Laserstråler og kunstig intelligens effektiviserer økologien – og minimerer sæsonarbejde
Hos den økologiske grøntsagsproducent DanRoots har man investeret i den avancerede ukrudtsbekæmper Laser Weeder, der kan reducere antallet af sæsonarbejder fra omkring 160 til 30. Manuelt arbejde bliver afløst af kunstig intelligens og laserstråler, der dræber ukrudt.
På en gigantisk mark ved Bjerringbro spirer gulerødder frem i 10 centimeters brede rækker.
Men midt mellem dem går en lillebitte ukrudtsplante pludselig op i røg.
Den er blevet skudt med en laserstråle, og en lugt af brændt græs breder sig med vinden over marken.
”I stedet for bare at skyde et blad af et stykke ukrudt, så rammer den helt ind i hjerteskuddet,” siger Peter Vestergaard, mens han bukker sig ned, og finder et stykke forkullet ukrudt, der er blevet ramt af et præcisionsskud fra den nye Laser Weeder hos gartneriet DanRoots.
Mens maskinen majestætisk glider gennem landskabet med 1,5 kilometer i timen, kan den skyde gennem ukrudt på to til tre millimeters størrelse.
”Her kan man se en, der er forkullet helt ind i hjerteskuddet.”
Futuristisk slagmark
Under maskinen ligner gulerodsrækkerne en futuristisk slagmark med glimt og små røgsøjler fra hver gang et stykke ukrudt bliver ramt med ekstremt høj præcision.
”Den er rimelig fokuseret og skyder kun ind under maskinens skærme. Så der er ikke noget at være bange for,” forsikrer han med et smil.
Gartneriets Laser Weeder er monteret efter en splinterny traktor og i førerhuset, der nærmest ligner et cockpit, bliver slaget mod ukrudtet styret af maskinfører Lukas Villadsen, der kører den i 12 timer i træk på et toholdsskift. Maskinen skal køre 24 timer i døgnet.
Lukas Villadsen demonstrerer dataindsamlingen på de forskellige skærme, der overvåger processen. Bl.a. en grafisk skærm, der viser ukrudtet som røde prikker, før de bliver dræbt af laser. Man kan også følge en livestrøm af de videobilleder, som via kunstig intelligens og en slags ansigtsgenkendelse viser maskinen, hvilke planter der skal skydes.
Når man har 160 sæsonarbejder boende, er der bare altid noget med madlavning, beboelse og sådan nogle ting. Så jeg tror på, at vi får en mere rolig sommer
— Peter Vestergaard, medejer af DanRoots
Løbende laves der præcis statistik.
”Her kan vi se, hvor meget vi har taget i dag: Vi har skudt 3,9 millioner stykker ukrudt. Og vi kan også se, hvor effektive vi er, og den viser lige nu 99 pct. Vi har foreløbig taget 3,49 hektar i dag på 11 timer,” forklarer han begejstret.
Håndlugning reduceres
Tidligere blev markerne håndluget af sæsonarbejdere. Og det er først og fremmest det manuelle lugearbejde, DanRoots vil skære drastisk ned på med den nye investering. Gartneriet har budgetteret med, at maskinen allerede i 2026 kan reducere antallet af mandetimer ned med to tredjedele.
”Vi har haft omkring 160 sæsonmedarbejdere de år, vi har været flest. Det er jo folk, vi skal have til at bo, og der er bl.a. meget logistik til og fra markerne, som er noget af en opgave at få til at gå op. Derfor bliver det en kæmpe hjælp at skrue lidt ned for det, og måske komme ned på 25 eller 30 personer i stedet for,” forklarer Peter Vestergaard.
Han forventer, at der efter Laser Weederens udrensning stadig vil være lidt manuelt lugearbejde tilbage, som altså kan klares af 25 til 30 mand. Men der bliver altså brug for cirka 130 færre sæsonarbejdere, der typisk kommer fra udlandet.
Allerede i starten af maj er maskinen nået mod slutningen af den vanskeligste ukrudtsbekæmpelse, og det ser ud til at budgettet holder.
Livsstilsændring
Det betyder, at investeringen nærmest bliver livsstilsændrende for Peter Vestergaard og hans kolleger i gartneriet. Hos dem har logistikken omkring sæsonarbejderne fyldt rigtig meget – også fordi markerne ligger i en radius på op til 100 kilometer fra gartneriet.
