og fremtidige miljøudfordringer til hjælp.
Indlejret i vores forening har vi en hel række af mennesker, der er aktive og toneangivende i vores ti fagudvalg.
De kender alle til personer, producenter og virksomheder, der vil være oplagte at få med i vores fællesskab.
Vi skal alle aktivere vores netværk og have mennesker med grønne visioner sluset ind i Økologisk Landsforening, som er det naturlige samlingssted for dem, der vil være med til at påvirke holdninger, politik og praktik til glæde for fremtidens generationer.
Økologisk Landsforening er en bred interesseorganisation og i den kommende tid vil vi arbejde på at klargøre foreningen, så den bliver endnu mere klar til at tage imod mange nye medlemmer. Rigtig mange medlemmer. Vi arbejder med ideer og processer, der skal muliggøre planerne. Her er forventningen til en ny direktør også en del af processen. En direktør, der tager action på og står i front for tiltaget.
Derudover vil vi finde en abonnementstype, som kan tiltrække private forbrugere i stor stil. Vi behøver ikke at tjene mange penge på hvert enkelt medlem – det helt afgørende er, at vi får en hel skare af ambassadører for økologien. Alene værdien i at kunne oplyse om økologi, give tilbud fra producenter, hoteller, spisesteder eller gårdbutikker.
Vi har så mange gode tilbud, løsninger og gode oplevelser, at med de rette indsatser og folk på opgaven, er der enorme potentialer at frigive.
Hertil kommer, at når vi i august 2025 skal afholde økologisk topmøde – Organic Summit 25 – skal vi stolte kunne fremvise både økologien og Økologisk Landsforening.
Ud over en hel række spændende aktiviteter over en uges tid kommer der omkring 350 udenlandske besøgende fra topposter i politik, erhvervslivet, meningsdannere og presse, der skal opleve et dansk bud på økologi som en løsning til at fremtidssikre vores miljø og en produktion af næringstætte og sunde fødevarer.
Der er nok at tage fat på, og mens vi arbejder videre, kan vi minde hinanden om, hvorfor vi gør det med Sebastians linjer:
Gi mig et pust, før vi aner
Er vi så langt på vej
Tiden har lagt helt andre planer
Her har du min forglemmigej
Gi mig kun en sang
Så ingen vinter går
Uden at den minder os om
Hvor dejligt det var
Hvor dejlig du var
Flere artikler fra samme sektion
Det er en falsk udlægning at kalde trepartsaftalen for en omstilling af landbruget
DEBAT: Den vækst i det økologiske areal, som regeringen og parterne bag trepartsaftalen ønsker, er lig med omstilling til et landbrug, der samarbejder med naturen. Den omstilling kan vi ikke se i den grønne trepart, skriver Sybille Kyed.
Merete Juhl stopper som direktør i Landbrug & Fødevarer, netop som den grønne trepart er faldet på plads
Landbrug & Fødevarer reorganiserer sin direktion, og formandskabet har i den forbindelse udpeget en ny adm. direktør. Det er uklart, om den afgående direktør selv har taget valget om at stoppe.
Økologisk Landsforening: Brugen af regenerativt landbrug som begreb kandiderer til greenwashing
DEBAT: Brugen af begrebet regenerativt jordbrug tenderer til greenwashing, når aktører bruger det i flæng med sprøjtegift. Syntetiske sprøjtegifte og kunstgødning er ikke forenelige med et regenerativt landbrug, der beskytter naturen, skriver forperson Michael Kjerkegaard.