Biodiversiteten skal styrkes i landbrugets tre landskabstyper

På en stor, dyrket mark på Djursland skærer en lang bræmme af græs sig gennem det bakkede landskab. Bræmmen – en såkaldt en insektvold – er etableret på langs ad markens dyrkningsretning og tilsået med udvalgte græsarter, der kan forbedre biodiversiteten.

Insektvolden er anlagt efter anbefaling fra specialkonsulent Bent Rasmussen fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

For at blive klogere på hvad der konkret kan gøres for biodiversiteten i landbrugslandskabet, er vi med ham på markvandring på en økologisk bedrift øst for Randers, hvor der de seneste år er gennemført en række indsatser.

”Insektvolden er jo sådan set en meget simpel måde at gøre det på. Det handler om at pløje nogle furer sammen til en lav vold i cirka tre meters bredde og så den til med tuegræsser,” forklarer Bent Rasmussen, der rådgiver landmænd om, hvordan biodiversiteten kan styrkes i forskellige typer agerlandskaber – netop dér, hvor de driver deres landbrug.

Rugbrødet i landskabet

Tuegræsserne i insektvolden er et eksempel på det, Bent Rasmussen kalder et ’fast landskabselement’. Her kan humlebier etablere bo, og volden fungerer også som overvintringssted for løbebiller og andre insekter, der lever i marken om sommeren. Det er dyr, som udgør bunden af fødekæden for større arter, blandt andet sanglærker, viber og guldspurve – fugle, der i dag er i voldsom tilbagegang i det danske landbrugsland.

Bent Rasmussen beskriver insektvolden som en del af ”skelettet” i landskabet. Forklaringen falder, mens han står højt i terrænet med udsigt over store marker, små skovpartier og våde græsarealer med græssende køer.

Ny forskning viser, at omkring 15 pct. af landbrugslandskabet bør bestå af permanent græs og faste landskabselementer, hvis biodiversiteten skal forbedres markant. I dag er Danmark forpligtet til at opretholde otte pct. af arealet som permanent græs.

”Så hvis vi omsætter anbefalingen til ejendomsniveau, ønsker vi reelt omkring syv pct., der bør ligge som faste landskabselementer sammen med de otte pct. permanent græs,” siger Bent Rasmussen.

Tre landskabstyper

For at kunne målrette indsatsen i et meget varieret landbrugslandskab har Innovationscenter for Økologisk Landbrug udviklet en metode, der opdeler agerlandet i tre overordnede landskabstyper.

”Hvis vi skal beskrive det her landskab, er vi nødt til at opdele det i nogle bestemte arealtyper. Vi har permanente græsarealer, vi har store omdriftsmarker, og så har vi de faste landskabselementer, som typisk ligger som linjer og pletter i landskabet,” forklarer Bent Rasmussen.

De tre kategorier er altså: permanent græs, faste landskabselementer og omdriftsarealer.

Med den opdeling bliver det både lettere at rådgive om biodiversitet i meget forskellige landskaber og mere overskueligt for den enkelte landmand at få øje på sine muligheder.

Permanent græs

Et af indsatsområderne er de permanente græsarealer.

”Det bedste ved permanent græs er, som navnet siger, det permanente i det. Jo flere år det har ligget uforstyrret, jo større naturværdi er der i det,” siger Bent Rasmussen, mens vi går blandt græssende køer på et vådt engareal.

En mark får status som permanent græs, når den har ligget med græs i mere end fem år. Når dyr over længere tid får adgang til arealet, sættes der langsomt processer i gang, som giver plads til flere planter og dyr.

”Vi står på en forholdsvis ny permanent græsmark på meget næringsrig jord. Vegetationen er endnu ikke så spændende, men hvis den får lov at ligge i årtier og bliver græsset rigtigt, vil den udvikle sig med de rigtige blomster, planter og arter.”

For Bent Rasmussen handler ”de rigtige arter” om de planter, der naturligt hører hjemme i overdrev, enge, heder eller strandenge – afhængigt af landskabet.

”Jo flere af de arter, der indfinder sig, jo bedre er området naturmæssigt. Det er jo, fordi de enkelte plantearter har deres egne dyrearter knyttet til sig.”

Det vigtigste greb på permanente græsarealer er derfor at sikre en passende græsning.

