Fagre nye verden

Forleden fik jeg en henvendelse fra en journalist. Han skriver:

”En ny analyse peger på, at vi står over for den største disruption (hurtig forandring) i landbruget i 10.000 år. Jeg vil meget gerne bede om din kommentar til den fremtid, vi potentielt kan gå i møde, hvis analysen holder stik. I hovedtræk siger den bl.a. dette:

• I en nær fremtid vil bioteknologien også masseproducere mælkeproteiner og kødproteiner.

• I 2030 vil ’fake’ mælkeprotein koste 5 gange mindre end mælkeprotein fra køer. I 2035 vil det koste ti gange mindre.

• I 2030 vil efterspørgslen på hakket kød falde 70 pct. Markedet for mælkeprodukter til falde 90 pct. Markedet for andre produkter som læder og kollagen vil ligeledes falde 90 pct.

• De nye erstatningsprodukter vil spare en gennemsnitlig amerikansk familie 8.100 kroner om året.

• I 2035 vil 60 pct. af det land, der bruges til kvæg og foderproduktion, være frigivet til andet brug. I USA alene er det et område på 2 mio. kvadratkilometer eller 46 Danmark’er.

• Hvis det frigivne landområde i USA bliver beplantet med træer med det formål at opbevare CO₂, vil det neutralisere hele USA’s CO₂-udledning.

Der er tale om en kæmpe gevinst rent økonomisk for borgerne og derudover en stor håndsrækning til både klimaet og biodiversiteten. Men det er jo ikke økologisk. Hvad tænker du om det?”

Her er svarene til ham, og de er mange:

Nu vil jeg være ærlig – og jeg vil ikke være overrasket, hvis du tænker, at nu rabler det da for vores formand.

Mit første indtryk er, at der står en kæmpestor industri på spring for at spekulere i at flytte den historiske fødevareproduktion over i laboratorier. Alle kaster sig over erstatningsprodukterne, selv mejerierne. Der er jo ingen penge i en kostomlægning, hvor vi alle sammen begynder at lave ordentlig grøn mad fra bunden baseret på friske råvarer.

Det næste, jeg tænker, er, at hele diskussionen om, hvordan vi skaber frugtbarhed i landbruget og dermed en tilstrækkelig fødevareproduktion, helt overser ikke bare den positive rolle, kvæget kan spille samlet set, at der snildt kunne være færre af dem, og at de også kan understøtte en mere økologisk plantebaseret fødevareproduktion.

Jeg tænker, at det er ekstremt bekvemt for rigtigt mange businessområder at fjerne sig fra det besværlige og komplekse, som et landbrugssystem er i den praktiske virkelighed, ikke mindst med husdyr. For mange er det logisk at rette blikket mod ingeniørernes og levnedsmiddelteknologernes fagre nye verden. Logisk fordi den industrielle udvikling fortsat overtager flere og flere af livets områder.

Jeg tænker, at antallet af fagfolk med hang til gummistøvler og ekspertise i det landbrug, som er ensbetydende med, at mad kommer af jorden, er alt, alt, alt for få, ikke mindst set i lyset af hvor mange kandidater, der gennem den sidste generation er sprøjtet ud af universiteternes laboratorietræning.

Jeg tænker, at vi som økologer, der elsker jorden, er oppe imod en virkelighed, som ikke er virkeligheden selv, men den virkelighed der genereres af et stort flertal af eksperter, der sidder bag skærme med regneark og laboratorier som deres arbejdsMARK.

Bonden og hans rådgivere havde i klassisk forstand en dyb indsigt i jordens, planternes og dyrenes funktion med deres samlede indbyrdes vekselvirkning og vekselvirkning med omverdenen. Økologiens væsen er at arbejde med denne kompleksitet endda udstrakt til at tænke i såvel nydelse som sundhed og den potentielle harmoni, der er mellem at udnytte landskabet til produktion af de fire F’er: food, feed, fiber og fuel, og så den naturmæssige værdi – inklusive sikring af det levende og naturens ressourcer, grundvandet, omgivelsernes miljø, recirkulering osv. osv.

Tankegangen i den amerikanske rapport ser for sig, hvordan mennesket skal fodres nærmest som astronauter. De begriber absolut ikke, hvordan rigtig mad til alle tider er biologi og et afgørende ’interface’ imellem os og verden, og at hvis vi ikke forvalter dette med respekt for naturens grænser og livskraft, så ender vi i det absurde.

Jeg tror på og mener, at bare der er vilje og viden, så er der masser af potentialer i at blive endnu dygtigere til at lære at aflure naturen hendes mekanismer og sikre et frodigt produktionssystem baseret på jorden, planterne, dyrene og det levendes ressourcer.

Jeg mener, at vi skal finde/skabe en helt anderledes og meget planteorienteret måde at spise på, som dog ikke er spor mere fjernt, end at det er det, alle verdens store kulturer har gjort til alle tider som i Kina, i Indien og Asien i øvrigt, i de store kulturer med indiansk baggrund, på det afrikanske kontinent, i den arabiske verden, ja, og endda i den europæiske sfære.

Der har i verdenshistorien aldrig været råd til andet. Jordforbindelse har været et grundvilkår, dyrene har altid spillet en vis rolle men med planter som det absolut dominerende. I vores europæiske og især nordlige sfære bygger vores kulturer siden oldtiden på vores formidable muligheder ved at udnytte hesten, kvæget, grisen, fåret og geden til at skabe sikkerhed for at overleve i et halvt års mørke og kulde uden friske planter, vi har skabt muligheder med husdyr, der kan udnytte jorder, vi ikke kan eller behøver at dyrke, og spild som er bedre egnet som foder. Vi har sprængt grænserne for menneskets eksistens, med vores kloge forståelse for dyrenes muligheder og ikke mindst deres samspil med ager og bonde.

