Annonce

Annonce

En dreng ser begejstret ud, idet han fodrer en ged

Børn er nysgerrige på skabninger, som voksne tager for givet - edderkopper, snegle, måger. Mariehøns kan være lige så spændende som løver. Der er dog en risiko for, at børn - når de bliver teenagere - mister forbindelsen til dyrene. De påtager sig vanerne fra de foregående generationer. Foto: Colourbox

Børn elsker dyr. Så hvad går galt?

ESSAY: Børn værdsætter dyr langt mere, end voksne gør. Deres verden er fyldt med bamser, Gurli Gris og alskens dyr, men når de vokser op, mister de forbindelsen til naturen og lærer aldrig, hvor kødet kommer fra.

Dette er en forkortet version af ét af i alt 19 essays fra den nye samling 'What Have Animals Ever Done For Us?', som er indsamlet og udgivet af dyreværnsforeningen RSPCA. Hvert essay taler for en påtrængende gentænkning af menneskets forhold til dyr. De kommende uger bringer Økologisk Nu med tilladelse fra RSPCA en del af disse essays.

Af: Henry Mance, ledende featureskribent på Financial Times og forfatter af 'How to love animals and protect our planet'

Jeg er ikke helt sikker på, hvornår jeg først besluttede mig for at adoptere kyllinger. Men en eftermiddag om sommeren kørte jeg mine yngste døtre hen til et sted for at hente to æglæggende høner, som havde nået enden på deres produktionsliv.

Det var en mulighed for at redde to sansende væsener fra en for tidlig afslutning. Og en mulighed for mine børn for at forstå, at æg kommer fra dyr og ikke supermarkeder. Desuden, med corona-restriktionernes lange udsigter, tænkte jeg, at vi kunne bruge lidt ekstra selskab.

Jeg lavede min research; jeg lærte om strøelse og parasitter og købte et dyrt hønsehus. Desværre lærte jeg ikke om størrelsen på kyllingers fødder. De er som dinosaurer!

En af mine kyllinger, som hed Kakiyaki, var dårlig og overlevede desværre ikke. Den anden, Patilda, dominerede haven. Hendes fjer voksede tilbage. Hun elskede at støvbade, at styrte rundt om buskene og pikke på vinduerne.

Vi har ikke fået bygget en bro over den afgrund, der adskiller os og den naturlige verden.

Mine døtre havde håbet, at hun ville lægge æg, men de justerede hurtigt forventningerne og stillede sig så tilfredse med ikke at blive hakket på.

Så begyndte Patilda at gemme sig i haven. Jeg var uforsigtig. Det udnyttede en ræv. Jeg ville have talt med mine børn om æg. I stedet blev jeg nødt til at tale med dem om den anden del af livet.

Vi elsker dyr. Det er blevet påvist, at 43 pct. af voksne briter mener, at dyrenes liv betyder mindst lige så meget som menneskers liv. De fleste britiske familier har et kæledyr. Mange familier ser Attenboroughs dokumentarer. Vi omgiver unge børn med et utal af fantasidyr, bøger, bamser og Gurli Gris. Men hvor leder denne kærlighed os hen?

Historisk set har mange forældre ønsket, at deres børn holdt af dyr, så de bliver forberedt på at være gode ved mennesker. Perspektiver ændrer sig. At passe på dyr er nu anset som en værdi i sig selv - endda en vigtig del af et godt liv. Alligevel har vi ikke gjort det helt rigtigt. Vi har ikke fået bygget en bro over den afgrund, der adskiller os og den naturlige verden. Vi lærer at elske dyr uden at lære den adfærd, der er nødvendig for dyrenes ve og vel.

De fleste børn vokser op uden et etisk kodeks for dyr ud over familiens hund eller kat. Selv de bedste bøger om opdragelse siger intet om, hvordan man opfostrer sådan en etik. Det er en glippet mulighed, for barndommen er dér, hvor vi er lettest at påvirke. Vores forventninger former sig, og det samme gør vores appetit.

Det har betydning, for vi er nødt til at skære ned på kødet og mejeriprodukterne.

