Annonce

Annonce

Det er vigtigt, at alle omkostninger afspejles i prisen

DEBAT: Det giver opmærksomhed, når vi modsat det øvrige landbrug har taget positivt imod forslag om afgifter. Det placerer økologien der, hvor vi gerne vil være; nemlig dem, som er klar til en omstilling.

28. oktober 2021
Læsetid: 4 minutter
Portrætfoto af Per Kølster

ØL-formand Per Kølster besvarer en række spørgsmål om det nye klimapartnerskab med regeringen og L og F. Arkivfoto: Økologisk Landsforening

Af: Per Kølster, formand i Økologisk Landsforening

Dette er et svar på debatindlægget fra Preben Lauridsen bragt den 28/10

Jeg genkender ikke, at Økologisk Landsforening (ØL) har sagt, at vores kommunikation om vores klimapolitik handler om at få gratis opmærksomhed i det politiske system.

Det, vi har valgt i vores politiske arbejde og den udadvendte kommunikation, er at benytte det samme sprog, som tales i de politiske kredse. Og så har vi sagt, at det giver opmærksomhed, når vi modsat det øvrige landbrug har taget positivt imod forslag om afgifter. Det placerer økologien der, hvor vi gerne vil være; nemlig dem, som er klar til omstilling, dem, som er en del af omstillingen, og dem, som repræsenterer omstillingen.

Dermed ikke sagt at det ikke kan gå galt og blive en boomerang, hvor den endelige afgiftsmodel kan blive vendt mod ØL. Men er det modsatte mere sikkert, altså at kæmpe imod en beslutning, som der er bred parlamentarisk opbakning til, og som så forskellige kræfter som de miljøøkonomiske vismænd, Dansk Erhverv, Concito og viften af grønne NGO’er argumenterer for? Og mon ikke vi står sikrere ved at søge indflydelse på en afgiftsmodel end stille os uden for med armene over kors?

Placeret stærkt

Når vi ser på forslaget om bedriftsregnskaber, kan vi for nuværende glæde os over, at vi allerede har placeret os stærkt med landbrugets Klimaværktøj, som er under udvikling i et samarbejde mellem ØL og Seges.

Fødevareministeriet udtalte tilbage i juni 2020, at det lægger vægt på dette projekt, som det ser for sig kan blive en del af en fremtidig regulering af landbruget. I dette regnskab tæller koens bidrag til kulstofopbygning i jorden bestemt med, og erfaringerne viser, at der er mange forhold at tage fat i for alle. Vi skal være opmærksomme på hvilke, og hvordan man bruger klimaregnskaber, men det er vi i den bedste position til, når det er os, der er inde i det maskinrum, hvor regnskabet udvikles.

Omkostninger med i prisen

Vi har, lige fra økologien organiserede sig, talt dunder for, hvor vigtigt det er, at alle omkostninger ved en produktion indlejres i prisen på produktet. Når fødevaresystemet er kommet dertil, er det, fordi der i dag ikke er den nødvendige sammenhæng mellem produktionspris, salgspris og produktets belastning.

Når de mest bæredygtige produkter er de dyreste, er det et udtryk for, at der er vigtige ressourcer som klima, natur, vand, risiko for antibiotikaresistens, der ikke kommer til udtryk i produktionsomkostningerne. Det er svært at se, hvordan den dundertale skal forenes med, at vi nu skal gøre os til modstandere af afgifter?

Udvikling - ikke afvikling

Og ja, vi er nødt til at acceptere, at vi i Danmark kommer til at afvikle noget af den enorme husdyrproduktion. Det er svært at forestille sig, at den kan opretholdes, samtidig med at vi skal sikre mere plads til natur.

Men mindre husdyrproduktion er ikke afvikling, men derimod udvikling af det landbrug, der skal skabe nye muligheder med blandt andet planteprodukter direkte til mennesker, og som derved skaber muligheder for at landbruget optager mindre plads. At stritte imod dette er ikke rettidig omhu i forhold til at gøre sig parat til det fremtidige marked for dansk landbrug. Angående fritagelse fra moms, så er det et forslag, ØL gentagne gange har fremført, og vi stopper ikke. Det har fået ny aktualitet med EU-Kommissionens ’Farm to Fork’-strategi, men selvom momsfritagelsen vil reducere forbrugerens merpris, så giver det fortsat kun mening også at sikre, at alle afledte omkostninger på tværs af økologi og konventionelle produkter indlejres i produktets pris, så de mest belastende produkter, er de dyreste.

Som jeg har sagt før, så er det svært at forestille sig at økologien bliver standard, og at de konventionelle produkter bliver dyrere, men det er fremtiden.

Derfor bakker ØL op om klimaafgifter, men indlejret i udformningen af EU’s landbrugsstøtte og indrettet i et helhedsorienteret system med samtidigt fokus på marknatur og dyrevelfærd.

Flere artikler fra samme sektion

Ultraforsimplede fødevareskribenter

DEBAT: Politikens uklare og forsimplede formidling af, hvad der er sundt og ultraforarbejdet, og hvad folk advares imod at spise, er skadelig for de fødevarevirksomheder, der leverer gode, sunde produkter, og skadelig for almindelige mennesker, som prøver at navigere fornuftigt i dagligdagen.

11-04-2025 8 minutter Debat

Skab bedre dyrevelfærd og undgå greenwashing i professionelle køkkener

KLUMME: Som professionelt køkken har man et stort ansvar for at bidrage til at drive forandring, også når det drejer sig om dyrevelfærd. Og det er ikke godt nok, hvis turbokyllingen erstattes af en lidt langsommere voksende kylling, som lever under tilsvarende produktionsforhold - bare lidt længere.

08-04-2025 4 minutter Kronik,   Dyrevelfærd,   Tema: Det gode dyreliv

Økologisk dyrevelfærd er mere end minimumskrav

FORPERSONENS ORD: Som økologer skal vi stille krav til os selv og til økologien som helhed. Hvis vi kun lever op til minimumskravene, risikerer vi, at økologien bliver uinteressant og sakker bagud.

28-03-2025 4 minutter Leder,   Økologisk Landsforening,   Dyrevelfærd,   Tema: Det gode dyreliv