Fødevarestyrelsen fremhæver gode resultater med vaccine mod fugleinfluenza i Frankrig
Styrelsen kan tillade brugen af en vaccine til de økologiske høns, hvis Danmark har en vaccinationsstrategi jf. EU-reglerne på området, skriver den til Økologiske Nu. ”Kom nu i gang med at lave strategien,” mener forpersonen for Æg- og Fjerkræudvalget.

De danske økologiske høns er først for nylig sluppet ud af stalden, men deres møde med følelsen af frihed har en stakket frist.
De seneste fem år har risikoen for smitte fra fugleinfluenza igen og igen tvunget dem indendørs sidst på efteråret.
Og der er ikke noget, der tyder på, at det bliver anderledes i år.
”Det forventes, at trusselsniveauet vil forblive middel hen over sommeren, men truslen er ikke forsvundet. Smitte med HPAI florerer hele året blandt vilde fugle. Der bør derfor fortsat være et stort fokus på at fastholde et højt niveau af smittebeskyttelse, og alle fugleejere og fjerkrævirksomheder skal være opmærksomme på risiko for introduktion af HPAI udefra,” oplyser Fødevarestyrelsen i en mail til Økologisk Nu.
Frankrigs vaccinationsprogram i andebesætninger har vist sig at være et meget effektivt redskab til at bremse HPAI smitte i Frankrig.
— Fødevarestyrelsen
I maj 2023 godkendte Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) den første vaccine mod højpatogen aviær influenza (Innovax ND H5). Effekten af vacciner kan variere mellem de forskellige fjerkræarter, men indtil videre har vaccinen været et effektivt redskab for de franske producenter.
”Frankrigs vaccinationsprogram i andebesætninger har vist sig at være et meget effektivt redskab til at bremse HPAI smitte i Frankrig,” skriver styrelsen, som samtidig gør opmærksom på, at den følger udviklingen for brugen af vaccine andre steder i Europa, hvor forsøgene er i gang:
”Da det er relativt nyt, at lande udarbejder vaccinationsstrategier mod smitte med HPAI, er det på nuværende tidspunkt sparsomt med information om vacciners effektivitet specifikt til brug hos økologiske høns. Italien, Frankrig og Nederlandene har som de første EU-lande fokuseret på vaccination af én sektor i fjerkræerhvervet (enten ænder, æglæggere eller kalkuner) i det pågældende land.”

Andre lande har altså en vaccinationsstrategi, og på baggrund af gode resultater fra andre EU-lande opfordrer forpersonen for Økologisk Landsforenings æg- og fjerkræudvalg styrelsen til hurtigst muligt skal få lavet en godkendt dansk vaccinationsstrategi.
”Så længe vi er afventende, er der fortsat et syvcifret antal økologiske dyr, der år efter år bliver spærret inde med store konsekvenser til følge - først og fremmest for dyrene, men også økologien og de økologiske hønseavlere. Så kom nu i gang med at lave strategien,” siger Lars Bredahl og tilføjer:
”De kunne eventuelt først vaccinere kalkunerne, der er meget følsomme over for smitten.”
I en række tilfælde har det netop været udbrud i konventionelle kalkunbesætninger, der har været med til at sende de økologiske høns indendørs. Kunne man trække denne lille gruppe af fjerkræ ud af ligningen, ville det måske forhindre at hønsene blev lukket inde – eller forkorte perioden.
Lars Bredahl erkender, at selv om der hurtigt laves en vaccinationsstrategi, vil der formentlig gå flere år, før de økologiske høns kan se frem til at leve deres liv i udendørs hønsegårde.
Men indtil truslen fra fugleinfluenzaen blandt de økologiske høns bliver stærk reduceret eller helt forsvinder – måske med hjælp fra vaccinen - kæmper avlerne videre med at udvikle nye metoder, der kan holde de vilde fugle på afstand af hønsegården.
Vaccination mod HPAI kan derfor ikke erstatte god smittebeskyttelse, men skal anvendes som et eventuel yderligere tiltag for at hindre smitte med HPAI til fjerkræ.
— Fødevarestyrelsen
Blandt foreslåede metoder til at skræmme vilde fugle på afstand af hønsene, er der bl.a. mågenet, laserstråler og droner.
”Fødevarestyrelsen forstår godt, at vi som økologer står med et helt særligt problem, som har store konsekvenser, og vi har også en god dialog med om at finde løsninger og afprøve nye metoder til at holde de vilde fugle på afstand. Det er også ad den vej, vi har fået godkendt mågenet som et middel,” siger Lars Bredahl.
Ikke mange værktøjer at tage i brug
Men indtil videre er det kun indelukning eller overdækning af hønsegården, der er blevet godkendt i kampen mod smitten.
”Der er på nuværende tidspunkt ikke andre værktøjer eller tiltag, som på en tilstrækkelig videnskabelig baggrund har vist sig at være særligt effektivt i forbindelse med at beskytte fugle og fjerkræ mod kontakt med vilde fugle, og som dermed kan erstatte kravet om overdækning,” skriver Fødevarestyrelsen.
Men det højeste ønske fra Lars Bredahl til Styrelsen er helt klart en snarlig dansk vaccinestrategi, der kan bane vejen for at få hønsene permanent ud i hønsegårdene:
”Kom nu i gang med det.”
I mailen påpeger Fødevarestyrelsen, at det vigtigste værn mod smitte med fugleinfluenza fortsat er god smittebeskyttelse, hvor man bedst muligt hindrer, at smitten fra de vilde fugle bringes i kontakt med fjerkræ og andre tamfugle.
”Vaccination mod HPAI kan derfor ikke erstatte god smittebeskyttelse, men skal anvendes som et eventuel yderligere tiltag for at hindre smitte med HPAI til fjerkræ,” skriver styrelsen.