Annonce

Annonce

En økologisk fremtid kræver, at vi får alle med

DEBAT: Økologisk Landsforenings tilknyttede kantine har Det Økologiske Spisemærke i sølv - ikke guld - og det har fået kritik fra foreningens medlemmer. Adm. direktør Helle Borup Friberg svarer her på kritikken.

07. september 2022
Læsetid: 5 minutter
Facaden af Agro Food Park 26

Økologisk Landsforening har skiftet adresse i Agro Food Park til et byggeri, der er mere bæredygtigt end den tidligere bygning. Foto: Jakob Brandt

Af: Helle Borup Friberg, adm. direktør, Økologisk Landsforening

Historien på bagsiden af den seneste udgave af Økologisk Landbrug om foreningens nye adresse i Agro Food Park 26 og om, at den tilknyttede kantine har opnået Det Økologiske Spisemærke i sølv, har vakt kritik og undren blandt nogle af vores medlemmer. Den kritik forstår jeg godt, men tillad mig at dele et par perspektiver.

I Økologisk Landsforening arbejder vi for mere og bedre økologi. Hver eneste dag knokler foreningens medarbejdere for at sikre netop det, og passionen for økologien er en vigtig drivkraft – som vi deler med vores medlemmer. Vores målsætning er en verden, der tænker og handler økologisk, og som et skridt på vejen har vi sammen sat en ambitiøs målsætning om 30 pct. økologisk areal og forbrug i 2030.

Det mål når vi kun ved at arbejde med hele værdikæden (eller som jeg foretrækker: hele kredsløbet), og ved at motivere og engagere alle aktører fra jord til bord – også de, der kun lige har påbegyndt den økologiske rejse. Med mange års erfaring ved vi, at det er den mest effektive måde at nå vores fælles mål.

Tal de små skridt op

I sidste uge deltog jeg på Klimafolkemødet i Middelfart og overværede en debat med deltagelse af unge fra Klimabevægelsen. De unge klimaforkæmpere er kendt for en aktivistisk og kompromisløs måde at kommunikere på, men i det fyldte telt ved Lillebælts vandkant var budskabet denne gang nyt: ”Vi gør det vanskeligere at skabe de nødvendige forandringer, hvis vi udskammer og peger fingre ad dem, der forsøger at ændre adfærd, men stadigvæk synes det er svært”. De unge argumenterede i stedet for, at vi skal tale de små skridt op og støtte alle, der gerne vil en grøn og bæredygtig fremtid.

I Økologisk Landsforening har vi virksomhedsmedlemmer, der både har økologiske og konventionelle produkter i deres sortiment, vi har køkkenmedlemmer med både bronze, sølv og guldspisemærker, og vi kræver ikke af vores personlige medlemmer, at økologi udgør 100 pct. af deres indkøb. Men vi forsøger – via dialog, uddannelse, kampagner og forslag til handling på tværs af medlemsgrupper - hele tiden at motivere til at hæve det økologiske ambitionsniveau. Det Økologiske Spisemærke i sølv i AFP26 er netop et strålende eksempel.

Vores foodservice team har ved en god og åben dialog og ved at fastholde vores ønske om en højere økologiprocent bidraget til at sikre, at Compass Group nu har opnået sølvstatus. En udvikling, der ikke kun kommer foreningens 45 medarbejdere til gode, men også de øvrige 300 mennesker, der på sigt får til huse på matriklen. Det hylder vi dem for, og det giver samlet set en større økologisk efterspørgsel, end hvis vi havde fravalgt dialogen med kantinen og lavet vores egen guldmærkeløsning. Og vi fortsætter selvfølgelig arbejdet for at nå et guldmærke.

Tager et skridt i den rigtige retning

Man kunne fremføre en tilsvarende kritik af den bæredygtighedscertificering (DGNB Guld), som vi fremhæver at det nye byggeri har opnået. DGNB-certificeringen, der bygger på både miljø-, økonomiske, sociale og procesmæssige parametre, har nemlig et platin-niveau, der ligger endnu højere. Endnu er det dog ikke mange bygninger, der har opnået denne status.

Når vi valgte at flytte ind i det nye hus, er det både, fordi vi gerne vil give vores medarbejdere de mest optimale rammer for deres daglige arbejde, og fordi vi gerne vil sende et signal om, at Økologisk Landsforening selvfølgelig er en del af det hus i området, der sætter den højeste standard for bæredygtighed. I de nye rammer arbejder vi med en kombination af flere hjemmearbejdsdage og delvist flydende pladser for at lægge beslag på færre m2 – begge indsatser, der bidrager til at mindske vores samlede aftryk. Er vi perfekte eller i mål? Nej, det er vi bestemt ikke. Men med flytningen tager vi et skridt i den rigtige retning.

Vores forening og økologiens udvikling er skabt af passionerede ildsjæle, der går foran. Sådan er det fortsat! Vi er ikke en eksklusiv klub, men et bredt fællesskab og en bevægelse, der ønsker at få alle med. Det er efter min overbevisning måden, vi skaber begejstring for vores sag og reel forandring i hele samfundet.

Flere artikler fra samme sektion

Ultraforsimplede fødevareskribenter

DEBAT: Politikens uklare og forsimplede formidling af, hvad der er sundt og ultraforarbejdet, og hvad folk advares imod at spise, er skadelig for de fødevarevirksomheder, der leverer gode, sunde produkter, og skadelig for almindelige mennesker, som prøver at navigere fornuftigt i dagligdagen.

11-04-2025 8 minutter Debat

Skab bedre dyrevelfærd og undgå greenwashing i professionelle køkkener

KLUMME: Som professionelt køkken har man et stort ansvar for at bidrage til at drive forandring, også når det drejer sig om dyrevelfærd. Og det er ikke godt nok, hvis turbokyllingen erstattes af en lidt langsommere voksende kylling, som lever under tilsvarende produktionsforhold - bare lidt længere.

08-04-2025 4 minutter Kronik,   Dyrevelfærd,   Tema: Det gode dyreliv

Økologisk dyrevelfærd er mere end minimumskrav

FORPERSONENS ORD: Som økologer skal vi stille krav til os selv og til økologien som helhed. Hvis vi kun lever op til minimumskravene, risikerer vi, at økologien bliver uinteressant og sakker bagud.

28-03-2025 4 minutter Leder,   Økologisk Landsforening,   Dyrevelfærd,   Tema: Det gode dyreliv