Brændende platforme og hånden på kogepladen

Generalforsamlingen er gennemført, og velkommen til vores nye bestyrelse, der straks skal i arbejdstøjet.

Og det skyldes blandt andet, at det ikke lykkedes at gennemføre GF på en måde, nogen af os kan være tilfredse med. Ikke kun fordi den ikke var fysisk, men også fordi teknikken ikke fungerede efter hensigten, og vi derfor måtte udskyde behandlingen af de indkomne forslag.

Selvom der var nogen, som allerede på forhånd ønskede behandlingen udskudt, tror jeg ingen af os skal være tilfredse. Alene af den årsag, at vi alle i foreningen i den grad har brug for at kunne bruge vores tid effektivt.

Det er et stort arbejde at forberede og kommunikere op til en generalforsamling, og derfor træls at skulle starte mere eller mindre forfra. Desuden er der ingen, der kan garantere, at situationen bliver så stabil, at vi kan planlægge, som om det pandemiske element er fortid. Hvad gør vi så?

Når dette blad udkommer, har vi grundigt drøftet næste skridt i den nye bestyrelse.

De modeller, vi forsøger at opliste, er henholdsvist en udskydelse til næste år, og at vi i maj på den udmeldte dato kan gennemføre en fysisk generalforsamling. Med den økonomi, der er til rådighed til at gennemføre møder, uanset om de er digitale eller fysiske, skal vi være meget afmålte og præcise i vores løsning. Svaret finder du på Økologisk Nu, efter bestyrelsen har truffet sin beslutning.

Målet med forslaget om den nye demokratiske struktur er at skabe en fremadrettet bæredygtig, effektiv og handlekraftig løsning for det folkevalgte system. Forslaget ligger i forlængelse af de behov, vi har, for at skabe synlighed og tiltrækningskraft for et styrket medlemsgrundlag og en større gennemslagskraft.

Samtidig er det en klar afledt effekt af vores strategi som bred interesseorganisation. Derudover står vi med behovet for en klar kommunikation, der gør os attraktive som medspiller i at skabe fremtidens bæredygtige fødevaresystem. På samme måde står vi med en offensiv tilgang i politik med vores forslag ’Pris på bæredygtighed’.

I den brede medlemskreds har nogen hånden mere på kogepladen end andre. Det gælder særligt vores landmandsmedlemmer. Om det er priser eller omdømme, så oplever ikke mindst kvægbrugerne en form for udskamning grundet bøvserne. Et fænomen der har været ukendt i alle de år, hvor vi som økologer har været darlings i medier og samfund. Og klimabølgen har skabt en udfordring, som rammer ind i vores sjæl.

Kvæget er og bliver en væsentlig del af økologiens solide rygrad. Kvæget har som husdyr den formidable evne, at den kan oversætte uspiseligt grønt direkte til animalsk mad, til forråd og endda medvirke til at øge jordens frugtbarhed og dermed geare planteproduktionen til mad for mennesker.

Når køer fodres med andet end græs – lidt firkantet sagt – skal vi til at tænke. Nuvel, det er, fordi produktion og produktivitet øges. Og i det konventionelle kan man endda få ideen at tilsætte fedtstoffer og andet kofjernt foder for at begrænse bøvseriet. Her stiger vi af. Men hvor går grænsen? Har vi modet til at se mælkeproduktionen undergå en forsigtig og gradvis transformation ind i en tidsalder, hvor fodringen og kvægholdet og mælkeproduktionen knyttes i meget højere grad til græs, måske løv og til de mere marginale jorder, der ikke er under plov? Vi skal finde vejen til at få det betalt.

At landbruget vil undergå store forandringer, fordi samfundet og klodens ve og vel kræver det, er hævet over enhver diskussion. Vi kan ikke sidde tilbagelænet med armene over kors. Derfor har vi besluttet det politiske initiativ, der beskrives i ’Pris på bæredygtighed’, som vi massivt arbejder for at få ind i den kommende landbrugspakke og langsigtet ønsker som styrende princip for den fælles landbrugspolitik i EU. Helt på linje med de krav, som Kommissionen stiller til medlemslandene. Alvoren taget i betragtning for såvel den enkelte, hvad enten det er som landbrug, som virksomhed eller borger, så kræver handling også et perspektiv.

Det er det samlede billede, vi som forening skal samles om. Det gælder både foreningens trivsel, vores demokrati, vores partnerskaber og vores politik.

Det er vigtigt, selvom vi kan være nervøse for fremtiden. Og hvem er ikke det? Hånden på hjertet. Men det bedste middel er at handle og vise mod til at se frem, ud og op.