Grønt er sagen

Som dyrearten menneske er vi tilpasset en høj andel af vegetabilier i vores daglige kost suppleret med kød og fisk. En dominerende andel af frugt og grønt er bare helt naturligt i vores kost. 

Vi har sidenhen med landbruget lagt et nyt lag på vores mad, nemlig alt det kornbaserede. Det er kun det seneste århundrede, at kødet for alvor er begyndt at dominere i vores mad. Det nye inden for det grønne er de såkaldte ’market gardens’, det vil sige små, intensive havebrug, der sælger direkte, og hvor styrken ikke mindst er at dyrke alt det sjove, anderledes, mærkelige og fabelagtige i sæson. 

Fænomenet knytter sig til en velkendt tradition, som i dag kan virke fremmed eller eksotisk. Men det er ikke mange år siden, at der overalt i byerne lå små gartnerier med udsalg direkte over disken med de mest krydrede dufte af det nyhøstede og snitteblomsterne, et sansebombardement, som er lovende for ikke bare at styrke forventningen til måltidet, men også med budskaber om den jord, som det hele handler om.

Som verden ser ud nu med en dominans af importeret frugt og grønt året rundt, som er vanskeligt at konkurrere med for danske avlere, kan de få og små idealistiske og ukuelige marked gardens og gårdbutikker virke som den rene utopi. Men lur mig om ikke verden igen vil kræve nærhed, friskhed, sæson og egenart fremfor mainstream globaliseret ensretning?

Det er derfor meget nærliggende at se for sig, hvordan den grønnere tallerken skal spejle sig i det, vi dyrker på dansk jord. Jo flere afgrøder og produktioner i landbruget jo bedre. Det er klogt at møde det danske måltid med råvarer, der kommer fra vores eget nære opland.

Med de truende klimaskyer i horisonten og med udsigt til den ufred knapheden og usikkerhed på adgangen til ressourcer kan skabe, så er det et klogt fødevaresystem, der kombinerer sundheden, gastronomien, klimaforsikringen, rent grundvand og biologisk mangfoldighed med den sikkerhed, der kommer af at fødevaren er produceret tæt på forbruget og med den recirkulering af biomasse og næringsstoffer, som i praksis kun fungerer i et lokalt system.

Som medborgere i den meste privilegerede del af vores verden går vi trygt i seng forvissede om, at intet kommer til at mangle og slet ikke på det kommende års spisebord. Det er kun, fordi vi er rige. Når alverdens lande begynder at få deres del af den globale kage, er svaret ikke, at vi bare skal producere mere. Nej, tværtimod. Svaret bliver, at vi skal producere klogere og mindre, men bedre. 

Kigger vi bare én generation længere fremad, kan vilkårene meget vel være, at der er vendt op ned på indkomster, og hvem der bestemmer. Det ulmer allerede voldsomt.

En handelskrigog med dens isolationisme er paradoksalt nok et tegn på, at noget er rivravruskende galt. For at dæmme op for virkningerne skal der spilles på to heste: Den ene er at insistere på at være en del af et verdensomspændende fødevaresystem, der sikrer (hvis det bare gjorde), at der er overskud og handelsmuligheder for at sikre global stabilitet. 

Den anden hest er den, der kan virke nok så drømmende eller nostalgisk, nemlig den, der handler om, at vi har styr på vores egen forsyning af alle de grunde, jeg allerede har nævnt.

Vi skal udviklede afsætningsstrukturer og produktioner, som er rettet mod et meget mere nært marked. Vi skal se dette som den effektive måde at sikre recirkulering og en praksis, der tilgodeser de mange mål med landbruget og havebruget. Vi skal finde nye måder at medtænke vores pragtfulde husdyr, ikke som midler til at mætte alverdens munde, men som en økologisk relevant måde at sikre alsidigheden, biodiversiteten og en økologisk set effektiv udnyttelse af de danske landressourcer. Og så skal vi have et rent hav, som bugner af fisk!

Alt i alt handler det om at lade fremtidens fødevaresystem styre af en balancegang mellem det lokale og det globale ansvar med blikket solidt plantet på sikkerhed for såvel forsyning som beskyttelse af ressourcerne og altså vores eget og kommende generationers livsgrundlag.

Økonomien vil og skal følge med, ellers sker der jo ikke noget. Og det stiller selvsagt krav til alle både politikere, det finansielle system, uddannelser, rådgivningen, os selv som medspiller osv. 

Vi er ude i et meget stort skifte, som vi kun aner konturerne af. Det store spørgsmål handler om, hvad vi vil, og hvordan vi skal påvirke fremtiden. 

Jeg er ikke i tvivl om, at økologien, som vi kender den i dag, og økologiens næste generation er et afgørende bud på et svar. FN’s klimapanel siger det, forbrugerne siger det, ja, selv politikerne siger det. Vi skal fodre dem med grønne visioner, muligheder og løsninger!