”Først og fremmest skal den dominerende græsvegetation holdes nede, så der bliver plads til blomstrende urter. Det er dem, der har hele insektlivet koblet på sig.”

På tørre overdrev handler det især om at fjerne næringsstoffer gennem græsning. På våde enge kan biodiversiteten løftes ved at genskabe naturlige vandforhold.

”Hydrologien er vigtig. Kan man få rørlagte dræn op og skabe rindende vand og frit vandspejl, har det en enorm effekt,” siger Bent Rasmussen og peger på en genslynget bæk midt i græsmarken.

Her blev en tidligere rørlagt bæk for fire år siden lagt fri igen. I dag er der snegle på bunden og masser af insekter ved overfladen. Og da vi nærmer os et område ved bækken med et større oversvømmet område, letter en flok ænder.

”Et åbent vandspejl er noget af det bedste, man kan lave. Når man skaber noget helt andet end før, kommer arterne hurtigt.”

Faste landskabselementer

Faste landskabselementer er de biotoper i landbrugslandet, der ikke er marker: diger, grøfter, levende hegn, markveje, mergelgrave og små remisser. Historisk har de fungeret som landskabets skelet og været afgørende levesteder for vilde planter og dyr.

”Tidligere var markerne mindre, og der var mange skel, diger og grøfter. Det er der langt mindre af i dag,” siger Bent Rasmussen.

Udviklingen mod færre, større marker har betydet, at mange faste landskabselementer er forsvundet. Det er problematisk, fordi netop disse områder giver dyr mulighed for at yngle, overvintre og søge skjul.

”Der er megen forstyrrelse ude på markerne. De faste landskabselementer giver dyrene steder med ro, hvor de kan have deres bo og deres rede.”

Derfor er der behov for flere faste landskabselementer i landbrugslandskabet – både som lange linjer, for eksempel græsbræmmer og levende hegn, og som små pletter med krat, stendynger eller dødt ved.

”Det allervigtigste er ofte, at de får lov til at være urørte og fungere som et supplement til den dyrkede mark.”

Omdriftsarealer

Omdriftsarealerne udgør størstedelen af landbrugslandet. Her dyrkes afgrøderne typisk intensivt og ofte i monokultur – det, der undertiden bliver kaldt ”hvedeørkener” eller ”bygørkener”.

Ofte sprøjtes markerne med kemi, der fjerner uønsket vegetation og insekter.

Her er der sjældent grundlag for en fødekæde, og mange arter forsvinder. Skal udviklingen vendes, kræver det ændringer i måden, markerne dyrkes på.

”Man kan være økolog og lade være med at sprøjte. Man kan nedsætte gødningsmængden. Man kan være varsom med jordbearbejdningen, og så handler det meget om, hvad man dyrker, og hvordan sædskiftet ser ud,” siger Bent Rasmussen, mens vi står midt i en mark, hvor der tidligere er høstet vårbyg, men hvor efterafgrøderne nu er vokset op til knæhøjde.

Variation er afgørende. Proteinafgrøder, rækkeafgrøder og korn med undersåning eller efterafgrøder kan alle bidrage til bedre levevilkår.

”Her er der undersået kløvergræs i vårbyggen. Når byggen er høstet, overtager udlægget og giver dækning hele vinteren. Det er rigtig godt for overvintring.”

Fordi marker hurtigt skifter karakter ved høst og pløjning, er det vigtigt, at dyr kan bevæge sig mellem forskellige levesteder på kort afstand.

”Variation inden for små afstande gør, at dyrene kan flytte sig, når forholdene ændrer sig. Det er helt afgørende.”

Plads til liv i produktionslandskabet

Indsatsen i landbrugslandskabet skal ses som et supplement til de politiske aftaler, der er indgået om udtagning af større naturområder.

”Det er meget vigtigt, at vi får skabt store sammenhængende naturområder. Men vi har stadig omkring to millioner hektar landbrugsland i Danmark, hvor vi producerer fødevarer. Her skal der også være plads til biodiversitet,” understreger Bent Rasmussen.

Det er derfor ikke et spørgsmål om enten-eller, men om både at beskytte den vilde natur og skabe bedre vilkår for liv i det landskab, hvor vores fødevarer bliver produceret.