Pas på dyrene i varmen

FAGLIGT TALT: Ligesom varmen påvirker os mennesker, så har dyrene det også svært i varmen. Det kræver ekstra væske, når kroppen skal skille sig af med den overskydende varme.

13. august 2020
Læsetid: 1 minutter
Køer står imellem træer
Vand og skygge hjælper køerne i sommervarmen. Foto: Mads Helms

Af: Hans Lund, kvægrådgiver hos ØkologiRådgivning Danmark

Malkekøer kan under varme og tørre forhold drikke op til 200 liter vand om dagen. Det stiller store krav til vandkarrene, både i stald og mark. Tjek om der altid er frisk vand til rådighed til alle dyr. 

Af hensyn til dyrene kan det være rigtig godt at vende om på dag og nat, således at de er på stald om dagen, hvor der er allervarmest, og på græs om natten. 

Mange stalde er koldere end at være ude i solen midt på dagen. Det vil ligeledes øge græsoptagelsen at afgræsse aften og tidlig morgen i forhold til, at de går ude i den varme sol midt på dagen.

Skygge er næsten lige så vigtigt som vand. Har du ikke mulighed for at vende om på dag og nat, så sørg for at køerne i den varmeste tid har marker med god skygge.