Der kan være penge i at dyrke broccoli under solceller

Landmænd kan forene dyrkningen af bestemte afgrøder og produktion af solenergi og dermed øge indtjeningen, viser et nyt forsøg.

02. november 2022
Læsetid: 2 minutter
Solcellepark
Afgrøder som broccoli kan godt dyrkes under solceller, og selvom det koster lidt på udbyttet, bliver det opvejet af den ekstra indtægt fra produktionen af solenergi. Foto: Colourbox

Solceller på landbrugsjord er ikke ensbetydende med, at man skal opgive at dyrke fødevarer på de samme arealer.

Et nyt forsøg viser nemlig, at det ligefrem kan være en økonomisk fordel for landmanden at dyrke broccoli i kombination med solenergi.

Udbytterne på marken med solceller var godt nok 20 pct. lavere end udbyttet på kontrolmarken uden cellerne, men indtjeningen fra den producerede solenergi var over 10 gange højere end indtjeningen på broccoli, hvilket mere end opvejer den økonomiske omkostning ved et lavere udbytte.

Skyggen fra solpanelerne mindsker samtidig fordampningen af vand fra jorden og sørger dermed for at give broccoliene den dybe mørkegrønne farve, som supermarkederne og forbrugerne efterspørger, uden der er et signifikant tab af næringsstoffer.

Sådan gjorde de

I forsøget dyrkede forskerne to marker med broccoli; den ene blev dyrket traditionelt, mens forskerne på den anden konstruerede såkaldte bi-facielle solceller, der kan opfange sol både på for- og bagsiden, i en højde på 3,3 meter og en hældning på 30 grader. Bi-facielle solceller giver 6-20 pct. mere energi end traditionelle solceller, og under forsøget producerede de i gennemsnit 127 kWh om dagen.

Grundet panelernes hældning fik afgrøderne under dem stadig en del sol i løbet af dagen, om end det er mindre end ved almindelig dyrkning. Det er derfor heller ikke alle planter, der kan dyrkes lige så godt under de samme forhold, da deres evne til at udnytte lyset varierer. Mens kål og broccoli bedre tolererer skygge, har eksempelvis tomat, agurk og aubergine brug for meget lys til at vokse.

Jordan Macknick, der er analytiker ved National Renewable Laboratory i Colorado, USA, og arbejder med solenergi i kombination med landbrug anser studiet som et godt case-studie. Til mediet Inside Climate News påpeger han dog, at resultaterne indtil videre er begrænset til én afgrøde dyrket i en bestemt region, i dette tiltælde Sydkorea - til gengæld bør studiet give anledning til flere undersøgelser, så potentialet kan blive afdækket.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Agronomy.