Økologi leverer på alt dét, samfundet gerne vil have mere af
DEBAT: En klar anbefaling til en kommende regering er at få målet om fordobling af det økologiske areal, forbrug og eksport frem mod 2030 skrevet tydeligt ind i regeringsgrundlaget.
Debatindlægget er oprindeligt bragt i Dagbladet Information d. 30. marts.
Af: Michael Kjerkegaard, forperson, Økologisk Landsforening, m.fl. (se samtlige afsendere i bunden af indlægget)
Økologi er en vigtig brik i den grønne omstilling af landbruget, da flere økologiske arealer vil fremme et landbrug med færre sprøjtemidler og færre udledninger til gavn for klima, miljø og drikkevand. De økologiske dyr har mere plads, adgang til udendørsarealer, og alt økologisk kvæg kommer på græs. Det styrker dyrevelfærden og giver et lavere antibiotikaforbrug i produktionen.
Samtidig er økologisk produktion mere robust overfor geopolitiske uroligheder, da økologien er mindre afhængig af importeret kunstgødning og foder, og økologi kan dermed spille en vigtig rolle i det danske beredskab.
En klar anbefaling til en kommende regering – uanset hvem det bliver – er derfor at få målet om fordobling af det økologiske areal, forbrug og eksport frem mod 2030 skrevet tydeligt ind i regeringsgrundlaget.
Simpelthen fordi økologi miljømæssigt, dyrevelfærdsmæssigt og forsyningsmæssigt leverer på det, samfundet gerne vil have mere af.
Gør det nemmere at være en lille producent
Vi har brug for en regering, der vil styrke grundlaget for, at flere landbrug kan lægges om til økologi. Og vi har brug en regering, der vil iværksætte de nødvendige indsatser, der skal til for at nå i mål:
EU's landbrugsstøtte spiller en vigtig rolle og kan betale landbruget for at beskytte drikkevandet og vandmiljøet, lagre kulstof i jorden og præmiere god dyrevelfærd og fremme grundlaget for liv på og omkring de dyrkede marker. Derfor skal EU's landbrugsstøtte understøtte og motivere til mere økologi.
Omlægning til mere økologi skal følges op med indsatser, der kan give en markedsvækst. Efterspørgslen og forbruget af økologiske fødevarer skal understøttes, og det offentlige kan gå foran ved at udbrede økologien i hele den offentlige bespisning inkl. i en skolemadsordning. Der skal sikres en stabil finansiering og fortsat udbredelse af Det Økologiske Spisemærke.
Mulighederne for at gøre det enklere at få flere danske økologiske produkter ind i de offentlige køkkeners udbud skal afdækkes. Det vil styrke dansk fødevareforsyning og fremme livet i landdistrikterne, samtidig med at vi får flere sunde og friske råvarer.
Det skal være nemmere at være en lille producent med primærproduktion og direkte afsætning. Derfor skal Småskalapakken udvides, så den sikrer flere byrdelettelser i relation til fødevarekontrol og tilskudsordninger.
Mange flere skal have mulighed for at købe økologi - både planteprodukter og produkter fra dyr - og for nogle forbrugere er merprisen en væsentlig barriere. En analyse skal derfor afdække samfundsøkonomien i landbruget ved omstilling til mere økologi.
Der skal fokus på at understøtte et grønt generationsskifte og skabe nye muligheder for næste generation af økologiske landmænd.
Investering i forskning og faglig udvikling skal afspejle, at økologi spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling, og regeringen skal understøtte, at markedet og forbrugerne er informeret om økologiens bidrag.
Regeringsgrundlaget er en sikker drejebog for den kommende regeringspolitik. Vi håber, at vi med ovenstående har hjulpet en kommende regering med et vigtigt grønt afsnit.
Afsenderkreds
Michael Kjerkegaard, forperson, Økologisk Landsforening
Hans Erik Jørgensen, formand, Landbrug & Fødevarer Økologisektion
Rasmus Sandorff, forperson, Økologisk Ungdomsbevægelse
Rune-Christoffer Dragsdahl, Generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening
Anna Bak Jäpelt, Landbrugspolitisk rådgiver, Danmarks Naturfredningsforening
Petter Aagesen, Sales and Marketing Director, Thise
Leif Friis Jørgensen, CEO, Naturmælk
Ulrich Kern-Hansen, stifter og ejer, Organic Plant Protein
Kristine Pilgaard, kommerciel direktør, MENY
Claus Krogh, direktør for CSR og kommunikation, Lidl
Dorte Tandrup, CEO, Aarstiderne
Thomas Roland, chef for vareansvarlighed og kvalitet, Coop Danmark
Kim Qvist, CEO, Den Økologisk Jordbrugsfond
Jørn Jespersen, bestyrelsesformand, ICROFS
John Thøgersen professor, Department of Management, Aarhus BSS, Aarhus University
Trine Krebs, grøn chef, Food Organisation of Denmark
Mona Carøe Jensen, cheføkonoma, Regionshospitalet Randers
Kristine Marie Thøgersen, kommerciel direktør, Netto
Karin Sommer, Marketingschef, Føtex
Rikke Hammer Jakobsen, marketingschef, Bilka
Dette er et debatindlæg og ikke et udtryk for redaktionens holdning. Ønsker du at skrive et debatindlæg til Økologisk så send det til hhk@okologi.dk. Navn og profession skal oplyses. Vi forbeholder os retten til at redigere i rubrik, manchet og mellemrubrik samt at rette sproglige fejl.