Ad nye og ukendte veje

I disse år går vi i landbruget mod nye tider og dermed også ad ukendte veje.

Rapporten ”Fra foder til føde II” forudsiger nogle af de veje, vi kommer til at gå. Helt praktisk var der en del ting, som faldt på plads for mig, da jeg deltog i mødet ”Det regenerative produktionslandskab”, som var arrangeret af Klimafonden Skive. Meget af det, vi arbejder med og for som økologer, matcher fremtidens behov.

Vi begynder nu at kende omfanget af behovet for planteproteiner fra bælgplanter – primært ærter og hestebønner. Her begynder nye økologiske produkter at vinde terræn og markedsandele. Dertil kommer græsproteiner, der nu er ved at blive en stor spiller.

Efter at den konventionelle svineproduktion de seneste år er faldet drastisk, er DLG’s svinefoderproduktion styrtdykket. Derfor satser DLG, Danish Agro og DLF i forening nu på at lave en storskala business case for økologiske græsproteiner.

Teknologien er klar til lokalt dyrkede økologiske proteiner fra græs til økologiske dyr, men også en fiberfraktion til bl.a. isolering, emballering, tekstiler og biogas m.m.

En yderligere raffinering til humane proteiner udvikler Thise Mejeri med en bred vifte af produkter med lovende resultater.

Den nuværende fabrik henter græs fra ca. 2.000 ha, men en afdeling kan hente græs ind fra en radius på op til 5.000 ha.

Fabrikkerne er tiltænkt en placering spredt ud i landbrugslandet, men særligt i oplandet til fjorde og vandløb. De økologiske græsmarker mindsker udledningerne af kvælstof til vandløb og fjorde med 70–80 pct. i forhold til konventionel kornavl og er oplagte at bruge som virkemiddel i vandmiljøplaner.

Den nye økologiske verden leverer også på:

1) Økosystemtjenester: Forbedrer vandmiljøer, øger biodiversitet, har negativ CO2-udledning.

2) Nye bæredygtige produkter: Brændstoffer, gødningsprodukter, fodertyper, fødevarer og ingredienser, byggematerialer og tekstiler

3) Erhvervsudvikling i landdistrikter: Nye værdikæder for primær­erhvervene, nye typer af virksomheder.

Det er på linje med konsekvensberegningerne fra FFTF II-rapporten.

Vi har jo et mål om 25 pct. økologi allerede i 2030. Her er græs og bælgplanter til protein utvivlsomt motorerne i omlægningen. Vores virksomheder og køkkener er i en stejl læringskurve, og utallige tallerkener produceres med tanke på og omtanke for en stadigt større økologiandel – og stadigt større andel af planteproteiner. Lige ind i en af vores mærkesager; det sunde måltid.

Dog er jeg også sikker på, at for at komme i mål med 25 pct. økologi i 2030, er vi helt afhængige af, at vi også udvikler os på en af vores andre mærkesager: frugtbar jord.

Vi hører om planteavlere, der siger, at de mangler næringsstoffer. Vi har også planteavlere, der kan klare sig med en reduceret kvælstofkvote på 60 N – og stadig laver rentabel planteavl. Vi har producenter med kun 1,5 pct. humus i agerjorden, og producenter med over 5 pct. humus i agerjorden – begge på samme jordtype.

En stor del er forskellen i sædskiftet, men også management i sædskifte og afgrøder. Det er en kæmpe forskel i produktionen, om der er 2 pct. eller 5 pct. humus.

Jeg er overbevist om, at fremtiden tilhører den regenerative produktion – altså det at efterlade en mere frugtbar jord til fremtidige generationer. Humus er en god indikator for frugtbar jord – og bidrager til et langt mere robust og selvgenererende dyrkningssystem.

Det kunne være meningsfyldt, at Økologisk Landsforenings landmænd fik bronze, sølv eller guldmærket – om de havde 3, 4 eller 5 pct. humus i jorden.

Og måske alligevel ikke, men blot for at tydeliggøre, at vi skal have en jord og et dyrkningssystem, der står sig bedre mod fremtidens klimaforandringer – hvis vi skal nå i mål i 2030.