Annonce
Annonce
Ud over at øge forekomsten af vilde bestøvere kan træer i landbruget give tiltrængt læ og skygge til dyrene. Foto: Mads Helms
Skovlandbrug kan gavne vilde insekter - og sandsynligvis øge udbytterne
Et nyt studie viser, at pollenspredere tiltrækkes af skovlandbrug. Træer på marken har således potentiale til både at gavne biodiversiteten og udbytterne på visse marker.
Skovlandbrug, hvor træer og buske plantes på markerne, kan give flere bestøvere og en bedre bestøvning af afgrøder til gavn for udbytterne.
Det viser et nyt studie, hvor forskere fra University of Reading i England har registreret væsentligt flere bestøvende insekter i skovlandbrug sammenlignet med monokultur, der er kendetegnet ved de langstrakte marker med én bestemt afgrøde.
Over en treårig periode undersøgte forskerne forekomsten af tre typer vilde bestøvere på seks britiske områder, der hver bestod af både et skovlandbrug og et sammenligneligt monokulturelt landbrugssystem - alle dyrket økologisk i øvrigt.
Her så de, at skovlandbrugene havde dobbelt så mange vilde bier og svirrefluer og i de dyrkede marker over dobbelt så mange humlebier sammenlignet med monokulturen. Der var ingen forskel på mængden af humlebier i græsningsfolde uanset landbrugssystemet.
'Arbejdet viser stærk empirisk evidens for, at britiske skovlandbrugbrugssystemer kan understøtte et større antal vilde bestøver, mere bestøvning og i nogle områder en større rigdom af vilde biarter. Dette kan gavne både mængden af vilde planter og landbrugsafgrøder afhængige af bestøvning i områder nær skovlandbrugssystemer,' skriver forskerne i studiet.
De vurderer, at forskellen i mængden af vilde bestøvere havde været endnu højere, hvis man havde sammenlignet skovlandbrugene med konventionelt dyrkede landbrug.
Skovlandbrug
- En kombination og integration af enten landbrugsafgrøder eller husdyrproduktion med træer og/eller buske.
- Systemet er ikke udbredt i Danmark, men forskning fra udlandet viser flere fordele bl.a. bedre biodiversitet, lagring af CO2, opsamling af næringsstoffer og læ til dyrene.
- Blandt ulemperne er, at der skal høstes på en anden måde, når buske og træer står på marken, at de kan kaste skygger, som påvirker de berørte afgrøder, og at det kan være nødvendigt at lægge dræn om, fordi vandet kan løbe anderledes af marken.
Kilde: Økologisk Landsforening
Forsker: Win-win
Den større mængde af insekter sikrer altså en mere stabil bestøvning, hvilket potentielt kan øge udbytterne. Studiets hovedforfatter, dr. Alexa Varah, betegner derfor skovlandbrug som win-win for bierne og landbruget.
"Det er ironisk, at landbrug, der er så afhængigt af bestøvere, faktisk er en af de største årsager til deres tilbagegang. Vores studie giver endelig et bevis på, at skovlandbrug er win-win for vilde bestøvere og for landmænd, der dyrker afgrøder, som afhænger af bestøvning," siger hun ifølge mediet phys.org.
Omtrent 35 pct. af verdens dyrkede afgrøder er afhængige af bestøvere, og næste skridt bliver ifølge Alexa Varah at forske i udbytterne i flere forskellige landbrugssystemer for at se, om skovlandbrug generelt kan højne udbytterne.
Flere fordele ved skovlandbrug
Hidtil har forskning vist flere fordele ved skovlandbrug: Sidste år udkom et studie, der nævnte træer i landbruget som et vigtigt værktøj i kampen mod klimaforandringerne, fordi træerne lagrer kulstof. Samtidig kan de styrke jordens frugtbarhed, opsamle overskydende næringsstoffer og filtrere vandet.
Vælgerne landmanden at dyrke træer og buske med afgrøder som frugter og nødder kan det desuden bidrage til en ekstra indtjening. Træerne kan også bruges som tømmer.
Skovlandbrug er stadig et nyt koncept i Danmark, men i udlandet er det noget mere udbredt - det forekommer dog i forskellige former, hvilket kan gøre det svært at indhente erfaringer og direkte overføre dem til danske forhold.
Herhjemme har bl.a. økologerne Mads Helms, Bjarne Larsen og Bertel Hestbjerg taget skovlandbruget til sig i forskellige former, som passer til deres bedrift. Flere eksempler på skovlandbrug i drift kan findes på Økologisk Landsforenings hjemmeside.
Flere artikler fra samme sektion
Potentialet for at øge de økologiske udbytter er stort
ANALYSE: Kvælstof bestemmer den største del af de økologiske udbytter, og det er oftest den begrænsende ressource i en økologisk markplan. Fravær af pesticider koster også udbytter i en direkte sammenligning med konventionel planteavl. Det økologiske greb er at udmønte de grundlæggende økologiske principper til praktisk landmandskab, krydret med nye metoder og teknologier.
Skovforskning skal gøre grise mere bæredygtige
Aarhus Universitets forsøg ved Holstebro skal give økologiske griseproducenter et bud på, hvordan indretningen af grisenes folde kan begrænse kvælstofudledningen, så de bedre kan sikre kunderne mere bæredygtigt svinekød.
Tørken i 2018 og regnen i 2024 var kun en forsmag på, hvad danske landmænd har i vente, viser nye klimatal
DMI's nye Klimaatlas beregner, at havniveauet omkring Danmark vil være 42 cm højere i slutningen af dette århundrede. Danske landmænd kommer i dén grad til at kæmpe med både meget våde og meget tørre perioder fremover, vurderer eksperter.