Farmdroid sætter USA-satsning på pause og fokuserer på Europa

Den danske landbrugsrobot Farmdroid blev udviklet med økologisk landbrug som udgangspunkt. Efter en satsning på USA retter virksomheden igen fokus mod de europæiske markeder, hvor behovet for mekanisk ukrudtsbekæmpelse er større, fordi flere og flere sprøjtegifte her bliver udfaset.

11. august 2026
Læsetid: 2 minutter
Farmdroid under demonstration på Økomarkdag
Farmdroid er oprindeligt udviklet til økologien. Her ses den seneste model under en demonstration på økomarkdag i juni. Foto: Uffe Bregendahl

Med støtte fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond, EIFO, forsøgte Farmdroid at etablere sig på det amerikanske marked. Satsningen er nu sat på pause.

»Vi har parkeret det, for det gav ikke mening med det produkt, vi har,« siger medejer og adm. direktør Kristian Warming til AgriWatch.

Flere sprøjtemidler i USA

Ifølge Warming er en væsentlig årsag, at det amerikanske landbrug har en mindre økologisk sektor, mens konventionelle landmænd har adgang til et bredere udvalg af sprøjtemidler end i Europa.

De må bruge langt mere kemi end i Europa. Forretningsgrundlaget for mekanisk ukrudtsbekæmpelse er derfor markant anderledes end i Europa lige nu

— Kristian Warming, direktør, Farmdroid

”De må bruge langt mere kemi end i Europa. Forretningsgrundlaget for mekanisk ukrudtsbekæmpelse er derfor markant anderledes end i Europa lige nu,” siger Kristian Warming

FarmDroid udvikler solcelledrevne markrobotter til blandt andet såning og mekanisk ukrudtsbekæmpelse. Selskabets primære kunder er økologiske landmænd, men robotterne bruges også i konventionelt landbrug, hvor udvalget af godkendte sprøjtemidler bliver mindre og mindre.

Virksomheden har samtidig udviklet en version med spotsprøjtning, hvor robotten kan målrette sprøjtemidlet mod det enkelte ukrudt. Ifølge FarmDroid kan teknologien reducere forbruget af sprøjtemidler med op til 94 procent.

Dermed bygger teknologien videre på robotternes oprindelige funktion i økologisk landbrug: At bekæmpe ukrudt mekanisk.

I det konventionelle landbrug kan samme præcision i stedet bruges til at begrænse den mængde sprøjtemiddel, der anvendes.

FarmDroid har solgt lidt over 550 robotter i Europa. Omkring 50 kører i Danmark, mens omkring 200 opererer i Tyskland.

Efter den amerikanske satsning er sat på pause, vil virksomheden ifølge Kristian Warming i stedet investere i sine europæiske nøglemarkeder.