Professor advarer: Dansk landbrug mister lokal forankring og løber løbsk

Antallet af små landbrug i Danmark er i frit fald.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik er antallet af landbrug på mellem fem og 20 ha faldet fra 15.816 i 2010 til blot 10.975 i 2024 – en nedgang på næsten 5.000 små bedrifter.

Samtidig vokser de allerstørste landbrug markant. I samme periode er antallet af de helt store bedrifter på over 400 ha mere end fordoblet – fra 642 til 1.394.

Dermed ejer 1.394 landmænd nu over en million ha af den danske landbrugsjord – ud af et samlet dyrket areal på 2,6 mio. ha.

Statistikken viser nemlig også, at landbrug over 400 ha samlet er gået fra 386.254 ha i 2010 til over en million ha i 2024 – nærmere bestemt 1.003.928 ha.

Den største koncentration af storlandbrug findes i Region Midtjylland hvor 303.226 ha er ejet af landbrug over 400 ha.

Tendensen er altså meget tydelig: Dansk landbrug bliver i stigende grad samlet på færre og større hænder.

Eller i virkeligheden i større og større selskaber.

Professor Egon Noe har fulgt udviklingen i årtier, og han er i dag leder af Center for Landdistriktsforskning. Ifølge ham er udviklingen nu nået til et punkt, hvor vi nærmer os grænsen for, hvor få enheder vi kan koncentrere landbruget på. Ganske enkelt fordi det ikke længere er muligt at lave generationsskifte på så store bedrifter.

”De får en helt anden karakter. Det er jo logisk. Du får den her cyklus – den udvikling – der tit starter med en familiebedrift og som udvikler sig og akkumulerer mere og mere jord og bliver større og større. Og den kan jo ikke reproduceres i den form. Det ender i selskaber,” forklarer han.

Familielandbrug bliver selskaber

Tal fra Danmarks Statistik viser også en nærmest eksplosiv vækst i det landbrugsareal, der overgår fra private hænder til selskaber.

Over fem år – fra 2020 til 2024 - er landbrugsarealet ejet af selskaber femdoblet: Fra 66.377 ha i 2020 til 327.514 ha i 2024. Tallene gælder kun for selskaber – fonde og interessantselskaber er ikke medregnet.

Kapital flyttes væk fra de lokale

Når landbrug, der ofte er startet som familiedrevne bedrifter, samles i stadig større selskaber, mister de deres forankring i lokalbefolkningen, og det har store konsekvenser for landdistrikterne, siger Egon Noe.

”Set fra et landdistriktsperspektiv er den største udfordring sådan set, at den kapital som bliver forrentet og selve ejerskabet af landdistrikterne, ikke længere kommer befolkningen i landdistrikterne til gode. Den ryger et andet sted hen,” siger han.

”Når man regner på, hvor meget arbejdskraft og indtjening landbruget reelt bidrager med i forhold til det areal, det fylder – og de gener, det skaber – er bidraget lokalt forbavsende lille. Mange steder bor landmændene ikke engang længere i det sogn eller det område, hvor de driver jorden,” siger han.

Det efterlader de lokale i et belastet landskab under voldsom forandring.

”I de store bedrifter er rationalet nærmest knyttet til amerikanske forbilleder: Kæmpemarker med monokulturer, som er med til at forarme biodiversitet, landskab og ikke mindst adgangen til landskabet. Det er jo lidt paradoksalt, at vi i en tid hvor vi snakker om biodiversitetskriser og alt muligt andet, bare lader landbruget, der bidrager mindre og mindre til samfundsøkonomien, buldre derudad med den hastighed,” siger han.

Fortællingen fortoner sig

Med en udvikling på vej væk fra det personlige og familieejede landbrug, mener han, at landbruget er ved at miste grebet i den fortælling, der er afgørende for landmændene i landdistrikterne og i vores nationale bevidsthed.

I den fortælling er landbruget er en vigtig del af landdistrikterne befolkningsmæssigt, arbejdsmæssigt og indkomstmæssigt.

Men det mener han altså ikke længere der holder.