”At have så mange mennesker boende på vores virksomhed i forskellige lejemål kræver noget 24 timer i døgnet. Det gør det her også, men vi har et rigtig godt team af dedikerede medarbejdere, der er meget selvkørende og hjælper hinanden med det her. Når man har 160 sæsonarbejder boende, er der bare altid noget med madlavning, beboelse og sådan nogle ting. Så jeg tror på, at vi får en mere rolig sommer,” siger Peter Vestergaard.
DanRoots producerer primært gulerødder, og har produceret økologiske gulerødder siden 1995. Gartneriet dyrker omkring 2.700 ha, hvor gulerødder og andre grøntsager udgør 600 til 700 ha i sædskiftet. Der dyrkes bl.a. også økologiske kartofler, pastinak, persillerod og rødbeder.
Peter Vestergaard er medejer og 4. generation i virksomheden, der altså nu har taget et revolutionerende skridt ind i den økologiske ukrudtsbekæmpelse.
En investering ”på den anden side af 10 mio. kroner,” som han formulerer det.
Nye afgrøder og udlandsture
I løbet af 2026 bliver teknologiens kapacitet testet, og med tiden kan det måske vise sig, at gartneriet kan dyrke helt nye økologiske afgrøder, som kræver grundig ukrudtsbekæmpelse. Det handler om at udnytte maskinen maksimalt, og derfor overvejer Peter Vestergaard også at sende den til Sydeuropa om vinteren, så den kan køre der, til det bliver forår i Danmark.
”Vi har kontakter i hele Europa, så det er bestemt muligt. Nu har vi lavet en sikker plan for i år, hvor den skal nå vores egne arealer. Så må vi se, hvad der er af muligheder fremadrettet. Men kunne den udnyttes nogle flere måneder om året, ville det jo være en win-win for alle,” siger han.
Måske kan den køre i Sydspanien fra januar til marts. Men når foråret nærmer sig, skal den køre på danske marker så tidligt som muligt – det er her maskinen for alvor kan komme på forkant med ukrudtet.
Skydes mens de er små
Jo før spirerne skydes ned, jo bedre. Første overkørsel er den vigtigste.
”Når de står med helt små kimblade, skal vi afsted. Der er slet ingen tvivl om, at kapaciteten er langt højere i småt ukrudt, end når det bliver større. Det er måske sidste overkørsel vi kører her, og så er der måske 10 pct. tilbage, som vi skal ud og håndlue,” forklarer han, mens maskinen glider langsomt væk i baggrunden - fulgt af små puf af ukrudtets røgsøjler.
Fra traktorsædet klarer maskinfører Lukas Villadsen altså rigtig, rigtig mange menneskers arbejde – omgivet af musik, aircondition og en masse avanceret teknologi. Her befinder han sig godt med at være på forkant med udviklingen.
”Det er et spændende arbejde, fordi den kan så mange ting, man ikke rigtig har set før. Den kan tage ukrudt helt ned til en fingernegl og kende forskel på gulerødder og ukrudt, selvom de ligner hinanden rigtig meget,” siger han, da der pludselig lyder en alarm.
”Det er ingenting. Det er bare noget, den siger,” forsikrer han med et smil om den Laser Weeder, han stadig er ved at lære at kende.
”Det er jo mange penge, man ligger og kører rundt med, så man har jo også et ansvar. Og spændende med alt det, den kan udrette, uden at man egentlig skal gøre så meget.”
Bag maskinen kigger Peter Vestergaard med – for ham er maskinen den helt rigtige løsning.
”Det er bare en god følelse med sådan en gulerodsmark, der er relativt ren og også radrenset. Den står knivskarp, og det gør bare, at man bliver fagligt stolt på en eller anden måde,” siger han.
Konventionelt luges måske også med laser
DanRoots har også en konventionel produktion af grøntsager, men nu har Peter Vestergaard en forventning om, at den effektive Laser Weeder med tiden vil afløse noget af kemien – og også i de marker skyde ukrudt ned.
”Der er ingen tvivl om, at de herbicider, vi har tilbage til at bekæmpe ukrudt med i det konventionelle, sætter afgrøden rigtig meget. Alle de gode ting vi har lært af økologien, er jo redskaber, vi også bruger i det konventionelle i dag. Så jeg vil ikke afvise, at vores Laser Weeder også kommer til at køre i det konventionelle.”
Artiklen er skrevet i projektet ’Robust økologisk planteavl – fra inspiration til implementering’ med støtte fra Planteafgiftsfonden.