Godt landmandskab kan ikke forkortes

I disse dage er en helt særlig underlægningsmusik ude i landskabet. Det er den konstante summen og brummen af høstarbejdet, der kører for fuld udblæsning. Mejetærskere høster, traktorer kører høsten i hus, høstfolk mødes med deres familier og spiser middagsmad i marken, fordi intet tørt minut må gå til spilde.

Det er høsttid, og det er på høje tid.

Dyrkningssæsonen 2023 har været som at sidde i Dæmonen i Tivoli. Op, ned, rundt og rundt og så tilbage igen. Først var det tidlige forår vådt og koldt, så kun de meget store maskiner kunne komme ud at så. Fremspiringen lod vente på sig. Dernæst kom påsken og den sædvanlige påsketørke, som pludseligt trak længere og længere og længere ud, indtil det blev både juni og juli. Dårligt nyt for den svage fremspiring. Og så kom juli og august - høsttiden nærmede sig, og det gjorde regnen også.

Du, som har siddet midt i det hele og kender scenariet rigtig godt, tænker måske, at der ingen grund er til at ruske op i den situation igen. Men sagen er, at mange ikke kender det scenarium. Og mange ved ikke, at det ikke kun er i år, men de seneste seks dyrkningsår, som har været ualmindeligt usædvanlige.

Når en tendens varer seks år, så er det ikke længere noget enkeltstående. Så kan vi ikke bare læne os op ad, at vind og vejr bestemmer, eller gentage, at nogle år bare er svære. Det, vi ser nu, og det forskerne helt kontant melder ud, er, at klimaets ustabilitet forårsager de ekstremer, vi ser i år, og som gradvist er blevet værre de seneste seks dyrkningsår.

Hvor stiller det så os landbrugere, som hverken er Herre over vejret eller de komplekse sammenhænge, der styrer klimaet? Faktisk stiller det os økologer et sted, hvor vi kan gøre det, vi er dygtige til – og det er godt landmandskab.

Godt landmandskab har de seneste år været et udtryk, vi ofte kun støder på i forkortet form efterfulgt af et tal. GLM6, GLM7 og senest GLM8, som er tekniske retningslinjer for, hvordan man bedriver godt landmandskab. Men de beskrivelser og retningslinjer har ikke klimakrisens og biodiversitetskrisens udfordringer med i ligningen.

Godt landmandskab kan kun til dels sættes på formel, for godt landmandskab handler om at kende sin jord, tage bestik af situationen, se på vegetationen, være nysgerrig på både det synlige og usynlige mikroliv, læse omgivelserne, vurdere tjeneligheden, vente, være tålmodig og være modig til at sadle om, når man har taget bestik og ikke med bind for øjnene gå efter de fem års produktionsplaner, der er lagt.

I midten af august var jeg til markvandring på Fyn. Vi var små 30 hoveder samlet på Østerlund, en biodynamisk bedrift med godt 90 jersey-malkekøer og selvfølgelig egen forsyning af foder.

Markerne, vi kiggede på, var polykulturmarker, hvor der var et forsøg i gang med at lave foder med et godt tannin- og proteinindhold til dyrene, samtidig med at man ”fodrede” mikrolivet i jorden med en divers rodstruktur til gavn for hyfer, svampe og mikroliv.

Tesen er, at man med sådan en polykultur med syv forskellige sorter sat ind i sædskiftet kan undvære gødning. Superspændende, megainteressant, og marken var frodig og helt uberørt af tørken (lige på nær bygfluerne, som jeg faktisk ikke ved om kommer pga. tørken), og hvis der er nogen, der kan bære det igennem, så er det økologerne.

Men det, der var helt særligt, lige der midt i marken, med en blomstrende vital polykultur, hvor skyerne samlede sig over vores hoveder, hvor viben spandt over marken, og en hare var i fuldt firspring gennem køernes kommende foder, det var de 30 menneskers klare konklusion, at det er det reelle gode landmandskab, der skal pudses af. Vi skal som landbrugere trække hovederne lidt ud af Excel-ark og forkortelser, stikke fingrene i jorden og tage bestik. Af vores jord, vores land, vores dyr, vind, vejr og en fremtid der vil blive mere udfordrende.

Det er godt landmandskab, og det kan ikke forkortes.