Stort tre-årigt projekt stiller især skarpt på produktion af danske linser

Projekt Dansk BælgBoost har fået 13,8 mio. kr. som over de næste tre år skal booste forbruget af danske bønner, ærter og linser i landets professionelle køkkener.

14. november 2025
Læsetid: 3 minutter
Skåle med linser før og efter rensning.
Danske økologer har efterhånden flere års erfaring med produktion af linser til human ernæring, men de dyrker kun ca. 150 ha med linser, og hvis det lykkes for det nye bælgfrugt-projekt at få flere professionelle køkkener til at satse på danske linser, bliver der formentlig brug for et større areal. Foto: Gitte Bjerre

Danskerne spiser stadig alt for få bælgfrugter, men en bevilling fra Plantefonden på 13,8 mio. kr. skal i løbet af de kommende tre år være med til at løfte forbruget af danskproducerede bælgfrugter.

I dag spiser danskerne i gennemsnit kun 10 g bønner, ærter og linser, så der er langt op til de 100 g om dagen, som de officielle kostråd anbefaler af hensyn til både sundhed og klima.

Dansk BælgBoost

Bag projekt Dansk BælgBoost står Seges Innovation som hovedansøger sammen med en række partnere:

  • Sønderborg Kommune, Vejen Kommune, Kolding Kommune, Aarhus Universitetshospital, Innovationscenter for Økologisk Landbrug, Food Bornholm, Gl. Buurholt, Food Bornholm, Edgy Foods, Syddansk Universitet og Teknologisk Institut.

  • Projektet løber frem til udgangen af 2029.

Kilde: Seges Innovation

Det vil projekt ”Dansk BælgBoost” ændre på. Målet er at gøre bl.a. danske linser til en inspirerende og naturlig del af kantine- og hverdagsmaden, så Danmark bliver i stand til både at øge forbruget og mindske importen af udenlandske bælgfrugter.

Samler alle aktører

Projektet skal samle aktører fra hele værdikæden for at styrke produktionen af bælgfrugter fra landmanden og til de professionelle køkkener.

"Det er en stor og spændende opgave at samle partnere fra hele værdikæden, men netop samarbejdet på tværs er vi gode til i Danmark. 18 offentlige køkkener fra de medvirkende kommuner og Aarhus Universitetshospital har allerede meldt sig klar til at arbejde med danske bælgfrugter, og vi glæder os til også at invitere landmænd og planteavlere med ind i projektet i det nye år," siger Bente Svane Nielsen, initiativtager til Dansk BælgBoost og chefkonsulent hos Seges Innovation.

Da det hidtil især har været økologiske landmænd, der har forsøgt sig mest med produktion af linser til human ernæring, får Innovationscenter for Økologisk Landbrug en vigtig rolle i projektet.

Det vigtigste udbytte er viden

”Vores primære rolle handler om dyrkningen af forskellige partier af linsesorter, som køkkenerne kan få at arbejde med,” siger chefkonsulent Inger Bertelsen fra Icoel.

”Vækstmæssigt passer linserne bedre til det danske klima end fx kikærter, men linserne er til gengæld nogle meget spinkle og relativt lave planter, og i 2023, der var meget vådt, blev linserne kvalt i ukrudt, og vi fik nærmest ikke nogen produktion,” siger Inger Bertelsen, som har arbejdet med bælgfrugter gennem mange år.

Hun forventer derimod, at danske økologer vil kunne høste et stort udbytte af det treårige projekt, hvor producenterne vil blive samlet i grupper, hvor de kan udveksle erfaringer om forskellige linsesorter og høstmetoder.

”Vi vil også få meget viden om hele den praktiske håndtering og rensning af linserne efter høst og frem til et færdigt produkt, der kan sælges til køkkenerne.”

En del af indsatsen kommer til at foregå i tæt samarbejde med kokke fra virksomheden Edgy Foods:

"Vi tester danske ærter, bønner og linser med opskrifter og krydderiblandinger inspireret af køkkener fra hele verden. Målet er at gøre det nemt for professionelle køkkener at servere velsmagende retter med danske bælgfrugter,” siger Niels Bang Christensen, adm. direktør i Edgy Foods.