Rødderne under jorden påvirker frugtbarheden

Projektleder Dennis Weigelt Pedersen stikker spaden i jorden og graver efterafgrøder op. Planterne higer efter regn, og i dag får de den endelig. Støvregnen afbrydes af voldsomme regnskyl, der snart vil give planterne mere liv. Landmændene er trukket i gummistøvlerne, og der klemmes hårdt om paraplyernes håndtag i den stride vind.

»Ja, de er godt nok små, men de er her da,« siger Dennis Weigelt Pedersen, da han hiver en olieræddike op af spadestikkets hul.

Efterafgrøderne er sået den 20. august, men manglen på regn har holdt dem tilbage, så her en lille måned senere er det kun små spirer, som titter op af den sorte jord. Ikke desto mindre har de små planter afgørende betydning for klimaoptimeringen af det økologiske landbrug Stensigmose nær Broager, hvor 22 landmænd sammen med Økologisk Landsforening og Innovationscenter for Økologisk Landbrug er taget i marken til temadag om klimavenlig planteavl.

Det starter i jorden

Efterafgrøderne på bedriften er netop centrum for dagen, fordi de ifølge Dennis Weigelt Pedersen spiller en stor rolle, når det handler om klimavirkemidler: De skal opsamle næring, opbygge kvælstof, sikre mod erosion, agere levested for nyttedyr og samtidig stabilisere kulstof i jorden.

»Jo højere grad af grønne marker man kan have hele året, jo lavere et klimatryk vil man have,« fortæller Dennis Weigelt Pedersen til de engagerede landmænd, der er rejst fra nær og fjern for at blive klogere på efterafgrødernes betydning.

Afgrødernes særlige betydning for klimaet starter i jorden, hvor der omkring rødderne lever et væld af bakterier, svampe og mikroorganismer, der sørger for at binde kulstof i jorden, så det stabiliseres. Når kulstoffet er stabiliseret, kan det ikke gøre skade i atmosfæren som CO2.

Dennis Weigelt Pedersen anbefaler derfor, at man behandler efterafgrøden, som en almindelig afgrøde. Når efterafgrøden skal nedmuldes igen, er det de underjordiske plantedele og exudater, som udgør den vigtigste jordforbedring. De overjordiske plantedele kan med fordel høstes og bruges til foder eller biogas forud for nedmuldningen.

Mens landmændene suger til sig af Dennis Weigelt Pedersens viden, trækker de i samlet flok ned mod Spar-Es Campingplads, hvor frokosten venter efter den våde marktur.

Mere menneskeføde

Blandt landmændene går snakken lystigt, da de guffer i sig af den lækre frokost, der byder på både kylling, salat og græske frikadeller. Alt sammen økologisk naturligvis.

Dennis Weigelt Pedersen bryder ind, da frokosten er ovre, og hans næste oplæg skal præsenteres:

»Take-home-message fra mig skal være, at jo højere en andel af menneskeføde man kan producere ude på sine marker, jo lavere klimaaftryk vil man have.«

Den klare besked fra ham får hurtigt landmændene til at tørre munden og smide lapperne i vejret for at diskutere. For hvordan skal det kunne lade sig gøre i længden? Det er jo billigere at importere end at dyrke selv, pointerer flere landmænd, mens andre bekymrende spørger ind til, hvordan husdyrbedrifterne vil se ud i fremtidens klimaregnskab:

»Det er ikke meget billigere at købe quinoa fra Peru, end det er fra Lolland. Og vi kan producere hirse på samme vilkår, som de kan i Sydeuropa. Det skulle undre mig, hvis det skulle være meget dyrere at få det produceret her. Havre er vi gode til at dyrke - vi behøver ikke svenskernes havre,« svarer Dennis Weigelt Pedersen.

Svaret er dog ikke nok for landmændene, men Dennis Weigelt Pedersen understreger, at vi er nødt til at se sandheden i øjnene:

»Man skal passe på med at sige, at alle dem med husdyr har en høj belastning og er ubæredygtige, og alle dem, der producerer menneskeføde, er meget bæredygtige. Det økologiske landbrug kræver husdyr, og det er en vigtig del af rotationen. Hvis det hele var idealiseret, så var der husdyr på alle bedrifterne eller i hvert fald samarbejde mellem planteavlsbedrifter og husdyrbedrifter. Så det spiller alt sammen en vigtig rolle.«

Samarbejde giver mening

For flere af de fremmødte landmænd giver Dennis Weigelt Pedersens pointe med bedriftssamarbejder god mening, og netop dét får diskussionen til at bløde mere op.

»Det giver mening, at steder, hvor man har store planteavlsbedrifter, som har svært ved at skaffe husdyrgødning, er dem, der laver bælgsæden til humankonsum. Der hvor køerne er, er dér, foderet bliver lavet. Så det giver ikke nødvendigvis mening, at en stor kvægbedrift begynder at lave afgrøder til humankonsum – det er jeg fuldstændig enig i,« tilkendegav Dennis Weigelt Pedersen.

Man må tænke anderledes

Nikkende hoveder og små smil breder sig i lokalet, og det får landmand Sten Dissing til at smide en lap i vejret for at fortælle om sit eget bedriftssamarbejde:

»Det er også et spørgsmål om, at vi tænker på en anden måde. Altså fordi man er kvægbonde, så behøver man jo ikke at være præcis planteavler, men man kan godt være basis for en planteavlsproduktion ved at lave et samarbejde. Jeg har absolut ingen korsblomster i mit sædskifte, men til gengæld har jeg et samarbejde med et gartneri på 20 ha, som mine 60 ha er basis for kan have et sædskifte. De har sgu masser af kål, så vi har virkelig korsblomster - jeg har dem bare ikke. På den måde er mit sgu et planteavlsbrug, jeg har bare nogle køer, der sørger for, at der kommer en masse kål, kartofler og linser,« understreger Sten Dissing.

Med forskellige samarbejder fremhæver Dennis Weigelt Pedersen også, at man ikke behøves at være multikunster for at drive landbrug. Man kan specialisere sig i noget og i stedet drage fordele af hinandens viden og bedrifter.

»Det er i øvrigt også sjovt at samarbejde,« indskyder Sten Dissing, så latteren breder sig i rummet.