Det er først med de sidste to generationer, at vi er gået amok i den vestlige verdens animalske produktion og forbrug. Det er det forbrug, som verdens mægtige industrier nu drømmer om at overtage fra landbruget. Det er her, pengene er, mens den drøm jeg repræsenterer, nemlig drømmen om at forstå det naturforvaltende, økologiske fødevaresystem som helhed, har en helt anderledes økonomisk rationale. Det er det store paradoks i disse tider, at vi snakker verdensmål, om at ændrede mønstre og om sameksistens med naturen, mens vi er grebet vores egen kulturs ekstreme fremmedgørelse over for naturens egne muligheder.

Jeg mener, at alverdens kloge hoveder blandt dem med gummistøvler på, skal råbe op og skrige af fuld hals, at det, der står i den amerikanske artikel, er noget vås i bedste fald og i værste en selvopfyldende profeti.

Jeg mener, at de perspektiver, den opridser, er ekstremt skræmmende og forvrider enhver mulighed for at bevare proportionerne i den debat, der må og skal handle om naturens grænser med vores muligheder.

Mange vil helt sikkert ukritisk begejstres over artiklens synspunkter om denne erstatningsproduktion, men ’at the end of the day’ vil der også her være et regnestykke, der skal gøres op, ligesom det der først nu sker, når det begynder at gå op for et større flertal, at effekten af 200 års massivt forbrug af fossil energi ikke kan ske ustraffet. Energi og molekyler kommer ikke af ingenting, og alt levendes dna er tilpasser samspil og funktionaliteter i en evolutionær proces, som kunstigt-kød-optimisterne er på vej til komplet at kortslutte. Træerne vokser ikke ind i himlen. Det er ikke muligt.

Jeg mener, det er vildt skræmmende og ekstremt fjernt fra mit og sikkert alle andre økologers tænkning om verdens fremtid. Og gid der var flere, der sagde ’Roma’ midt imod. For mig er det i bedste fald Kejserens nye Klæder og i værste fald den direkte vej til det totale vanvid.

Alle os, der vil økologien, er udfordret den ene gang efter den anden. På klima, biodiversitet, dyrevelfærd, GMO osv. Der er ingen ende på, hvordan økologien tales ned for at fremme andres særinteresse.

Jeg savner en presse, der i langt højere grad søger efter alt det, vi har brug for som forbilleder, som klogskabens kreativitet, som opture, som lystfyldt begejstring, som modspil til højteknologiens fornægtelse af den sanselige og komplekse naturs virkelighed, det, som jeg forsøger at skrive op. Og jeg savner endnu flere markante helte, der forstår at juble, og som kan være med til at holde erstatningsindustriens fødevareteknologiske tsunami fra døren.

Jeg mener, at vi skal frygte den tendens, at den globale industri overtager vores madkultur. Se på Facebook, Google, Amazon og verdens kemigiganter, og se hvad jeg mener. Hele tankegangen bag det udgangspunkt, jeg bliver spurgt om, er den direkte vej til, at giganterne for alvor ikke bare styrer produktionen, men også vores totale liv (læs ”livet” og ”at leve”). 

Det er skruen uden ende, en negativ spiral, der udfordrer vores samfund, som vi værdsætter og kender det i dag.

Den amerikanske artikel, du spørger til, passer som fod i hose på denne konforme vækst-strategi, og det er kun et postulat, hvis den bidrager til ’trivsels’-tænkningen. Mad, der ikke stammer fra jorden eller havet, men fra et laboratorium, er ikke bare en hån mod vores livsglæde, men decideret farligt for vores trivsel. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg kommer til at sætte tænder i det.

Endnu engang har jeg forsøgt at rulle et verdensbillede ud, som harmonerer med min opfattelse af økologi. Og jeg er sikkert den helt forkerte at spørge for at få et svar, der harmonerer med den modernitet, som hele mediebilledet repræsenterer, og som er det, der i den grad på specifikke områder taler økologien ned. Imens får manglen på klimaløsninger blandt ’de voksne’ de unge på gaden med protester, strejker og demonstrationer over hele verden. Og økologernes og forbrugernes sunde sans for helheden og forståelse for, at træerne ikke vokser ind i himlen, betyder heldigvis på trods, at økologien vinder støt og roligt frem.

Da jeg valgte jeg økologien som mit arbejdsfelt, valgte jeg det som eksemplets fredsommelige magt. Altså med muligheden for at dokumentere vejens rationale og mulighed i virkeligheden, en slags overbevisningens kraft. Det er lykkedes langt hen ad vejen, men guderne skal vide, at det også er gået riv rav ruskende galt siden mine glade 70’ere. Modtendensen har til trods for økologiens succes været en uendeligt meget stærkere udviklingstendens. Forbruget er gået amok. Vejen frem er ikke mere af det samme og med kød-erstatninger. Vejen frem er mindre men bedre – og mere af dét. Her står vi solidt plantet med en løsning til fremtiden. Om verden vil os, kan vi ikke stole på, men vi vil: ”En verden der tænker og handler økologisk, til glæde for mennesker, dyr og vores jord”.

Og så kan man glæde sig over følgende salut fra en af rapportens forfattere, nemlig at: ”Man skal huske på, at landbruget ikke er små bønder – mere end 90 pct. af produktionen stammer fra megakorporationer, og det er dem, der kommer til at føle smerten. Vi estimerer faktisk, at ’håndværks’-bønder, dem der laver økologisk mad og højkvalitetsprodukter - som f.eks. særligt godt kød - er dem, der kommer til at overleve. Lige nu har de svært ved at konkurrere mod de store virksomheder, men i fremtiden er det dem, der kan tilføre værdi og branding i relationen med kunderne”.