Annonce
Annonce
Poul Norsgaard Pedersen og hans kone Ingrid var blandt de 8 mælkeproducenter, der gik sammen og påtog sig udfordringen og risikoen ved at starte et lille andelsmejeri for økologisk mælk - det som efterfølgende er blevet stort og har fået vældig succes som Thise mejeri. Privatfoto
En pionér er draget videre
MINDEORD: Poul Norsgaard Pedersen, der var med til at starte Thise Mejeri, gik bort den 29. marts 2021.
Af: Sven Irgens-Møller, direktør, Liv på Landet ApS
Midt i Salling ligger gården Nedergaard, som har været drevet økologisk siden 1984, længe før det statslige ø-mærke blev opfundet. Poul Norsgaard Pedersen og Ingrid Arnborg drev der et alsidigt landbrug, med fokus på mælkeproduktion.
Som ung blev Poul, som anbefalet af sine forældre, uddannet som tømrer og bygningsingeniør. Pouls egen drøm havde altid været at blive landmand. Poul tilbragte nogle år på Grønland hvor han arbejdede som ingeniør, men da han vendte tilbage til Danmark slog han sig ned i Salling, hvor han købte gården Nedergaard, der på det tidspunkt blev drevet konventionelt. Til gården hørte ca. 40 hektar. Det meste var agerjord; men der hørte også eng og skov med til ejendommen. Da Poul flyttede til Salling som 32-årig, blev han med ét slag landmand.
Poul og Ingrid var en af de 8 mælkeproducenter, der gik sammen og påtog sig udfordringen og risikoen ved at starte et lille andelsmejeri for økologisk mælk, det som efterfølgende er blevet stort, og har fået vældig succes som Thise mejeri.
Noget af det som Poul undredes over fra starten som ny landmand var, at penicillin blev brugt som præventiv behandling i dele af landbruget:
”Den penicillin er der brug for til vores børn, det nytter ikke at vi ødelægger virkningen af denne medicin.”
Stop for antibiotika
Man besluttede på Nedergaard at holde helt op med behandling af køerne med antibiotika. I mere end 30 år har der været mælkeproduktion uden penicillinbehandling af de lakterende køer på Nedergaard, og når man nu de seneste år har drøftet udfasning af penicillin i økologiske malkebesætninger, kunne Poul med baggrund i egne erfaringer, fortælle og vise, at det er praktisk muligt.
I årtier, hvor tendensen i landbruget har været, at man var nødt til at udvide både areal, besætning og maskinpark betydeligt, for at holde et landbrug kørende har Poul og Ingrid vist, at der er et alternativ. Det er lykkedes med deres 40 hektar, 25-30 malkekøer og vekslende afgrøder, at kunne forsørge en familie, hvor der både var råd til fritidsinteresser for børnene og udenlandsrejser for familien.
Igennem årene har de haft en række elever og praktikanter, der har fået praktiske erfaringer med mælkeproduktion og økologi på et landbrug, hvor der var mod til at prøve nye veje, og hvor det ikke var mottoet ”stort er godt”, der var styrende; men snarere, at livet skal være godt for dyr og mennesker, og glæde og engagement skal være drivkraften i dagligdagen.
Nu er Poul ikke her mere. Han kommer ikke til at rejse sig til møder for insisterende at diskutere grundidéen i økologi eller mejeridrift, udfordre eller inspirere andre om landbrugets udvikling.
Mon han er ved at overtale Sankt Peter til at et lille økologisk jordbrug med jersey køer og høns kunne være godt?
Poul Norsgaard Pedersen, 1943 – 2021
Flere artikler fra samme sektion
Træbranchen: Regeringens ambitiøse plan om mere skov kræver en gennemtænkt plan med blik for de eksisterende skove
DEBAT: Den grønne trepartsaftale indeholder en ambitiøs plan om at omlægge 250.000 ha landbrugsjord til ny skov over de næste 20 år. Skal det lykkes, kræver det omhyggelig planlægning, som også tager hensyn til eksisterende skov.
Et ganske positivt økologisk år går på hæld - et nyt udfordrende år venter forude
MARKEDSKLUMME: Selv om det økologiske salg er tilbage på vækstsporet, pointerer Carsten Ahrenfeldt, at der er en en række oplagte indsatser at kaste sig over i det nye år.
Er du medlem af Økologisk Landsforening, bør du stille op til repræsentantskabet
FORPERSONENS ORD: Som medlem af Økologisk Landsforenings repræsentantskab er du foreningens ambassadør, som bringer viden ud, påvirker beslutningstagere og bringer viden og nye idéer til bords. Du er også med til at holde bestyrelsen og ledelsen på tæerne.