Den gode nyhed er, at børn i begyndelsen er ekstremt følsomme over for dyr. Giv dem muligheden for at lege med en hamster, en dukke eller et legetøjsfly, og børn vil for det meste vælge hamsteren.

Børn er nysgerrige på skabninger, som voksne tager for givet.

Der er evidens for, at børn tillægger dyrenes liv mere værdi, end voksne gør. Forskere har spurgt en gruppe voksne amerikanere, om de ville redde 100 hunde eller ét menneske, hvis de stod over for valget. En stor del svarede, at de ville redde mennesket. Da forskerne spurgte børn mellem fem og syv år, valgte en stor del af dem hundene. Personligt ville det være svært for mig at vælge et dyrs liv på bekostning af et menneskes, men det er spændende at få dette indblik i børns følsomhed.

Børn er nysgerrige på skabninger, som voksne tager for givet - edderkopper, snegle, måger. Mariehøns kan være lige så spændende som løver. Der er dog en risiko for, at børn - når de bliver teenagere - mister forbindelsen til dyrene. De påtager sig vanerne fra de foregående generationer. Hvordan kan vi i stedet få det meste ud af denne tidlige fascination?

Der er tre områder, hvor vi kunne gøre det bedre.

Det første er at fastslå evnen til at sanse som en realitet.

Som barn blev jeg advaret mod at antropomorfisere dyr. Disney-film blev betragtet som for sentimentale. Men som Frans de Waal, ekspert i primater, har sagt, så er det generelt mindre forkert at antropomorfisere end ikke at gøre det.

Med mine børn forsøger jeg at referere til dyr (inklusiv insekter og fisk) som 'han' eller 'hun' frem for 'den'/'det'. Jeg forsøger at få dem til at gætte på, hvordan dyr måske anskuer verden.

Børn bruger lige så meget tid udendørs som fængselsindsatte.

At tage sanseligheden alvorligt har også ændret mit syn på zoologiske haver. Da jeg voksede op, elskede jeg London Zoo - men det opfylder ikke dyrenes behov for fysisk udfoldelse. De har glæde af friheden til bevægelse og selv at kunne danne relationer. Zoologiske haver har spillet en stor rolle i at få børn til at opdage dyr. Men vi er nødt til at se på nye rammer for dyrene, hvor de kan leve frit.

Jeg har undgået at tage mine børn med i zoo. Jeg foretrækker gode dyreparker. Hvilket leder mig til det andet område, hvor vi kan gøre det bedre: Vores børn kan få meget igen ved at have kontakt til naturen. Men vi mister kontakten.

Børn bruger lige så meget tid udendørs som fængselsindsatte. Oxfords børneordbog har fjernet navne på de dyrearter, som børn, der lever i byer og spiller onlinespil, ikke længere ser i hverdagen. Forhaverne er belagt med fliser, og baghaven er kunstgræs.

I bogen 'The nature seed' skriver forfatterne Lucy Jones og parkbestyrer Kenneth Greenway, at børn 'har brug for en meningsfyldt forbindelse med resten af naturen i deres hverdag - ikke kun som et sporadisk indfald'. Det betyder frihed til at gå udenfor i sikkerhed, hvilket kræver, at vores gader og samfund bliver indrettet helt anderledes. I mellemtiden kan vi forsøge ikke at være bekymrede over beskidt eller vådt tøj. At udforske udelivet er griseriet værd.

Det tredje område er mad. Den australske filosof Peter Singer har skrevet, at 'når vi spiser kød, foretager vi aldrig en bevidst, informeret beslutning, som er fri for gamle vaners påvirkning, der tilmed er forstærket af presset fra sociale normer'.

Hans ord er fortsat sande.

Jo flere paralleller, vi kan se mellem vores liv og andre dyrs liv, desto mere sandsynligt er det, at vi vil behandle dyrene med respekt.

På en nylig udstilling om bjørnen Paddingtons rejse fra Peru blev børn spurgt om, hvad de ville pakke i deres kuffert inden en lang rejse. En otteårig tegnede sine to ønsker: en hamburger og en hotdog 'til at spise, hvis jeg er sulten', og hans kælefisk; 'hvis jeg vil lege'.

