Liv og glade dage

Naturen er så viseligt indrettet, at medmindre den forstyrres, vil den med tiden blive mere og mere kompleks med en biologisk mangfoldighed, der udvikler sig i myriader af samspil, som gemmer sig i økosystemerne.

Mangfoldighed er et af naturens helt afgørende principper og for så vidt også selve livets princip. Ikke to individer er ens, og mangfoldigheden af arter har i evolutionens lys været helt ubegribeligt stor, fordi der opstår nye arter i en hastighed, der har overgået arters forsvinden.

Med menneskets udbredelse og vores ekstremt omfattende indgreb i den uberørte natur, står vi i dag med en verdensnatur, der har rigtigt ondt i sin fremtid. Arter forsvinder med en uhørt hastighed, og det, der for bare få år siden, var en rig og levende natur, bevæger sig med en stigende hastighed mod en fattigdom, der kummerligt bevæger sig i den negative spiral. Når et specialiseret bestøvende insekt ikke kan finde sin værtsplante, så uddør begge arter.

Landbruget er i den forbindelse formentlig en langt større synder, end vi forestiller os. Men er det nu ”landbruget” eller ”det landbrug”? Altså er landbrug per definition ødelæggende for verdens biodiversitet, eller er det måden, vi driver landbrug på, der er synderen? Jeg hælder til den overbevisning, at det mere er det sidste end det første.

Med det forbehold, at jeg er iagttager og ikke forsker, vover jeg at give et eksempel. En fin lille film fortalte historien om, hvordan en indisk hindumunk i 1300-tallet gjorde duerne hellige i en oase i ørkenen i Rajasthan. Duerne skabte større og større problemer for den vitale høst i det isolerede område. De lokale klagede deres nød over disse skadedyr og bad deres hellige mand om råd.

Hvad munken gjorde var at påbyde byens folk at gøre alt det, der var nødvendigt for duernes trivsel: Plante træer og beskytte dem, så duerne kunne bygge reder, sikre tilstrækkelige afgrøder året rundt, så der var nok til duerne, tilgængeligt vand og ingen jagt eller høst af æg. Resultatet var mere frodighed og bedre, flere afgrøder og mere mad samtidig med et mere alsidigt økosystem med plads til både mennesker og dyr.

Duen var en indikator på liv, mangfoldighed og samdrægtighed mellem natur og menneske, og systemet har bestået intakt, triveligt og stabilt i mere end 600 år.

Nuvel, det er en historie. Men rige landbrugssystemer findes over hele verden, der hvor man forstår at respektere og benytte de muligheder, naturens grænser stiller til rådighed. Og nøglen til det er, at den natur, landbruget er en del af - ligesom landbruget selv - skal finde sin form med at skabe mere og ikke mindre variation eller biologisk mangfoldighed.

Det gør ondt i vores lyst til at tæmme naturen og optimere på den yderste marginal, når bundlinjen skal gøres op det givne år. Men naturens bundlinje er først synlig, når det er for sent.

Tænk, hvad det har betydet for det danske landskabs rigdom, at vi har haft utallige frugthaver, frugtplantager, gartnerier og landbrug med den helt store integration af mange husdyrarter og dermed afgrøder og læntgerevarende kulturer med vrimlen af frodige hegn, vandhuller og alt det ’rod’, som skaber liv. I et par generationer har systematisering og ordenstyranniet minimeret agerlandets variable liv til ukendelighed. Arter er væk, i takt med at biotoper er væk, og det livsunderstøttende biologiske system er på vej til fattiggården.

Med andre ord er det på høje tide, at udviklingen vendes. Dette har intet at gøre med at redde sjældne arter fra specielle naturtyper, hvor vigtigt det end er i det store billede.

Nej, vigtigheden består i, at vi har et rigt naturindhold overalt, også der hvor vi skal så og høste og holde dyr og bo. Og her er dyrene ikke problemet, men en del af løsningen.

Og ligesom i historien om duerne, kunne vi få råd til og slippe ustraffet for at skulle genskabe naturens egne benspænd – moser, kanter, træer og hegn, hvis vi besluttede os for, at husdyr skal på græs helt efter vores økologiske bog, så fik de igen en fremtrædende rolle i landskabet og i naturudviklingen.

Vi trænger til en munk, inden tiden forsvinder med skænderier og diskussioner, der gør naturen i agerlandets bundlinje blodrød. Lad os få mere bruttoarealmodel og mere marknaturindeks, lad os komme i gang med flere omlægninger, befrielse af dyrene og samgræssende dyr, mod til at arbejde med skovlandbrug og flere blandinger af sorter og arter.

Vi skal sælge og købe mere lokalt frugt og grønt, være mere begejstrede for vores fabelagtige danske produkter og give os hen til sansning og nydelse af råvarer i sæson.

Fremtiden er ikke bulk, men mangfoldighed. Den er ikke mainstream lean, men vildt variabel. Ikke simpel, men intelligent. Mulighederne er der, når vi både ved og tror, som munken og hans folk. Så står biodiversiteten på spring, og så kan vi trække vejret i mere end 600 år.