Dansk økolog kåret som Europas bedste

Hans Erik Jørgensen, økologiformand i Landbrug & Fødevarer, er kåret som Europas bedste mandlige økolog.

25. september 2026
Læsetid: 2 minutter
Hans Erik Jørgensen modtager prisen
Hans Erik Jørgensen luftede det store smil, da han sammen med hustruen Kirsten Rasmussen modtog prisen i Bruxelles. Foto: Landbrug & Fødevarer

Europas bedste mandlige økolog bor på Fyn. Det mener en jury bestående af medlemmer fra Europa-Parlamentet og Europarådet, der netop har kåret Hans Erik Jørgensen, økologisk landmand og formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer, som Best Organic Farmer 2026.

Prisen tildeles hvert år en landbruger (én kvinde og én mand), der har udviklet et nytænkende, bæredygtigt og inspirerende projekt.

Hans Erik Jørgensen driver Risbjerg Landbrug i Haarby sammen med sin kone Kirsten Rasmussen, og han er meget beæret over prisen, fortæller Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

”At vide, at der bliver lagt mærke til vores arbejde, er bare dejligt og en kæmpe anerkendelse. Det er et skulderklap, at der sidder indflydelsesrige mennesker i Bruxelles, der også ser værdien i vores indsatser for høj dyrevelfærd, vores fokus på jordens sundhed, det alsidige sædskifte og alle de andre ting, vi prøver at gøre os umage med i hverdagen på Risbjerg," siger Hans Erik Jørgensen.

Han fik overrakt prisen af IFOAMs præsident Dora Drexler ved prisoverrækkelsen EU Organic Awards Ceremony 2026, der er arrangeret af blandt andre EU-Kommissionen, Copa og Cogeca og IFOAM.

Flot og fortjent anerkendelse

Michael Kjerkegaard, formand for Økologisk Landsforening  ønsket Hans Erik Jørgensen tillykke med EU-prisen via et opslag på Facebook:

"Stort tillykke til Hans Erik Jørgensen – Europas bedste økologiske landmand! Det er en flot og fortjent anerkendelse af Hans Erik, Kirsten og hele holdet på Risbjerg," skriver Michael Kjerkegaard, som ser frem til at fortsætte samarbejdet for økologien arbejdet sammen med den fynske prisvinder

"Hans Erik og jeg repræsenterer hver vores organisation, vi har et godt samarbejde, og mange nye udfordringer kommer de kommende år, men jeg er sikker på samarbejdet nok skal bestå. En ting er sikkert: Når dansk økologi bliver hædret som noget af det bedste i Europa, skal det fejres," skriver Michael Kjerkegaard.