Han opsummerede uforvarende vores blandede syn på dyrene. Jeg spiser ikke animalske produkter efter at have oplevet kødindustrien på nært hold. Jeg mener, at veganisme er den logiske konklusion på vores kærlighed til dyr. Men selv kødspisere må acceptere, at vi er nødt til at spise mindre kød og færre mejeriprodukter for at reducere vores klimaaftryk. Alligevel opdrager vi vores børn til at spise til at spise stort set lige så meget kød, som vi gør, for det meste uden at spørge dem, hvor det kommer fra.

Skolebørn i England får serveret kød eller fjerkræ mindst tre gange om ugen, medmindre de aktivt fravælger det. Selv vegetariske voksne afholder sig til tider fra at opfostre deres børn uden kød af frygt for fejlernæring eller social isolation. Skoler burde være bannerfører for en omstilling mod at tilbyde børn mindre kød, som til gengæld er kød med høj dyrevelfærd. De burde opfordre eleverne til at have én kødfri dag om ugen, hvilket stadig er langt fra den forandring, vi har brug for.

Da RSPCA kom til, omhandlede debatten primært den udbredte og synlige dyremishandling såsom syge heste, der blev slået i gaderne. Der er sket enorme fremskridt. Men i dag er en af de store udfordringer vores ubetænksomhed.

Børn vil plage om en fransk bulldog, en mops eller andre usundt fremavlede hunderacer. De føler måske ingen forbindelse til den industrielle kyllingefarm eller de udtjente malkekøer, som deres skolemad består af. Når vi lærer børn om dyr, lærer vi også os selv noget.

De fantasidyr, der kom ind i mit hjem, efter mine døtre kom til, vækkede min kærlighed til andre arter. Jeg ser frem til mine børns udfordrende spørgsmål om, hvordan vi tager os af vores kat eller håndterer skadedyrene i vores have (selvom alle forældre selvfølgelig en dag må affinde sig med, at deres børn gør oprør; måske vil mine børn en dag bestemme sig for, at de elsker bøffer og hader ture i naturen!).

I mine børns levetid vil dyremishandling tage andre former. Mit håb er, at jeg i det mindste giver mine børn en følelse af at være en del af løsningen, når jeg opdrager dem, ud fra en etik om at vi skal behandle dyr godt.

Biolog Rachel Carson inspirerer mig. Hun så skønheden overalt i naturens verden. Da hun midtvejs i 50'erne var døende af kræft, fandt hun trøst i monark-sommerfuglenes vandring - mange af dem vendte aldrig tilbage. Hun skrev: 'Det er en naturlig og ikke ulykkelig ting, at livet når en ende'.

Jo flere paralleller, vi kan se mellem vores liv og andre dyrs liv, desto mere sandsynligt er det, at vi vil behandle dyrene med respekt.

At adoptere kyllinger var ikke blandt mine mest succesfulde forsøg på at lære mine børn om dyr. Men vi gav Patilda nogle ugers lykkelig pension. Jeg håber, at mindet om hende løbende rundt i haven vil forblive hos mine døtre. Det var klart for os, at hendes liv var værdifuldt på sin egen måde. Hvis det er vores udgangspunkt, vil vores samfund nok ende med at blive mere omsorgsfuldt.

Flere artikler fra samme sektion

Selvfølgelig skal vi prioritere økologi – det har for store konsekvenser at lade være

DEBAT: Det konventionelle landbrug har store konsekvenser for miljøet. Derfor skal vi ikke dømme økologi ude, men arbejde mod et større udbytte, skriver Sybille Kyed.

17-09-2022 5 minutter Debat

Hvis ikke Økologisk Landsforening går forrest, hvem skal så?

DEBAT: Hvis vi ikke er ambitiøse og stiller krav til maden i ”eget hus”, hvor så?

13-09-2022 2 minutter Debat

Regenerativt landbrug kan skære en femtedel af jordbrugets samlede årlige CO2-udledning

DEBAT: Klimaforskere har gentagne gange peget på, at vi skal handle nu, og det skal ske med egentlige reduktioner. Det kan regenerative principper i jordbruget hjælpe med. Er der mon nogen politikere og organisationer, der tør gå forrest?

09-09-2022 5 minutter Debat,   Klima