Annonce
Annonce
Halm er en oplagt ressource for biogasproduktionen, men der er fortsat en række udfordringer, som skal løses ifølge Kurt Hjort-Gregersen, seniorspecialist i Teknologisk Institut. Foto: Seges Innovation
Halm kan øge produktionen af dansk biogas
Potentialet er i høj grad til stede, men metoder og teknologier skal videreudvikles for, at Danmark for alvor kan realisere potentialet i at høste energi ud af halm.
En ny rapport udarbejdet for Energistyrelsen viser, at det haster med at få gjort det effektivt og rentabelt at udvinde mere biogas fra landbrugets restprodukter såsom halm.
Det skriver Seges Innovation i en pressemeddelelse.
Ifølge Energistyrelsens klimafremskrivning skal naturgas være udfaset senest i 2034 og erstattet af 100 pct. grøn gas. Den udvikling kræver intensiv udvikling i biogasbranchen, også for at sikre en bæredygtig løsning for de landmænd, der leverer biomassen.
”Der findes fortsat uudnyttede ressourcer i landbruget i form af bl.a. gylle, dybstrøelse, halm og andre planterester. Men der er behov for, at der sker en markant teknologisk udvikling, hvis halmen skal udnyttes til biogasproduktion i stor stil. Det ser jeg som en bunden opgave, hvis landbruget skal nå sine ambitiøse klimamålsætninger, samtidig med at vi får udfaset naturgas og dermed bliver selvforsynende med grøn energi,” konstaterer Lars Villadsgaard Toft, der er bioøkonomichef i Seges Innovation.
Halmen kan udnyttes bedre
Særligt halm udgør et uudnyttet potentiale for fremtidens biogasproduktion ifølge Kurt Hjort-Gregersen, seniorspecialist i Teknologisk Institut, der er medforfatter til Energistyrelsens rapport.
”Halm er en stor og oplagt ressource for fremtidens biogasproduktion. Men der er fortsat en række udfordringer, som vi skal have løst i forhold til håndtering, gasudbytte og næringsstofudnyttelsen i den afgassede gylle,” siger han.
En af måderne at øge biogasproduktionen på kan være med en mere effektiv forbehandling af halmen, som sikrer en bedre omsætning, der både øger gasudbyttet og samtidig gør den afgassede biomasse til et bedre gødningsprodukt. At ensilere halmen har foreløbig givet gode resultater.
”Ensilering af halm har et betydeligt potentiale som biologisk forbehandling af halm til biogasproduktion, da ensileringen kan give et lidt højere metan-potentiale, gøre halmen mindre vandskyende samt reducere tabet af energi ved lagring af våd halm,” fortæller Søren Ugilt Larsen, seniorspecialist i Teknologisk Institut.
Flere artikler fra samme sektion
Skovforskning skal gøre grise mere bæredygtige
Aarhus Universitets forsøg ved Holstebro skal give økologiske griseproducenter et bud på, hvordan indretningen af grisenes folde kan begrænse kvælstofudledningen, så de bedre kan sikre kunderne mere bæredygtigt svinekød.
Tørken i 2018 og regnen i 2024 var kun en forsmag på, hvad danske landmænd har i vente, viser nye klimatal
DMI's nye Klimaatlas beregner, at havniveauet omkring Danmark vil være 42 cm højere i slutningen af dette århundrede. Danske landmænd kommer i dén grad til at kæmpe med både meget våde og meget tørre perioder fremover, vurderer eksperter.
Rådgiver: Skovlandbrug kan være landbrugets columbusæg
Både forskere og landets største skovlandbruger er enige om at konceptet skovlandbrug kan være et vigtigt redskab til at løse nogle af landbrugets klima- og miljømæssige udfordringer. At dømme efter fremmødet til ’Skovlandbrugsdag 2024’ er interessen for fænomenet stort. Direktøren for ØkologiRådgivning Danmark kalder skovlandbrug for et columbus-æg.