Rovbiller spredt med ATV skal bekæmpe jordlopper

Et nyt projekt skal undersøge, om rovbiller kan bekæmpe jordlopper i økologisk vinterraps. Rovbillerne bliver bragt ud med ATV.

21. oktober 2021
Læsetid: 2 minutter
Raps med tydelige bid af jordlopper
Rapsjordlopper kan gøre betydelig skade på afgrøden. Foto: Jannie Bak Pedersen

Rapsjordlopper kan forårsage altødelæggende skade i vinterraps. Derfor undersøger et nyt projekt, om rovbiller kan bekæmpe jordlopperne. Rovbillen er en naturlig fjende til jordlopperne og bliver i forsøget udbragt med en ATV.

Det er Innovationscenter for Økologisk Landbrug, teknologifirmaet Ecobotix og landmand Jørgen Schiøtz-Christensen, der sammen har sat sig for at undersøge, om de kan minimere udfordringen med jordlopper i økologisk vinterraps - og om det kan lade sig gøre at bringe rovbiller ud med en ATV. Det er støttet af Fonden for økologisk landbrug.

”Jeg ser et rigtigt stort potentiale i at bringe nyttedyrene ud,” siger Jørgen Schiøtz-Christensen i videoen herover.

En ATV med spredeaggregater på hver side af en bom udbringer rovbillerne. Jørgen Schiøtz-Christensen bemærker i videoen, at han ikke er tvivl om, at metoden vil blive brugt, hvis prisen er rigtig.

”Nogle år bliver rapsen faktisk totalt ødelagt,” siger Jørgen Schiøtz-Christensen om jordlopperne og tilføjer, at det derfor er helt på sin plads med nyttedyr.

Landbrugsstyrelsens økologistatstik viser, at arealet med økologisk vinterraps næsten er tredoblet siden 2015.