Annonce
Annonce
Restprodukt fra græsprotein ligner nyt vidundermiddel mod indvoldsorm
Produktionen af græsprotein kan vise sig at have en særdeles positiv sidegevinst fordi den græspulp der bliver til overs ved raffineringen måske kan hjælpe til at bekæmpe indvoldsorm. Det viser nye forsøg København Universitet har lavet i samarbejde med Aalborg Universitet.

Indvoldsorm hos de økologiske drøvtyggere kan måske i fremtiden bekæmpes med restprodukt fra produktionen af græsprotein - det viser forsøg fra Københavns Universitet. Foto: Lise-Lotte Christiansen, Københavns Universitet
På hylderne i foderstofforretningerne ligger der allerede nu proteinpiller produceret klimavenligt og miljørigtigt fra danske økologiske græsmarker.
De grønne græspiller er derfor nu det nye sort i økologien, og der er planer om at etablere en række raffineringsanlæg, der kan producere endnu mere græsprotein og reducere import at protein fra f.eks. sydamerikansk soja.
Vi kan se, at det er uhyre effektivt i reagensglasforsøgene
— Stig Milan Thamsborg, professor, Københavns Universitet
Et restprodukt
Men nu viser det sig at den græspulp, der egentlig er restproduktet fra raffineringsanlæggene og som var udset til at ende i biogasanlæg, kan få en særdeles vigtig rolle i økologien. Forskere fra Københavns Universitet har nemlig brugt ekstrakt fra rødkløverpulpen til et bekæmpe indvoldsorm – i første omgang i reagensglasforsøg.


”Vi kan se, at det er uhyre effektivt i reagensglasforsøgene, når vi drypper det på indvoldsorm. De dør med det samme,” forsikrer professor Stig Milan Thamsborg, der også er dyrlæge og parasitolog.
Indvoldsormene i forsøgene er blandt andre spoleorm, der stammer fra indvoldene hos slagtegrise fra et slagteri. På Københavns Universitet har man dyrket æg fra grisetarmene og har udklækket dem til de ormlarver, der altså bruges i reagensglasforsøgene. Men selv om forsøgsormene stammer fra grise, er det meningen, at resultaterne først og fremmest skal komme de økologiske drøvtyggere til gode, og det er planen, at der allerede i år bliver lavet forsøg med får på Københavns Universitet.
I forhold til forsøg med ekstrakter af hele rødkløverplanter, viste det sig, at effekten var fem til seks gange så stor med rødkløverpulpen, så det var jo meget overraskende
— Stig Milan Thamsborg, professor, Københavns Universitet
”Vi inficerer fårene med indvoldsorm, og så behandler vi dem med rødkløverpulp i wrap som naturligt ensileres, inden fårene fodres med den. Og når dyrerene alligevel skal slagtes til efteråret, kan vi måle effekten,” siger Stig Milan Thamsborg.
På Københavns Universitet har han gennem en årrække forsket i, hvordan en række andre planter som cikorie og esparsette har haft en vis gavnlig effekt i en naturlig bekæmpelse af indvoldsorm.
Forsøg ved et tilfælde
Den forskning havde lektor Mette Lübeck fra Aalborg Universitet tilfældigvis hørt om, og derfor kontaktede hun Stig Milan Thamsborg, da universitetet lavede ekstraktion af planternes bioaktive stoffer fra alle faser i processen med at raffinere græsprotein. Græsproteinet fra kløvergræs og de enkelte plantearter, rødkløver, hvidkløver og rajgræs, fremstillede de selv i laboratorieskala på Aalborg Universitet.

”Vi lavede ekstrakter af hele planten, af saften og altså også af reststoffet, pulpen. Jeg havde egentlig forventet, at ekstraktet fra saften havde størst effekt, men da ekstrakterne blev testet på indvoldsorm på Københavns Universitet, viste det sig, at den største effekt kom fra græspulpen. Det viste sig også, at langt den største effekt kom af den ekstrakt, vi lavede fra pulpen af ren rødkløver,” forklarer Mette Lübeck, der er lektor på Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet.
”I forhold til forsøg med ekstrakter af hele rødkløverplanter, viste det sig, at effekten var fem til seks gange så stor med rødkløverpulpen, så det var jo meget overraskende,” siger Stig Milan Thamsborg.
Test på mus
Foreløbigt er der altså kun lavet laboratorieforsøg i reagensglas. Næste skridt er nu at lave forsøg med ekstrakt fra rødkløverpulpen på mus, før det altså er meningen at lave forsøg med at blande selve rødkløverpulpen i fårefoder.
”Det er vores forhåbning, at vi med de nye forsøg kan finde frem til en foderblanding med pulpen fra det raffinerede græs, og på den måde udvikle en ny metode, der kan hjælpe især økologerne til at bekæmpe indvoldsorm på en naturlig måde, så vi kan nedsætte brugen af medicinen i ormekur og måske endda helt undgå det,” siger Stig Milan Thamsborg.
Bliver resultaterne fra fåreforsøgene på Københavns Universitet senere på året en succes, skal der måske allerede i 2026 laves forsøg med at blande rødkløverpulp i foderet hos en rigtig økologisk fårebesætning, og med tiden også hos kvægbesætninger.

Flere artikler fra samme sektion
Fødevarestyrelsen råder husdyravlere til at overveje vaccination mod bluetongue, før det er for sent
Data fra Fødevarestyrelsen tyder på, at langt flere besætninger blev smittet med den alvorlige husdyrsygdom i 2024, og til foråret vender bluetonguevirus tilbage, vurderer myndighederne. Derfor bør landmænd overveje at vaccinere deres dyr nu, inden det bliver for sent, lyder opfordringen.
Forskere ser tegn på, at mikroplast hæmmer landbrugets udbytter ved at svække planters fotosyntese
Mikroplast kan optages gennem planters rødder, og et nyt studie konkluderer, at det hæmmer planters fotosyntese. Det medvirker til lavere udbytter og kan øge antallet af mennesker, der sulter, med flere hundrede millioner, advarer forskere.
Slagtegrise og pil er en god kombination for dyr og miljø
NYT FRA ICROFS: Et nyt sommerkoncept med økologiske slagtegrise på stald og adgang til mark viser, at pil fungerer som et robust afgrødedække, der både optager næringsstoffer og kan tåle grisenes adfærd.