Få bedre styr på økonomien ved produktion af konsumafgrøder
Icoel har udviklet nyt værktøj, som skal hjælpe økologerne med at beregne meromkostninger ved at producere konsumafgrøder.

Dyrkning af afgrøder – særligt bælgsæd – til konsum vinder frem i disse år, og nu bliver det nemmere at gennemskue, om det bliver en god forretning. Du kan langt hen ad vejen trække på erfaringer med dyrkning af samme eller lignende arter til foder, men når du dyrker til konsum kan være en række forskelle, som betyder en del for økonomien i produktionen, samt særlige krav til glutenfri produktion.
Innovationscenter for Økologisk Landbrug (Icoel) har udviklet et værktøj, som hjælper dig til at estimere de opgaver, der kan være knyttet til produktionen af afgrøder til konsum, og som også kan hjælpe med at beregne den pris, som du skal have for at gøre konsumafgrøderne til en bæredygtig forretning.
Værktøjet indeholder også mulighed for at lave en følsomhedsanalyse på udbytte og areal, samt en investeringsberegner, hvis du ønsker at investere i f.eks. udstyr til sortering, skriver innovationscenteret i en omtale af det nye værktøj.
Specialkonsulent Lars Egelund Olsen fra Icoel forklarer, at det nye værktøj især er tænkt som en hjælp til nye producenter af konsumafgrøder, som ikke er vant til at tage højde for de merudgifter, der ofte kan knytte sig til produktionen af fødevarer.
”Det er ikke, fordi vi på nogen måde vil tale konsumproduktionen ned. Derimod vil vi gerne sikre os, at landmanden ved, hvad han går ind til, når han skriver kontrakt om konsumafgrøder. På den måde kan vi foregribe, at landmanden bliver skuffet, fordi han ikke har kalkuleret med risikoen for en større frasortering eller øgede udgifter til sortering og lagring, så han ikke opnår den bundlinje, han havde forventet,” siger Lars Egelund Olsen.
Samtidig peger han på, at det nye redskab er en påmindelse om de ekstra foranstaltninger, der er ved produktion til konsum, således at både sælger (landmanden) og køber sikrer sig, at de ekstra krav er overholdt, og at et parti bælgfrugter ikke ”pludselig” skal nedklassificeres til foder.
Sådan anvender du værktøjet
Værktøjet giver mulighed for at specificere de opgaver, der skal løses ved dyrkning af konsumafgrøder fra etablering til lagring og tørring, og som adskiller sig fra dyrkning af samme art til foder.
Ved dyrkning af afgrøder til konsum kan der ligge en række arbejdsopgaver omkring rengøring og håndtering, som bør indregnes ved vurdering af afgrødens potentiale. Der kan eventuelt også være behov for ekstra skadedyrssikring, skårlægning af afgrøden og ekstra skånsomhed ved håndtering.
Værktøjet rummer også en investeringsberegning ved køb af udstyr. Den er tilpasset, så det er nemt at vurdere økonomiske investeringer i udstyr som f.eks. sorteringsmaskiner til rens af bælgsæd til konsum. Her er felter til indtastning af forventet kapacitet, værditab, levetid, vedligehold, energiforbrug og lignende omkostninger.
Værktøjet er udviklet af Innovationscenter for Økologisk Landbrug i samarbejde med Seges Innovation og med støtte fra Fonden for Økologisk Landbrug og EU Next Generation.
Læs mere om det nye værktøj her