”Efter min allerbedste overbevisning – baseret på analyser – er det længe siden, at landbruget har været et vigtig omdrejningspunkt landdistrikterne. I forhold til det øvrige liv har de fået en mere og mere destruktiv betydning i forhold til, hvad de gør ved natur og ved kvaliteten i landdistrikterne – f.eks. når man ser på trafik, lugt og miljøbelastning. De kæmpestore bedrifter er jo voldsomme i deres aftryk,” vurderer han.

”Der er stadigvæk en forankring for at tænke på den flittige landmand, der passer sine køer, og en landbrugsfamilie, der skal leve af det. Selvfølgelig findes det stadigvæk, men det har mindre og mindre sammenhæng med den virkelighed, vi ser derude,” siger Egon Noe.

Dansk landbrug kan opkøbes af Kina

Han mener, at med udviklingen på vej væk fra mindre landbrug og selvejere til selskaber, ryger ansvarsfølelsen i forhold til det omgivende lokalsamfund.

”Det kommer til at handle om kapital. Der er ikke - som i det gamle Venstre - en pligt og ret i forhold til, hvordan man skal opføre sig. Det er forsvundet nu, for den eneste forpligtelse en pengetank har, er at lave penge,” siger Egon Noe.

”På den måde penge cirkulerer i verden, er man nødt til at sætte begrænsninger på størrelserne. I yderste konsekvens kan en rig kineser, en rig amerikaner eller en stor pengetank jo opkøbe det danske landbrugsland. Det er no problem for dem. Så det er et marked, vi skal regulere,” mener Egon Noe.

”Den akkumulering der sker, er selvforstærkende. Bedrifterne bliver så store, at de kan opkøbe mindre ejendomme bare på kassekreditten, og så er de alligevel too big to fail for bankerne. Så på et eller andet tidspunkt skal man jo alligevel at gøre et eller andet. Det er jo ikke selvregulerende på nogen måde, det her. Det er jo selvforstærkende,” vurderer han.

Generationsskifter nærmest umulige

Han påpeger at kreditfinansieringssystemet historisk set netop blev oprettet, fordi den finansielle sektor i 1800-tallet ikke ville låne penge til små landbrug og selvejerbonden. Med liberaliseringen af landbruget er kreditforeningerne ophørt med at fungere som sådan.

Det er nærmest umuligt for mindre landbrug at optage lån, mener han.

”Hvis vi ikke gør noget, så er det jo ikke svært at se, hvor vi ender. Selskaber og store landbrug kan jo ikke længere generationsskiftes i traditionel forstand. De får en helt anden karakter. Det siger tallene helt tydeligt. Hvor mange unge landmænd er der under 40? Det er jo en problematik, vi har set gennem mange år, og så pisser man i bukserne og lader strukturudviklingen løbe løbsk, fordi man har undermineret generationsskifteformen,” siger han.

Økologien også en del af udviklingen

Også inden for økologien bliver bedrifterne større og større.

”Frem for at være en alternativ stemme i den strukturudvikling, lader økologisk landbrug jo ikke ret meget tilbage. Man har tænkt, at vi bare skal følge med i konkurrencen på samme vilkår som konventionelt - og dermed blive en del af den samme udvikling. Bare lidt parallelforskudt,” mener han.

Danmark mest liberal i EU

Egon Noe efterlyser en mere åben diskussion om, hvad fremtidens landbrug kunne være, og mener, at det ikke bør være tabu at stille spørgsmål til den nuværende praksis.

Han påpeger, at ingen andre lande i Europa har den samme ultraliberale tilgang til den lovmæssige håndtering af landbruget. Det er ikke nødvendigvis en given ting, at udviklingen skal have frit spil, mener han.

”I EU er det meget forskellige måder at tænke landbrug på. Det kan gribes anderledes an, men vi har bare vænnet os til en lille, åben økonomi i Danmark, fordi vi historisk set har haft et landbrug med en meget vigtig rolle. Men ser man f.eks mod Sverige, spiller sikkerhedspolitik en langt større rolle, end hvad landbruget understøtter. Så kigger vi os rundt omkring, er der jo ingen naturlov der siger, at ting skal se ud lige præcis som det gør herhjemme,” siger han.