Livø og Kalø er mere end to landbrug

Begge ejendomme har været drevet økologisk i henholdsvis 20 og snart 30 år. En flot investering i nytænkning og en landbrugsdrift, hvor staten er gået med i front for at reducere belastningen af den danske natur med fremmed kemi, med beskyttelse af grundvandet og med at skabe et logisk samspil mellem landbrugsdrift og den omgivende natur.

• Relateret artikel: LA om Livø: Staten skal ikke drive kommercielt landbrug

Med det pres, der er på fortsat at skulle forsyne ikke alene os selv men vor samlede verden med fødevarer, så er det afgørende, at vi skaber en forståelse for, at jorden - altså mulden - er ’hellig’. Vi skal leve af muldens frugtbarhed nu og til alle tider, uanset at nogen drømmer om at vores mad i fremtiden skal komme fra laboratorier. Jordens muld er skabt ikke mindst med bondens flid gennem årtusinder, og vi har som samfund fuldstændigt tabt forståelsen for denne den dybeste del af bondekulturen. Jo mere kemi og laboratorier jo mindre mudder, gummistøvler og lærkesang.

Når regeringen vælger at opgive sit ansvar for at opretholde nogle af de mest frugtbare jorder i dette land – og i verden – er det et forkert signal. Og for Livøs vedkommende, hvor jordtypen måske ikke er den bedste, men klart dyrkningsværdig, så ødelægger man årtiers arbejde for netop at demonstrere en forbilledlig indsats for at skabe en meget smuk sammenhæng mellem stedets natur og landbrugsdriften med marker under plov og med sjældne afgrøder i samspil med husdyrene og deres pleje og udnyttelse af de arealer, der ikke dyrkes.

• Relateret artikel: Regeringen vil omlægge Livøs landbrug til natur

Vi har brug forat arbejde med at finde et skarpt udtryk for, hvordan vi kan kombinere på en intensiv landbrugsdrift og vild natur med det grænseland mellem kultur og natur, som kan drives uden jordbearbejdning, med vedvarende, flerårige vækster og med de græssende dyr, altså alt det der tilsammen og på utallige måder sikrer såvel en produktion som et rigt naturindhold. Dette praktiseres i høj grad og forbilledligt på Livø.

For så vidt angår Kalø er det nærmest en provokation at trække denne ejendom ud af klassisk landbrugsdrift, da den ligger på god jord og har en fornem historie med blandt andet malkekvæg indtil for ganske få år siden. Velegnet landbrugsjord skal fortsat være i drift alene begrundet i, at verden har brug for den fødevareproduktion, som samtidig kan foregå skånsomt og på dyrkningssikre jorder. Når eller hvis jord udtages, skal det primært være fordi, jordtypen giver problemer med udvaskning og CO₂-emission ved fortsat drift, og hvor udkommet ikke kan retfærdiggøre indsatsen.

Staten har således et ansvar for både at gå forrest med at demonstrere nye veje og muligheder med landbruget og med at sikre natur og så med de overgangsformer, som fastholder produktion som medspiller i det produktive danske landskab. Der er således tale om både et alment princip for det, der skal ske med Danmarks natur, natur-kultur og landbrug, og så den specifikke udfordring, som handler om, hvordan staten kan gå forrest med netop Kalø og Livø.

De pågældende ejendomme skal være levende offentlige ’værksteder’ for at skabe den forandring, vi ønsker, ved at integrere landbrug, skovlandbrug, vedvarende græsninger og så uberørt natur. Livø ligger afsides og har de kvaliteter, hvor samspillet mellem natur og bonde skaber et yndet og oplagt ikonisk dansk turistmål. Betydningen af øens spændende nytænkning omkring landbruget og især gamle kornarter og eksperimenter med selvforsyning, kan ikke overvurderes.

Kalø ligger i et smørhul tæt på arbejdet med den danske vildtforvaltning og tæt på det landbrugshistoriske formidlingsarbejde på landbrugsmuseet Gl. Estrup. Kalø kan blive et fremtidsværksted for syntesen af det produktive økologiske landbrug og naturforvaltning.

Vi har brug for disse eksempler, hvor staten ikke reducerer men tværtimod investerer for at synliggøre, hvordan leverancen af samfundsgoder kan kombineres med en fødevareproduktion, der lever op til fremtidens kriterier for bæredygtighed hele vejen rundt. 

Beslutningen om at lukke ned i stedet for at geare op er en defensiv tilgang til netop at vise vejen. Den vej vi alle har et ansvar for, og som ikke nødvendigvis kan lykkes med markedet som kortsigtet dommer og EU’s aktuelle tilskudssystem som ramme. Der skal nytænkning til, og vores fælles statskasse skal have råd på vores alles vegne. Ikke mindst fremtidens.