Annonce

Annonce

En (nytårs-)kur, der virker

LEDER: Med året der gik, blev det nærmest dag for dag mere og mere tydeligt, hvor nødvendigt det er at handle på klimaforandringerne og ressourceforbruget.

11. januar 2019
Læsetid: 5 minutter
Jorden ses fra rummet

Vi har kun en klode, og det er nødvendigt at gentænke vores ressourceforbrug, hvis vi alle skal være her. Foto: Colourbox

Det er blevet populært at holde nytårstaler, skrive nytårsbreve og holde nytårskur. Og jeg kender ikke nogen, der ikke reflekterer ved årets udgang og indgang. 

Selvom mange benægter, at de har nytårsløfter, så har de det alligevel i deres stille sind. Vi gør os mange forestillinger om, hvad vi vil meget med vores liv, og hvad vi ønsker på vores børns og på verdens vegne. Samvittigheden er en nødvendig, men anstrengende ledsager. 

Vores dronning svingede sig op til at nævne økologien med den største selvfølge i sin roste tale. Regeringschefen snakkede om klima. Alle snakker om, at der skal ske noget, og at det er noget, der berører os alle. Både fordi vi er en del af den samme rige verden, hvor vores adfærd belaster mere, end godt er, og fordi vi alle har en mulighed for at gøre en forskel. 

Uanset mit engagement i økologien, så deltager jeg - ligesom så mange andre ligesindede - i en helt igennem uholdbar dansk livsstil. Det rammer.

Med året der gik, blev det nærmest dag for dag mere og mere tydeligt, hvor nødvendigt det er at handle. Forleden viste min datter mig et sjovt lille nystartet site: rensti.dk. Her kan man beregne sit personlige klimaaftryk. Prøv det. Jeg var rystet. 

Samlet set kom jeg ud med et forbrug, svarende til at der skal være mere end seks jordkloder til rådighed for hele verdens befolkning, hvis alle levede, som jeg gjorde i 2018. 

Nuvel, jeg har fløjet et par gange og kørt meget i bil især som formand, ellers bilder jeg mig ind, at jeg lever under normalen. 

Men uanset mit engagement i økologien, så deltager jeg - ligesom så mange andre ligesindede - i en helt igennem uholdbar dansk livsstil. Det rammer. Men ingen har lyst til at gå ind i et nyt år med udsigt til endnu mere mismod og afmagt over en verden, der kan virke skør. Nej, det, der er interessant, er at få øje på de frø, der lægger kimen til de muligheder, vi har for at gøre en forskel. 

Vi har i Økologisk Landsforeningen arbejdet hårdt for at skabe en ny vej for en endnu stærkere økologi med vores 'ØkologiLØFT'. Samtidig fortsætter vi det intense arbejde med at udbrede klimahandlingsplaner. 

Vi nærmer os, at det lykkes efter års arbejde at få klima med i økologireglerne. Vi samarbejder med revl og krat om vores klimapolitik og har sat vores klimamodel på det politiske søkort. Og så er der alt det andet, hvor udbredelsen af økologien, med 'Ren Madglæde' som flagskib, sætter kursen for at få økologien længere ud i danskernes hjem. Måske er det forklaringen på, at dronningen nu nævner økologien. Hvem ved? 

Det kommende år – 2019 – bliver et år, hvor de mange frø vil spire, nogle er endda så langt, så der kan høstes. Og nye vil blive sået. 

Uanset hvordan vi stiller det op, så skal der ske noget langt mere radikalt, hvis jeg (og vi) skal ned på det, der svarer til én klode.

Med bestyrelsens arbejde med en ny strategi, vil vi sætte endnu mere fokus på, hvordan vi bliver en stærk forening for alle med interesser i økologi og med en solid placering i danskernes bevidsthed. Tilslutningen til økologien, når der træffes valg i butikker, netbutikker og hos grossister og over grænserne, taler sit eget tydelige sprog. 

Bevidstheden om, at der skal handles, synes kun at stige. Og økologien er et valg, der gør en forskel, selvom kritikerne står i kø. Det er en del af mismodet at skulle bruge så megen krudt på dette. 

Når det så er sagt, så er det afgørende, at vi ikke falder i søvn og går til i selvfedme. Vi har godt af at blive bidt i haserne og holdt til ilden. Vi skal videre med økologien og have ikke bare lindret de ømme tæer, men syet nogle større sko. Og uanset hvordan vi stiller det op, så skal der ske noget langt mere radikalt, hvis jeg (og vi) skal ned på det, der svarer til én klode. 

Alt andet er ikke bare usolidarisk med resten af verden, men helt igennem uholdbart. Det er for at sige det rent ud at styre direkte mod katastrofen både ressourcemæssigt og socialt. Den går bare ikke længere. Det er den udfordring, vi står med. 

Vi skal både snusfornuftigt feje for egen dør og samtidig turde slås for at sætte en visionær dagsorden med nye spilleregler. 

Lad året, der kommer, handle om hverdagens fornuft parret med politisk mod. Det er en kreativ balanceakt af dimensioner, som gælder enhver af os, vores forening og det samfund vi alle er en del af. Vi skal ikke hænge os i smålige diskussioner med folk, som hellere ser økologiens hæl end tå. 

Vi er fortsat gennemført troværdige, når vi fastholder, at økologien er forudsætningen for bæredygtigheden. Det er i den ånd, bestyrelsen arbejder med foreningens strategi for de kommende år. Vi er i arbejdstøjet. Den kur virker.

Flere artikler fra samme sektion

Ultraforsimplede fødevareskribenter

DEBAT: Politikens uklare og forsimplede formidling af, hvad der er sundt og ultraforarbejdet, og hvad folk advares imod at spise, er skadelig for de fødevarevirksomheder, der leverer gode, sunde produkter, og skadelig for almindelige mennesker, som prøver at navigere fornuftigt i dagligdagen.

11-04-2025 8 minutter Debat

Skab bedre dyrevelfærd og undgå greenwashing i professionelle køkkener

KLUMME: Som professionelt køkken har man et stort ansvar for at bidrage til at drive forandring, også når det drejer sig om dyrevelfærd. Og det er ikke godt nok, hvis turbokyllingen erstattes af en lidt langsommere voksende kylling, som lever under tilsvarende produktionsforhold - bare lidt længere.

08-04-2025 4 minutter Kronik,   Dyrevelfærd,   Tema: Det gode dyreliv

Økologisk dyrevelfærd er mere end minimumskrav

FORPERSONENS ORD: Som økologer skal vi stille krav til os selv og til økologien som helhed. Hvis vi kun lever op til minimumskravene, risikerer vi, at økologien bliver uinteressant og sakker bagud.

28-03-2025 4 minutter Leder,   Økologisk Landsforening,   Dyrevelfærd,   Tema: Det gode dyreliv